Boganmeldelse
På opdagelse blandt muslimer i eget sogn
Sognepræst Steen Skovsgaard betegner sig selv som opdagelsesrejsende i Gellerup sogn, og han har netop udgivet en rejsebeskrivelse med mange pudsige oplevelser og praktiske rådHvor mange præster har ansat muslimer som parke-ringsvagter under gudstjenesten? Hvor mange giver sig tid til at slentre rundt i ind-købscentret, blot for at være åben for guddommelige øjeblikke med andre som også slentrer rundt, nemlig arbejdsløse indvandrere?
Det gør Steen Skovsgaard, sognepræst i det berygtede Gellerup ved Århus siden 1979. For i hans sogn er kun en tredjedel medlemmer af Folkekirken og over halvdelen muslimer. Og det giver nogle pudsige oplevelser.
Som fx, at en muslim ved en paneldebat i sognet umiddelbart efter terrorangrebet i USA d. 11. september 2001 foreslår at forsamlingen udråber et leve for Danmark.
Eller, at en muslim som eneste deltager ved en gudstjeneste på hospitalet blev årsagen til, at der over hovedet blev afholdt en gudstjeneste den dag.
Eller, at en muslim, der inviterede præsten med hjem for at overbevise ham om islam, men endte med at lukke op for sine egne sjælekvaler.
Og sådan kunne vi blive ved.
Bogen Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst? er en samling noter fra Steen Skovs-gaards brogede hverdag, broget i mere end en forstand, idet sognets 70 pct. af 12.000 indbyggere er indvandrere, ca. 7.000 er muslimer og de tre folkeskoler i området har hhv. 65, 70-80 og 98 pct. tosprogede elever. Sognet er berygtet for kriminalitet, men det har ifølge Skovsgaard hverken med etnicitet eller religion at gøre. Sognet er det fattigste i Århus kommune, ja, ligger under 1/5 af det gennemsnitlige indkomstniveau i kommunen. Beboerne kan ikke arbejde sig rigere, da sognet også har over dobbelt så mange arbejdsløse som andre dele af kommunen.
Det er her mellem fremmede, fattige og ofte fortvivlede mennesker Steen Skovs-gaard har sin hverdag. Her hvor folk ofte tyr til religionen for at finde identitet og mening. Det er her præsten har været nødt til at finde både klare holdninger og praktiske løsninger frem, for det forventer både kristendommen og muslimerne af ham illustreret af en ordveksling med en gruppe unge muslimer, hvor en muslim udbrød:
– Er du klar over, at du vil komme til at stå til regnskab på dommens dag, når du afviser, at Koranen er Guds ord?
Trængt op i en krog kunne Skovsgaard ikke lade være med at svare ham:
– Er du klar over, at du vil komme til at stå til regnskab på dommens dag, hvis du afviser Jesus som Guds ord og Guds frelse?
Sit bløde hyrdehjerte til trods eller måske netop derfor har præsten en meget klar holdning til islam. Islam er som sandpapir for min tro, har han tidligere udtalt.
Han er ikke sikker på, at den kristne Gud og muslimernes Gud er den samme. For der er klare modsætninger mellem det Gud siger i Koranen og det han siger i Bibelen. Og vil Gud mon modsige sig selv?
Han giver en kort og præcis gennemgang af de vigtigste forskelle mellem islam om kristendommen:
Synd: Kristne tror mennesket har en medfødt sygdom, arvesynden, der kræver en frelser. Muslimer tror mennesket grundlæggende er godt og derfor kan tage sig sammen og opfylde Guds lov.
Frelse: Kristne tror Jesus døde på korset for at tage syndens konsekvenser og frelse mennesket. Muslimer tror Gud reddede Jesus i sidste øjeblik, og at det var en stedfortræder der døde. Gud kan så at sige række en livline til den druknende, men ikke selv hoppe i for at redde ham.
Treenigheden: Kristne tror Gud er én og dog tre, at han er relation, som Skovsgaard udtrykker det. Muslimer tror han er én og opfatter ham som temmelig fjern.
En vigtig pointe er, at det er kærligheden der skiller. Gud er kærlighed og forsoningen er beviset. Men i islam er Gud allerhøjst barmhjertig, og barmhjertig kan man være også selv om man ikke elsker. Ikke et eneste af Guds 99 skønne navne i islam kan oversættes med kærlighed.
Det er tydeligt, at Gelleruppræsten har erhvervet sig stor viden om islam gennem årene, de sidste 5 år som formand for KIVIK, Kristent Informations- og Videnscenter om Islam. Men i bogen viser han, at denne viden hverken skal bruges til at polemisere eller hovere i samtalen med muslimer-ne. I stedet for at angribe Koranens fejlagtige syn på Jesus, skal kristne blot forklare Bibelens evangelium, mener han. Og det vil så tale for sig selv.
Jo, en spændende, reflekterende og ærlig rapport er det Steen Skovsgaard leverer fra sin opdagelsesrejse. Udmøntet i praktiske råd, der nok kan blive brug for i et stadig mere multireligiøst samfund. Et kærkomment supplement til de mange teoretiske værker om emnet der er kommet de senere år.
Steen Skovsgaard:
Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?
120 sider 168 kr. Unitas