Boganmeldelse
Ord til vandringen

Visdomsord af en af kirkehistoriens mystikere Johannes af Korset
Dette er en lille bog, men med en „stor“ mands ord, nemlig Johannes af Korset, en af kirkehistoriens store mystikere.Det, man må have i tankerne, når man læser Johannes’ ord, er, at de først og fremmest er skrevet til hans medmunke og -nonner i den „uskoede“ karmelitterorden. Nogle af hans ord kan umiddelbart forekomme meget asketiske eller fremmede for en nutids læser. Men kan man se igennem det, er der så sandelig også meget at hente for troende i vor tid.
Der er megen visdom i bogen. Her er en af anmelderens favoritter blandt de mange citater: „Sagtmodig er den, der forstår at tåle sin næste, og som har tålmodighed med sig selv.“
Bogen egner sig ikke til at blive læst i et stræk, men mere i små bidder, som man kan tage med sig i sin dag og grunde over.
Hvis man ikke er kendt med Johannes af Korset i forvejen, kan det være en idé først at læse Grethe Livbjergs bog om ham, Johannes af Korset – Åndelig vejleder for vor tid, hvor man både får den historiske baggrund for Johannes og hans tid og også bliver introduceret til Johannes’ tanker og billed-sprog.
Men Ord af lys og kærlighed kan også være en „appetitvækker“, som giver en lyst til at ville læse og vide mere om ham efterfølgende.

Johannes af Korset:
Ord af lys og kærlighed
61 sider
80 kr
Karmels forlag/Katolsk forlag