Altid til inspiration

Frans af Assisis liv var – som titlen på en ny bog siger – „et liv der blev til bøn“ Frans af Assisi har til alle tider fascineret. Der er skrevet mange bøger om ham, lavet film om hans liv, og Assisi er et yndet pilgrims- og turistmål.
Derfor er det ikke mærkeligt, at Frans af Assisi måtte dukke op i serien fra Steno Forlaget om kristen spiritualitet, hvoraf dette er den fjerde bog.
Det, der gør denne bog læseværdig, er, at der er fokuseret på Frans’ liv og lære om bøn. Frans var optaget af det almindelige hverdagsliv. Det er opmuntrende at læse hans betragtninger om det, når man som de fleste har et syv-fire job! Franciskanermunkene skulle arbejde dagligt som et led i en fast rytme, inspireret af Benediktinerordnen – bed og arbejd. Frans var selv diakon og ikke præst.
Frans var optaget af bøn, af at kunne „bede uden ophør“ midt i dagligdagens gøremål. „Hvis hjertet ikke beder, arbejder tungen forgæves“, stod der skrevet over døren til det kloster, hvor han var tilknyttet. Det handlede om hjertets bøn. En hjertets livsstil.
Bogen følger kronologisk Frans’ liv fra ung og „mislykket“ ridder videre til, da Frans giver alt, hvad han ejer og grundlægger Franciskanerordnen, og frem til hans stigmatisering den sidste tid af hans liv.
Et minus ved bogen er den manglende litteraturliste, hvis man skulle have fået lyst til at læse mere om Frans’ liv og lære.
Til slut et citat fra bogen, hvor forfatteren, Leonhard Lehmann, sammenfatter Frans’ første leveregel for brødrene i sin orden med denne sætning: „At have Guds ord i hjertet og hjertet hos Gud.“ Netop det kendetegner Frans’ liv, at meditere over den hellige skrift, men også at have kærlighedsrelationen til Gud.

Leonhard Lehmann:
Frans af Assisi – Et liv der blev til bøn
181 sider • 165 kr. • Steno