Friskoleforening vil kæmpe for friheden

De kristne friskolers forening vil forsvare retten til at være anderledes I næste folketingssamling vil undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) fremsætte et lovforslag, der på flere måder vil gribe ind i den nuværende friskolelov.

Anne Marie Poulsen er forretningsfører i Foreningen af Kristne Friskole

Et skærpet tilsyn med friskolerne skal flyttes fra kommunerne til Undervisningsministeriet, og habilitetskravene i forældretilsynet skal skærpes, foreslår ministeren.
Både friskoleforeninger og politikere støtter forslaget, men flere er alligevel nervøse for det endelige udfald.
– De frie skoler skal ikke være statslige privatskoler. Det vil være et anslag mod forældreretten til at sætte sit barn i en anderledes skole med et anderledes livs – og menneskesyn og idégrundlag. Det er helt vitalt, siger forretningsfører i Foreningen af Kristne Friskoler, Anne Marie Poulsen.

Skabelsesberetningen

Undervisningsministeren vil skærpe forældretilsynet. Den tilsynsførende forældre må for fremtiden hverken være medlem af skolens bestyrelse eller have tilknytning til en anden friskole, som drives ud fra samme idégrundlag. Vedkommende skal kunne tale dansk og have en pædagogisk baggrund, foreslår ministeren.
– På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvor det hele ender. Det bedste ville være, at en uvildig instans varetager tilsynet med skolerne: En repræsentant fra ministeriet, en repræsentant fra De Frie Grundskolers Fællesforening/ Dansk Friskoleforening og en person helt udefra.
– Men vi vil til enhver tid forsvare friheden og retten til at være holdningspræget og give eleverne en alsidig undervisning. Det gælder også i forhold til Bibelens skabelsesberetning og evolutionslæren.
– Skabelsesberetningen kan ikke bevises videnskabeligt, men det kan evolutionslæren heller ikke. Begge opfattelser kræver tro. De kristne friskoler skal fortsat have lov til klart og tydeligt at fortælle, hvad de står for. Det er hele tanken bag friskoleloven, understreger Anne Marie Poulsen.

Pressens agurketid

Undervisningsministeriets fratagelse af Samuelskolens økonomiske tilskud satte en voldsom debat i gang hen over sommeren om det kristne ACE-undervisningsmateriale. Undervisningen om skabelsesberetningen stod for skud i pressens agurketid. Ret hurtigt gav ministeriet dog tilskuddet tilbage til skolen.
– Jeg vil gerne rose ministeriet, fordi man handlede så hurtigt, da det viste sig, at Rødovre Kommunes to tilsynsrapporter om Samuelskolens undervisning var mangelfulde.
– Selvfølgelig skal det faglige niveau på enhver friskole være i orden. Men der skal være frihed for både muslimske skoler, Rudolf Steiner skoler, kristne skoler og alle andre frie skoler, understreger Anne Marie Poulsen.

Lange ventelister

Der er 35 kristne friskoler herhjemme. Sidste år havde de tilsammen 5.411 elever, og flere hundrede børn står på venteliste.
– Det er oppe i tiden at gå på en friskole. Mange forældre ønsker indflydelse på børnenes skolegang, og de lader sig ikke afskrække af egenbetalingen. Det er de vant til fra børneinstitutionerne. De kristne skoler har en overvægt af børn uden en kristen baggrund, fortæller Anne Marie Poulsen.