100.000 kinesere skal ud som missionærer
Tilbage til Jerusalem hedder en kinesisk folkebevægelse, hvor deltagerne vil fortælle om deres tro på Jesus i alle lande mellem Kina og Israel og i Nordafrika og Japan100.000 kristne kinesere vil udbrede den kristne tro i 51 lande, som primært ligger mellem Kina og Israel. Målet er at fuldføre den såkaldte missionsbefaling (står i Matthæus-evangeliet 28:19-20, red.) allerede i denne generation, og langt hovedparten af de lande i verden, hvor der er færrest kristne, ligger i bæltet mellem Kina og Israel.
Bevægelsen bag initiativet kalder sig Back to Jerusalem og ledes bl.a. af Broder Yun, som af nogen vil være kendt fra bogen Den himmelske mand. Sammen med to andre kinesiske pastorer og forfatteren Paul Hattaway har Broder Yun skrevet en bog om Jerusalem-visionen.
Af bogen fremgår det, at idéen om en sådan massiv missionsindsats har rødder helt tilbage i 1920erne, men først nu har det været muligt for alvor at realisere visionen med de mange kinesiske missionærer.
Broder Yun og de to andre medforfattere til bogen, Peter Xu Yongze og Enok Wang, leder hele projektet. De er alle kendte ledere i det kristne Kina, og til sammen har de siddet 40 år i fængsel for deres tros skyld.
På nuværende tidspunkt er omkring 10.000 kinesere allerede sendt ud til nogen af de lande, som er målgruppen for missionsoffensiven. Mange af landene ligger langs den gamle silkevej, og her dominerer religioner som islam, buddhisme og hinduisme.
Blandt de 51 lande, som er målgruppe for aktionen, kan nævnes Cambodia, Thailand, Vietnam, Bangladesh, Indien, Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak, Jordan og Israel. Derudover retter initiativet sig også mod Nordafrika og Japan.
Flere af missionærerne er allerede blevet fængslet, men det betragter bevægelsen ikke som noget nederlag det giver blot mulighed for at fortælle om troen på Jesus til medfanger og fængselspersonale.
De kinesiske kristne er vant til at leve under helt andre forhold end kristne i Vesten. Når man spørger en kinesisk kristen, hvilken teologisk uddannelse vedkommende har, nævner kineseren ofte fængslet som sin bibelskole og fangelænkerne som undervisningsmaterialet.
Ifølge Broder Yun er der mange kinesiske kristne, som er klar til at ofre deres liv for opgaven, og målet med 100.000 missionærer kan meget vel gå hen og blive overgået. Lederne af Back to Jerusalem anslår, at der findes omkring en million kristne kinesere, som ikke beskæftiger sig med andet end at udbrede den kristne tro. Det er en tiendedel af denne flok, man vil sende til andre lande.
Der skal ikke bygges nogen kirker undervejs. Det handler om at formidle troen på Jesus fra person til person.
Bevægelsens navn hænger sammen med, at den kristne tro har sit udspring i Jerusalem, og at Jesus sagde, at den kristne tro skal forkyndes i hele verden, og så skal enden komme.
Idéen er at bringe den kristne tro tilbage til dens udspring i Jerusalem samtidig med, at troen udbredes i de lande, som man passerer på vejen til Jerusalem.
Siden er målgruppen som ovenfor nævnt udvidet til også at omfatte Japan og hele den arabiske verden inkl. Nordafrika.
KPK/Jens