– Overflod er et symptom på frygt
mener Søren Gaust, der er præst i baptistmenighederne i Hirtshals og Sindal, medlem af Kristendemokraterne, gift og far til fem børn
Når vores liv ikke afhænger af, hvad vi ejer, hvad afhænger det så af?
Alle steder i NT, hvor Jesus gør op med ejerforhold og materialisme, gør Han det for at vise os en bedre vej, et bedre liv.
Sælg alt, hvad du har, giv det til de fattige og følg mig. Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og i teksten i dag mindes vi om, at jordisk gods er en sovepude, der lokker os til at hvile i andet end Gud, og så mister vi livet med Ham.
Liv er at være Guds barn, og intet, vi kan samle sammen, kan hjælpe os med at blive dette, tværtimod. Vi står hver dag med valget, om vi vil lægge vores liv i Guds hænder, eller om vi vil forsøge selv at være Gud.
Er det et problem for danskerne, at vi har det materielt godt?
Vi har gennem de sidste 50 år fået bygget os et materialistisk velfærdssamfund, hvor vi netop har brugt alle kræfter på at klare os bedst muligt. Det er jo gået meget godt for de mange, og vi har næsten bevist, at vi kan klare os uden Gud, når bare vi står sammen.
Den åndelige velfærd er derimod svær at få øje på. Antallet af glade er ikke steget, og der er ikke flere, der føler sig trygge, end der altid har været, for vi har glemt at være afhængige af Gud.
Er danskerne som den rige bonde, der har slået sig til ro, spiser, drikker og er glad?
Den rige bonde kunne slå sig til ro, fordi han havde udnyttet de muligheder, der var, og så kan man jo ikke gøre mere. Vi har det problem i vores samfund, at vi instinktivt ved, at der er muligheder, vi ikke har benyttet os af, og som vi måske endnu ikke har opdaget, og det stresser os gevaldigt.
Mer vil have mer´, men nok mest, fordi vi vil sikre os. Vi har alt, nu skal vi sikre, at vi ikke mister det igen.
Overflod er et symptom på frygt, og det er med til at holde os i det evige pres, der kommer, når vi selv vil stå for trygheden. Vi frygter, ligesom bonden, dårlige tider. Tænk, hvis man gav det væk, og det så gik ned ad bakke lige efter, imens vi trøster os med, at alle har lige muligheder, så det går folk (altså alle andre), som de selv har valgt.
Et kendt slogan siger Spies, rejs og vær glad. Er det danskernes livsfilosofi?
Spies ramte noget med sit slogan bortset fra, at ingen i længden blev gladere. Det, Spies gjorde, og som mange med skiftende held har gjort siden, var at lære os at glemme, at vi ikke er glade – og det er noget, vi kan bruge.
Underholdning, personligt velvære, rejser og oplevelser, altsammen er det vores opium, der hjælper os med at holde det ud, når det går op for os, at vi ikke selv er Gud, at vi ikke kan klare os uden Ham.
Hvordan forenes kristendommen med et liv i materiel rigdom?
Troen på Gud, overgivelsen til Kristus og dermed afhængigheden af Ham, kan sagtens forenes med et liv i materiel rigdom, endda overdådigt, hvis Han altså vælger at sætte dig i den situation.
Gud er ikke imod rigdom og velfærd, men Han véd, at det ikke er vejen til liv, at det ikke er vejen til glæde og tryghed, og Han ønsker, at vi skal vide det samme.
Jeg tror, at hvis vi oplever, at vi ejer meget, og det går os godt, så er det, fordi Gud har givet os meget at dele ud af. Materiel rigdom kan være Guds måde at give nogle mennesker særlige muligheder for at hjælpe der, hvor nøden er.
Siger Jesus i de første vers, at det åndelige skal holdes adskilt fra det jordiske?
Det er som jordiske mennesker, vi erfarer, at Gud er vores Far. Det er i vores praktiske liv, at vi skal vælge, hvem vi vil tilhøre, og det er på vores gerninger og prioriteringer, man kan se, hvor vi har vores rigdom.
Igen og igen husker Jesus os på, at vi tjener Gud ved at tjene vore medmennesker. Hvad vi gør mod hinanden, gør vi mod Ham. Det åndelige og det jordiske hænger nøje sammen og er to sider af samme sag, nemlig det at være menneske.
Hvorfor er du engageret i politik?
Mit politiske engagement skyldes i høj grad trangen til at sige til og fra, eller i det mindste at støtte dem, der gør det. Vores praktiske liv udfolder sig netop i samspillet med andre, lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, og også her er det vigtigt, at vi arbejder for sammenhængen mellem åndelig og jordisk velfærd.
Når mennesker har svært ved at få øje på Gud og Hans kærlighed, nåde og fred, så er det, fordi vi leder efter det hos hinanden. Vi kan som samfund nemt komme til at indrette os på en måde, så vi gør det ekstra svært at tro på Gud, for alle meler jo bare deres egen kage, og alle love og regler er til for at sikre netop det.
Vers 18 minder jo lidt om EUs overskudslagre. Er EU et resultat af griskhed?
EU er desværre bare endnu et redskab, som vi bruger til at sikre os med. Det er den personlige frygt for ikke at klare sig, der er drevet næsten til det yderste. EU er ikke grisk i sin idé, men kan bare ikke klare sig uden at være det.
EU kunne jo lige så godt være et fællesskab om omsorg. EU kunne lige så godt være opstået ved, at de rige valgte at stå sammen om at hjælpe de fattige og underbemidlede, der måtte befinde sig udenfor EU.
Sådan er det ikke. Vi ønsker at beskytte os mod de fattige, dem der har mindre, dem med færre muligheder. Derfor bliver vores rigdom til overskud og vil også en dag ende med at rådne op. Det er ressourcer, vi har fået af Gud, men som vi har holdt for os selv.
Vi, og vore politikere, bør gøre, hvad vi kan – ikke for at afskaffe EU, men for at gøre EU til et gode for resten af verden.
Når vi er Hans, så kan vi og vores rigdom roligt være de andres!
Ved Anders Pahus
Lignelsen om den rige bonde
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse:
»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
