Når politikere gør vold på kirken

Kirken skal ikke bruges til partipolitikDet er en sørgelig historie, den med bøsse-prisen til statsminister Fogh.
Sørgelig, fordi Fogh sikkert tror, han gør noget godt. At han bare er så tolerant overfor et mindretal ved at gå ind for, at bøsser af samme køn skal vies i Folkekirken.
Det er også sørgeligt, at Lykketoft straks prøver at overgå Fogh ved at love, at Socialdemokratiet ved lov vil tvinge Folkekirken til at vie bøsser. Sørgeligt, fordi man får indtryk af, at de to måske ikke tænker på de mennesker, det handler om, men på, hvad der kan give stemmer. I så fald bliver de muligvis skuffet, for så mange og så populære er bøsserne heller ikke blandt arbejdere og venstrefolk…
Det er sørgeligt, at de to politikere slet ikke tænker på, at de med deres forslag jokker på kirkens selvstændighed og er intolerante overfor menneskers personlige tro.
For når vi i kirken ikke gifter mennesker af samme køn, så er det jo ikke, fordi vi ikke holder af bøsser og lesbiske. Faktisk vil de ofte møde mere ægte kærlighed blandt kristne end blandt andre. I hvert fald, hvis det er kristne, der har oplevet at blive tilgivet og elsket af Gud. De forstår godt, hvorfor nogle mennesker af mangel på den kærlighed og tryghed søger den desperat hos det forkerte køn.
Men at forstå og holde af betyder ikke, at man så skal handle imod sin samvittighed. Vi bliver jo da nødt til at holde fast ved det, vi tror er rigtigt, også selv om det er upopulært i en forvirret, egoistisk og pervers tid.
Men hvis staten pådutter kirken en ukristen moral – som stater før har gjort f.eks. under nazismen – så må vi holde fast ved, at kirken egentlig ikke består af bygninger og formaliteter, men er et fællesskab af dem, der tror.
Den levende kirke vil altid bestå, uanset om politikerne kompromitterer Folkekirken. For „Guds rige er iblandt jer og inden i jer“, sagde Jesus*. Guds ånd er vores styrke og glæde.
(* Lukas 17,21 i Biblen på hverdagsdansk)