En kristen læge med skriveraseri

Jeg er på besøg hos Thomas Teglgaard i Græsted i Nordsjælland. Thomas Teglgaard er læge, men han er også forfatter.
Selv vil han nok sige, at han er forfatter, men også lægeThomas Teglgaard debuterede i 1995 på Lohses Forlag med romanen ”Kaffementaliteten”. Siden er det blevet til i alt 6 romaner, 2 ungdomsskrifter og en essaysamling omkring etiske spørgsmål – og i efterordet til hans seneste roman, ”Uddrift”, der anmeldes i dette nummer af Udfordringen (side 14), skriver han om sit skriveraseri. Han er simpelt hen vild med at skrive. Han har talent og i hans seneste roman ser vi talentet blomstre i fuldt flor.
Derfor har jeg også glædet mig til mødet med forfatteren hjemme i Græsted. Thomas tager imod. Han har haft nattevagt på psykiatrisk afdeling i Hillerød natten før. Efter en periode som turnuslæge på Silkeborg Centralsygehus har han haft en introduktionsstilling på psykiatrisk afdeling i Hillerød og venter nu på en kursusstilling som led i uddannelsen til psykiater.

Psykiatrien har grebet ham og han er glad for sit arbejde, men han lægger ikke skjul på, at hvis han kunne leve af det, ville han være forfatter på fuld tid. Men foreløbig arbejder han hen imod at blive færdig som psykiater og kunne så godt tænke sig at åbne en alternativ klinik for psykiatri, hvor der er plads til egentlig psykiatrisk behandling, men også til uddrivelse, når der er tale om besættelse. Og netop spørgsmålet om udfrielse/uddrivelse optager Thomas Teglgaard meget, idet han erkender, at man ikke kan behandle sig ud af en dæmonbesættelse.
Spørgsmålet behandler han første gang i essayet ”Psykiske sygdomme – biologi, psyko-sociale interaktioner …. og ånd” i essaysamlingen ”Tid til læhegn”, og han har skrevet romanen ”Uddrift”, hvor der lægges op til debat om emnet behandling eller uddrivelse, når der er tale om en patient på et psykiatrisk hospital, der ikke blot siger, hun er besat, men vitterlig er det.

I samtalen fortæller Thomas Teglgaard, at han bevidst har spredt sig over mange teologiske og psykiatriske retninger for at være bedst mulig funderet, men beklager, at det er de færreste psykiatere, der kan bevæge sig mellem det psykiatriske og det åndelige. For psykiaterne ligger evolutionsteorien ofte til grund for deres tankegang. De kan kun arbejde med, hvad de kan se og forstå og derfor har de kun hovedrysten og leen til overs for spørgsmål omkring besættelse. Præster ser teologisk på tingene. Psykiateren ser psykiatrisk på tingene. Men der er et vakuum derimellem og vi mangler læger, der står i brændpunktet mellem det åndelige og det psykiatriske.
Psykiateren kender den fysiske verden, som man kan måle og veje og der kan han ikke finde ånder. Men som kristen læge lever jeg i en trosverden. Min ramme er en anden. På den ene side må jeg forholde mig professionelt, men samtidig holde mig til min åndelige verden.

Når et menneske kommer og beder om hjælp, så er det hjælp, det vil ha´. Hvis de så siger, de er besat, kræver det en vis arrogance at sige, at der er tale om noget helt andet. Lige meget, hvor meget de skriger op, så vil de ikke blive taget højtideligt. Hvis de er besatte, må der en uddrivelse til. Hvis ikke, må der behandling til. Omvendt er det forfærdeligt at prøve at drive dæmoner ud, hvor der ingen dæmoner er. Den problematik må vi virkelig have sat ord på. Det kan være svært at vurdere, derfor må man gøre sit forarbejde godt.

Djævelen er snu og bilder folk ind, at han ikke findes. Men i Afrika, hvor man tror på det åndelige, kæmper han desperat. I takt med at kristendommen forsvinder i Danmark, vil vi se flere og flere tilfælde af besættelse, og det er nødvendigt, at fagkundskaben får øjnene op for det.

Jeg taler med Thomas Teglgaard om, hvordan ”Uddrift” er blevet til. Den første research har taget flere år. Essayet om emnet er et skridt på vejen. Men den mere intense research tog ¾ år. Selve plottet ser jeg som en film inde i hovedet – og så skriver jeg og der er virkelig tale om et skriveraseri. Store dele af ”Uddrift”, der er på 315 sider, er skrevet over en måned, resten over et halvt år.

Manuskriptet blev i første omgang sendt til Gyldendal, der har udgivet 3 af Thomas Teglgaards romaner, men det var åbenbart en tand for kristent for dem. Synd for dem, at de ikke turde, for der mistede de en ”sællert”, og godt, at Lohse turde.

Thomas Teglgaard har for nylig fået endnu et legat, denne gang Dir. J.P. Lund og Hustru Vilhelmine Bugges legat. Det er godt med sådanne opmuntringslegater, men talentet har med den seneste roman vist, at han er moden til et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, men man kan frygte, at det går ham, som det er gået Poul Hoffmann. Store kristne danske forfattere bliver ikke accepteret på kulturparnasset alene af den grund, at de er kristne.