Jesus-film gør indtryk i Tyrkiet

De moderne verdslige muslimer i Tyrkiet er interesseret i alt vestligt – og JesusTyrkiet er et af de mest verdslige muslimske lande.

Denniz er til daglig damefrisør i Istanbul, Tyrkiet. Hun klæder sig og opfører sig som andre vestligt-orienterede tyrkere.

Især den vestlige del retter håbefuldt øjnene mod EU-medlemskab og i det hele taget alt, hvad der er vestligt.
I løbet af få år har de fleste kvinder blandt Istanbuls 13 millioner indbyggere farvet håret blondt. De klæder sig så smart og vestligt, at man skulle tro, man var i Paris – måske lige bortset fra de klagende bønnekald fra moskéernes minareter både dag og nat.
Side om side med moskéerne ser man reklamer i vestlig stil med alt for udfordrende kvinder, ligesom de fleste aviser dagligt har mange billeder af letpåklædte piger. Et ellers meget usædvanligt syn i et muslimsk land og i stærk kontrast til de tørklædeklædte eller helt sortklædte kvinder, som også færdes på gaderne.
Som kristen vesterlænding kan man godt være betænkelig ved, at tyrkerne forkaster deres egen rige kultur til fordel for en overfladisk vestlig pop-kultur, der intet har med kristne værdier at gøre.
Men udviklingen har også positive virkninger:

Mel Gibsons film om „The Passion of the Christ“ har spillet i tre måneder i Istanbuls biografer, fortæller en højtstående embedsmand, da vi ufrivilligt tilbringer 4-5 timer sammen i Erzerums lufthavn i Østtyrkiet. Vort fly har fået problemer med forhjulet, og imens fyldes restauranten med cigaretrøg fra de meget pulserende tyrkere. Også mange kvinder ryger voldsomt. I ventetiden kommer vi bl.a. i snak med Denniz, som selv sætter sig hen til vores bord og byder på cigaretter, te og kaffe. Tyrkerne er meget gæstfrie.
Denniz fortæller, at hendes navn betyder „havet“ og at hun er damefrisør i Istanbul.
Hun har netop måttet sige farvel til sine to børn, fordi hun er blevet skilt fra faderen.
I muslimske lande tilhører børnene altid faderen.
– Var det ham, der ville skilles, spørger jeg i det håb, at hun er den uskyldige part.
– Nej, det var mig!
– Hvorfor?
– Fordi han var en djævel, svarer hun uden betænkningstid og viser med to fingre som horn i panden, hvad hun mener om ham.
Den venlige embedsmand fortæller, at skilsmisser er meget sjældne i Tyrkiet. Og de kvinder, der bliver skilt, betragtes af omgivelserne med foragt. Så det er ikke noget let liv, Denniz nu har valgt.

På en eller anden tilfældig måde falder snakken på Gud.
Embedsmanden fra før siger Allah, som jo er det arabiske navn for Gud. Men Denniz retter ham:
– Jehova, siger hun. Kender du ikke Guds rigtige navn?
Nå, hun er nok Jehovas Vidner, tænker jeg, men Denniz forklarer, at hun har set den nye film. Den, der på tyrkisk hedder „Stærke følelser“. Det er Mel Gibsons film om korsfæstelsen af Jesus, finder vi hurtigt ud af. Den er på aramæisk, og her bruges Jehova-navnet for Gud.
– Filmen har gjort et stort indtryk på hende, fortæller embedsmanden. Og Denniz viser med sammenknebne øjne, at Jesu lidelser har berørt hende dybt. Så nu ved hun, hvem Jesus egentlig er.
– I Koranen er Jesus nævnt som Isua Almasihu, bliver vi enige om. Dvs. Jesus Messias.
Det ved Denniz ikke, for muslimer i almindelighed læser ikke Koranen. De hører den kun messet op – på arabisk.
– Tror du så på Jehova?
– Ja, det er klart, svarer hun. – Jehova er Gud.

Denniz er ikke den eneste moderne tyrker, der interesserer sig for Jesus. Statistikkerne siger, at 30.000 tyrkere sidste år registrerede sig som kristne. Myndighederne undrede sig meget. En del af de ny-kristne er dog formentlig armeniere og andre med kristne rødder, hvis forældre i generationer har skjult deres tro.

Istanbul er jo det gamle kristne Konstantinopel. I det første årtusinde efter Kristus var det den største kristne by i verden. Den mægtige katedral Haya Sofia (Hellige Sofia) overgik Peterskirken i Rom.
På grund af en teologisk strid skiltes den katolske kirke i en romersk og en østlig ortodoks.
Da tyrkerne invaderede fra øst, bad østkirken Rom om hjælp. Men den romersk-katolske kirke ville kun hjælpe, hvis østkirken underlagde sig Rom. Det nægtede østkirken – og hele det gamle kristne land med de første kristne menigheder og kirker i hver by blev erobret af islam… indtil i dag.
Til sidst var der kun det uindtagelige Istanbul tilbage, hvor en kejser sad og regerede uden ret meget opland. I 1451 erobrede den muslimske sultan Mehmet II byen. Og selv om de kristne til en vis grad fik lov at beholde nogle af deres kirker, så førte religiøst og økonomisk pres hurtigt til, at landet blev islamiseret.
Ude østpå lå det tidligere Armenien, som var den første kristne stat i verden. Armenierne levede i mange år side om side med muslimerne, men efter mange års pres forsøgte de i forrige århundrede at få hjælp fra Rusland til en løsrivelse. Det førte til et frygteligt folkemord i ly af 1. verdenskrig. Ca. 1,5 million armeniere forsvandt – og armenierne mener at kunne dokumentere, at den ene million blev dræbt.
Det kan man ikke læse om i de tyrkiske skolebøger – men modsat kan man på museer studere de forbrydelser, som armenierne begik…
Mange kræver, at tyrkerne skal erkende folkemordet, før de kan indtræde i EU.

På vej til lufthavnen kører vi gennem Istanbul, netop som en fanatisk kvinde går ind i en bus og sprænger sig selv og bussen i luften.
I hundredvis af politibiler har ellers hvinet rundt i gaderne med blå blink nat og dag for at bevogte byen under NATOs topmøde.
Også i hovedstaden Ankara, hvor vi mellemlandede på vej hjem efter at have søgt resterne efter Noas ark i Ararats bjerge, var der terror-angreb. I Istanbul blev et israelsk fly (sjovt nok med kendetegnet 777) omdirigeret til en anden gate.
Udlandet får nemt det indtryk, at tyrkerne er rabiate. Men det er kun en lille del af tyrkerne. De fleste er tværtimod så vestligt orienterede, at man som vesterlænding næsten synes, det er for meget…!