Gud er mere værd end OL-guld

– Det var kæmpestort at få guldmeldaljen hængt om halsen, men den bliver aldrig andet end et dejligt minde for mig. Gud er helt anderledes. Han er med mig hver eneste dag, siger håndbold-guld-pigernes målvogter Louise Bager Nørgaard – Det var forfærdeligt at sidde udenfor. Jeg råbte og skreg, bed negle og sendte mere end én tanke opad. Jeg syntes, jeg kunne se alle fejlene på banen og havde bare lyst til at springe ind og hjælpe til.Det fortæller holdboldlandsholdets målvogter Louise Bager Nørgaard, som måtte overvære søndagens OL-finale fra tilskuerpladserne.
– Det er aldrig sjovt at være den, der skal sidde udenfor. Vi vil jo alle sammen gerne være med, hvor det sker. Men som især Rikke Schmidt har stået i denne turnering, er der ikke meget at stille op, smiler Louise, der til daglig spiller for Viborg HK i kvindernes håndboldliga.

Med sine 22 år har Louise endnu mange håndboldoplevelser til gode, og selv om det ikke er blevet til mange minutter på banen ved OL, har de godt to uger i Athen gjort stort indtryk.
– Åbningsceremonien var helt fantastisk. Det hele var så stort, og jeg glemmer aldrig det brøl, der lød, da vi kom ind, fortæller hun.
– Og så var det meget specielt at gå rundt i OL-byen. Alle de kendte sportsfolk, jeg har set i fjernsynet gik pludselige rundt få meter fra mig. Så vi brugte lidt tid de første par dage på at gå rundt og sige: „Se, der er Wilson Kipketer“ og den slags. Men efter et par dage have vi vænnet os til, at sådan er det at være til OL.
En oplevelse, Louise helt sikkert aldrig glemmer, var, da Dronning Margrethe og det kongelige følge pludselig troppede op på håndboldpigernes værelser i OL-byen.
– Det var da en stor oplevelse, at de pludselig var her og viste interesse for os. Men jeg vil sige det sådan, at havde vi vidst, at de kom, så havde vi nok ryddet lidt pænere op, griner Louise, der deler værelse med klubkammeraten fra Viborg Katrine Fruelund.

Mandag aften vendte Louise og de andre håndboldpiger hjem fra Athen med guldmedaljer om halsen og olivenblade i håret.
– Det var helt vildt med alle de mennesker, der var mødt op for at ønske os tillykke. Det havde vi slet ikke forestillet os. Der var mange allerede i Københavns Lufthavn. Men den største oplevelse var, da vi fem Viborg-spillere kom hjem til Viborg, hvor holdkammerater, venner og fans ventede, fortæller hun.
Siden OL-finalen har opmærksomheden om de danske håndboldpiger været enorm, men der er ikke skyggen af stjernenykker at spore hos den sympatiske nordjyde.
– Jeg har svært ved at forstå, at det betyder så meget for folk. Jeg synes jo bare, jeg gør det, jeg har lyst til. Ligesom da jeg begyndte at spille håndbold, fortæller Louise, der begyndte som syv-årig i barndomsklubben Hjallerup.
– Jeg føler mig på ingen måde som en stjerne. Jeg har nogle kvaliteter som håndboldspiller, mens der er andre ting, jeg ikke er god til. Andre mennesker har kvaliteter på andre områder, så jeg er såmænd ikke noget særligt.

Heller ikke den skinnende guldmedalje har fået Louise til at miste jordforbindelsen.
– Jeg er utrolig glad for den guldmedalje. Det var kæmpestort at få den hængt om halsen, og den vil altid være et dejligt minde for mig. Men i min hverdag er den ikke ret meget værd.
Det er til gengæld Louises tro på Gud, som betyder meget mere for hende end guldmedaljer og succes på håndboldbanen.
– I modsætning til OL-medaljen gør Gud en stor forskel i min hverdag. Han er altid med mig, både når det går godt, og når det går skidt. På den måde kan mit forhold til Gud slet ikke sammenlignes med en medalje, forklarer hun.
Louise er vokset op i et indremissionsk hjem og har altid været kristen. Derfor har hun det også svært med ind imellem at måtte prioritere håndbolden til fordel for kristne venner og kirkegang.
– Det er mit arbejde at spille håndbold, og jeg kan ikke selv bestemme mine arbejdstider. Derfor må jeg også leve med, at jegikke har så meget fri som andre mennesker, og at vi ofte spiller kamp om søndagen, hvor jeg egentlig gerne ville i kirke. Det er et valg, jeg har truffet, og jeg føler, at jeg har haft Gud med i det hele vejen igennem, fortæller hun.

Til gengæld sætter hun alt ind på at komme afsted, når møderne i den kristne ungdomsforening ikke kolliderer med håndbolden.
– Når jeg kommer træt hjem, orker jeg ofte ikke at ikke at komme afsted. Men jeg tvinger mig selv til det, for jeg har brug for at høre det kristne budskab, og jeg har brug for at være en del af et kristen fællesskab, fortæller hun.
Når træningslejre og landsholdssamlinger forhindrer hende i at gå til kristne møder, oplever hun til gengæld, at de kristne venners forbøn er god at have med i bagagen.
– Jeg ved, de ber for mig derhjemme. Jeg kan mærke det, og det betyder rigtig meget, fastslår hun.
Også til OL, hvor Louise ikke personligt har fået den sportslige succes, hun havde håbet på, kan hun mærke, at forbønnen virker.
– Jeg tror, det har gjort det lettere at acceptere, at jeg har siddet over det meste af tiden. Jeg er glad for at have været med til OL , og som kristen har jeg fået lov til at fortælle de andre, hvad jeg tror på.

Både på klubholdet og på landsholdet har Louises tro givet hende en lidt speciel rolle
– De ved allesammen, at jeg er kristen, og synes det er lidt spændende at have sådan én på holdet. Jeg har fået mange gode samtaler med holdkammerater, og ofte kommer de hen og skal lige have svar på et eller andet, der har med kristendom at gøre.
Hun oplever også, at de andre spillere respekterer, at hun ikke har lyst til at fejre medaljer og mesterskaber helt som de andre spillere gør.
– Jeg vil gerne feste med dem, og jeg vil også gerne drikke en øl eller to, men jeg vil ikke ud og slå et hul i jorden. Det kan jeg ikke forene med min tro, og det respekterer de andre, forklarer hun.
Allerede få dage efter hjemkomsten fra Athen, måtte Louise pakke kufferten igen og rejse på træningslejr med Viborg-holdet. Den nye sæson i håndboldligaen begynder midt i september, og alt tyder på masser af spilletid til den unge keeper.
Louises franske målmandskollega i Viborg Valerie Nicolas blev nemlig skadet under OL og bliver næppe klar før forårssæsonen.
Sideløbende skal Louise endda begynde på en hel ny tilværelse som pædagogstuderende.