Missionsforbundet i ”Tro og handling”

I 3. uge i juli var 730 fra Missionsforbundet samlet til sommerstævne i Kolding under temaet ”Tro og handling”. Temaet gennemsyrede mange prædikener, og seminarer og mange blev tændt for handling i tro. Leo Hansen holdt sin sidste prædiken som missionsforstander, og med oplevelser fra bl.a. Ilulissat i Grønland lagde han vægt på, at tro og handling hører nøje sammen.

Den ny misssionfsorstander, Peter Gøtz og fru Neel indsættes. Den tidl. missionsforstander var Leo Hansen.

På missionsaftenen gav Viggo Søgaard en stærk appel om handling i tro i en verden, hvor der er stor menneskelig nød såvel ude som hjemme.
På seminarer om Grønland, Ghana, Thailand og en gadepræsts arbejde i Odense blev der givet mange eksempler på handling i tro. I Thailand er Missionsforbundet involveret i missionsarbejde i et fængsel i Udon, hvor 200 fanger for nylig blev døbt. Det startede med Somwang, der blev en kristen via ”Fredens Stemmes” radioprogrammer. I fængslet blev han missionær. Da han skulle løslades, bad fængslet ham om at blive lidt længere, da han havde stor indflydelse på de øvrige fanger – og han blev frivilligt i fængslet for at fortsætte sit arbejde. I Bangkok er Missionsforbundet involveret i arbejde blandt de fattigste i slummen, i Ghana er man involveret i børnehjemsarbejde, og i Grønland har man i mange år været dybt involveret i kristent socialt arbejde blandt børn og unge. På dette års sommerstævne blev det besluttet, at man skal involvere sig i Rumænien, og næste år sender man et rumænsk-dansk ægtepar som missionærer til Rumænien.
Sommerstævnet viste meget tydeligt, at Missionsforbundet er dybt involveret i mennesker – ikke ”bare” i menneskers frelse, men i hele mennesket. Socialt arbejde og evangelisation går hånd i hånd.

Pagt 2004

Et af højdepunkterne var underskrivelsen af ”Pagt 2004”, hvor 21 repræsentanter fra Missionsforbundets 21 menigheder skrev under på ”pagten”, der er resultatet af et par års drøftelser i menighederne. Pagten beskriver kortfattet, hvad der er Missionsforbundets fælles trosgrundlag, og hvad de vidt forskellige menigheder vil være fælles om, når det gælder mission i Danmark og i andre lande, relationer til andre kirkesamfund og menighedernes økonomiske ansvar for den del af tjenesten, der er fælles. Pagten munder ud i et afsnit om forventninger til den fælles ledelse. Processen med pagten har været meget værdifuld, og der er forventninger til, at den vil danne bro mellem fortid og fremtid, så der fødes visioner for nutiden.

Ny missionsforstander

Leo Hansen har efter 16 år på posten som missionsforstander valgt at trække sig fra denne opgave for helt og fuldt at hellige sig tjenesten som præst i Næstved. Missionsforbundet har tradition for at vælge missionsforstander et år, før denne skal tiltræde. Ved sommerstævnet 2003 blev Peter Gøtz valgt til at efterfølge Leo Hansen som missionsforstander, og ved konferencen i år blev Peter Gøtz indsat i denne tjeneste, og der blev taget flot afsked med Leo Hansen som missionsforstander. Udfordringen bragte i sidste uge et portræt af den nye missionsforstander.
Der blev også holdt afsked for de hjemvendte Grønlandsmissionærer Kerstin og Bjarne Nederby Jessen, der efter 13 år i Grønland er vendt tilbage til Danmark, og der blev budt velkommen til Margit og Allan Hansen. De har boet i Ilulissat i mange år, og Allan går nu ind i en fuldtidstjeneste som klubleder, administrator og pedel, mens ældsterådet i Ilulissat i fællesskab tager ansvaret for præstetjenesten. Grønlænderen Josef Mørck er blevet leder af ældsterådet og har fået ansvaret for de pastorale tjenester.