De er pionerer i tysk og engelsk musik
Tyskeren Schütz blev banebryder
for protestantisk kirkemusik, og
den meget engelske Elgar var
med til at gøre England til
stormagt i musikkens verden
efter 2-300 år i skyggen…
Hvis man i det første årti af 1900-tallet ville begive sig rundt i det underskønne bjergrige område Malvern i det vestlige England på cykel, ville man med stor sandsynlighed støde på Edward Elgar, Englands største klassiske komponist i nyere tid også selv på cykel! Han elskede nemlig at cykle og tog i denne cyklingens barndom ofte på lange ture i området, gerne med et par venner konen gad ikke.
Da han slog igennem som komponist (og cyklist), var han allerede oppe i fyrrerne. Og det selv om han allerede tidligt som en self-made man var ihærdigt optaget af at dirigere orkestre og kor, selv spille på violin og orgel og af at komponere. Vennerne fortæller, at når han på cykelturene blev sådan lidt stille, vidste de, at han var i gang med at spinde på noget musik. Ofte var det en melodilinie, han biksede med.
Elgars melodier er indbegrebet af charme og skønhed. Han fortæller selv til dagbogen, at de mange cykelture inspirerede ham til at komponere. Og efter sigende var der nærmest ikke den vej i Mal-vern Hills-området, han i gennem årene ikke har færdedes på.
Den underfulde skønhed, men også dramatik, som naturen i hans fødeegn omkring Worcester indeholder, der så hyggeligt ligger i læ for de store bjerge i Wales, møder vi igen i hans musik. Denne spænder videre end nogen anden kom-ponists, lige fra salonmusik til dramatiske kor-orkester værker, der fylder flere cder. Alle kender Pomp and Circum-stances og Land of Hope and Glory fra de sidste promenadekoncerter, som er noget af det mest engelske musik, man kan nævne.
Elgar, der var katolik og efterfulgte sin far som organist i Worcester, skrev også meget musik for kirken. Cden Sacred Choral Music indeholder 13 stykker for kor og orgel, enten på engelsk eller latin, og med en varighed på mellem 3 og 11 min. Her kommer gløden og spændvidden i hans musikalske skaberkraft til fuld udfoldelse.
Schütz hører hjemme i tiden med 30-års krigen, der rasede i begyndelsen af 1600-tallet. Han opholdt sig uheldigvis også i en del af det område, hvor den huserede, i Dresden i Tyskland. Heinrich Schütz (med det latinske tilnavn Saggitarius = skytte) var protestant, og gjaldt som den største musikalske autoritet i sin samtid. Schütz var den første megastjerne på den protestantiske kirkemusiks himmel.
Hans generøse, kaldsbevidste og noble personlighed var højt skattet i kirken og blandt de talrige mindre musikalske ånder i hans samtid. Bad man ham om at skrive et anerkendende forord til sin nye musiksamling, gjorde han det. Men han var også bevidst om de omstændigheder, hvorunder musik ofte skabes, om kvalen og sliddet med at få det hele rettet til. Sit arbejde som komponist betegner han således som det til stadighed at studere, skrive og tænke efter.
Det var på sine rejser til Italien, at han blev bekendt med de nye principper at skabe musik på, som Gabrieli og Monteverdi netop havde lanceret. Denne såkaldte koncer-terende musik, som vi også komponerer efter i dag, slæbte han begejstret med hjem til Tyskland, hvorefter den siden blev spredt til hele det øvre Europa.
Ud af en kæmpeproduktion på 500 opusnumre gengives på en ny cd fire repræsentative værker, to små og to store, alle på tysk. Musicalische Exequien (Tysk requiem) og Kristi syv korsord må nævnes. Solister, kor og orkester deles om udførelsen af denne smukke, indtryksfulde tidlige barokmusik.