– Gud er altid hos mig

Lucia Rasmussen fødte et handicappet barn, som døde efter nogle få måneder. Men det meningsløse fik langsomt mening, da sorgprocessen – sammen med englebesøg, en bog og et gospelkor – fødte troen i hendes hjerteLucia betyder lys på latin – og en solstråle, det er hun, Lucia Rasmussen på 36 år, selv om hun har måttet gå en grueligt masse igennem siden hun kom til Danmark for 16 år siden.Ikke blot generelle indvandrerproblemer som sprog, kultur, tilpasning og accept fra herboende danskere, men også et ægteskab med en depressiv mand, hun nu er separeret fra, en spontan abort af parrets førstefødte og senest for tre år siden: fødslen af et handicappet barn, der kun nåede at blive fire en halv måned gammel.
Alligevel har hun let til latter, den strålende Lucia som nu sidder i sofaen, klar til at fortælle sin historie. For følelserne har haft den fornødne tid til at bearbejde sorgen, og tankerne fundet mening i det meningsløse gennem troen på Gud.
Og så har hun heldigvis Sebastian på otte år tilbage i hjemmet på Blomstervænget i Vejen.
– Når jeg ser i bakspejlet forstår jeg, at Gud har været mig allernærmest når jeg har haft allermest brug for det, siger hun med eftertanke.

Lucia er døbt i den ortodokse kirke i Rumænien, men troen betød ikke det store for hende – indtil hun fik lille Simon.
– Det er meget svært at få et handicappet barn, betror hun. – Man er hensat til en helt anden virkelighed. Ting sker bare. Det er som at spille med i en dårlig B-film!
Simon blev født i juli 2001 og var meget handicappet. Han havde deforme hænder, ganespalte, kun én nyre og en hjertefejl, der gjorde han måtte overføres til Skejby Sygehus med det samme. Lægerne kunne intet stille op, for han var så lille og medtaget, at et indgreb ville tage livet af ham.
Simon nåede at leve fire og en halv måned, det meste af tiden på Børneafdelingen på Kolding Sygehus. Den 17 december 2001 døde han, og Lucia og familien var et stort spørgsmålstegn: Hvorfor kom han over hovedet til verden?
Men tankerne blev aldrig udtrykt verbalt, heller ikke i bøn til Gud. Det var blot et virvar af etiske overvejelser holdt op mod tidens lægevidenskab.

Men en drøm skulle sætte gang i de religiøse tanker. Lucias mor som var kommet til Danmark sammen med Lucia, havde nu en drøm, hvor hun så en kæmpestor engel. Moren havde før fået varsler i drømme, men aldrig før af en engel. Hun fik et chok.
Englen var på størrelse med et helt hus, lyste som en sol, og havde lange lyse krøller, en stor hvid kjortel og mægtige hænder og fødder. Englen beroligede moderen om Lucias mand, som nu var indlagt på psykiatrisk afdeling. Og næsten samtidig fik manden en psykolog, der ”gav ham livet tilbage”, som Lucia udtrykker det.
Og englen var det, der sendte en stråle af tro ind i Lucias hjerte. For det blev samtaleemnet i lange tider: Var det blot en drøm, eller var det Gud…?
– For mig gjorde det udslaget, fortæller Lucia. – Det var Gud, der havde sendt en engel, og han ville sige os noget. Fra nu af snakkede vi mere og mere om Gud i vores familie. Og langsomt skete der en ændring indeni mig.
Lucia fik fat i Kirsten Mørch Nielsens bog, ”Lys bag døden“ (beskriver en nærdødsoplevelse, red.), og den gav yderligere troen noget at leve af. Som fysioterapeutstuderende interesserede hun sig i forvejen meget for livet og døden og nu blev der tilføjet yderligere en dimension:
– Lige pludselig kunne jeg se, at Gud havde været hos mig gennem hele processen med Simon. Jeg kunne genkende mig selv i Kirsten Mørch Nielsens oplevelse af Guds nærvær i himlen. Han havde været hos mig hele tiden gennem alt det svære.

Lucia gik nu i tænkeboks og begyndte så småt at ”tale med Gud”. Og fik svar næsten med det samme. Helt fra at få familiebesøg når hun havde allermest brug for det til at finde de rette interviewpersoner til fysio-terapeuteksamen.
– Set i bakspejlet har jeg altid oplevet Guds nærvær i krisesituationer. Jeg er virkelig et forkælet barn, smiler hun.
Derfor har Lucia gjort det til en vane at bede om både store og små ting.
– Når jeg har det svært og synes alt er håbløst, råber jeg til Gud. Og han svarer med det samme med at give det her sus af hans nærvær, fortæller hun.
Der er dog stadig en del større ting der venter på svar, men det tager ikke glæden fra hende. For det har Gud jo nok en mening med.

Og det havde han åbenbart også, da hun fik øje på en annonce i Vejen Avis om, at man kunne komme med i et gospelkor. Forinden havde hun læst i ”Lys bag døden” at, hvis man i Guds nærvær har lyst til at synge, skal man bare gøre det. Så hun meldte sig til Vejen Gospel Kor:
– Der var så ufattelig meget glæde, fortæller hun. – Og så følte jeg, at alle teksterne var skrevet til mig. Ja, det var faktisk som om jeg selv havde skrevet dem. Så der blev godt nok sat turbo på troen!
Det skabte en længsel efter det Lucias kalder ”Guds ord”:
– Jeg måtte finde et sted, hvor man kunne glæde sig over Guds ord. En eller anden kirke eller sådan noget. Så jeg var glad for at der var noget her i Vejen.
– Der er jo ingen grund til at skjule glæden, vel? I den kultur jeg kommer fra er det naturligt at glæde sig, ja, man skal vise den.
Lucia havde også en bibel derhjemme, men den var godt støvet.
– Den bliver stadig støvet, men nu støver jeg den af, siger hun med sit karakteristiske smil. Jeg læser den faktisk hver dag.

Ingen i familien har kunnet undgå at mærke Lucias forvandling – og nogle har da også drillet lidt.
– Min oplevelse af Gud er så stærk, at andre må tænke: Nu rabler det! – forklarer Lucia.
Men Lucia er ikke blevet skør, men har blot lært at leve med Gud i hverdagen, at bede til Gud i stedet for at brokke sig til mennesker.
Det har været en lang proces at komme sig over tabet af Simon. Eksperter anslår at det normalt tager ét år; for Lucia har det taget to. Men nu har hun fundet mening i det meningsløse.
– Jeg har fået en vished om, at jeg en dag skal møde Simon i himlen. Og at man altid kan få hjælp, hvis man beder om det.
Og hun konkluderer:
– Livet er ikke så uoverkommeligt når man har troen. Troen erstatter ikke den naturlige sorgproces, men den hjælper én til at forstå, at der er en mening med galskaben.
Hvad vil hun i fremtiden – ud over at tage sig af sønnen Sebastian?
– Jeg vil prøve at bevare det tætte forhold til Gud, jeg har fået, uanset hvad jeg gør, slutter en afklaret Lucia.