Jesus pålagde disciplene at helbrede syge
Kære A.H.
Jeg finder dine spørgsmål relevante, og jeg skal prøve at svare på dem nogenlunde i rækkefølge.
Du behøver ikke at være medlem af en frikirke for at søge helbredelse og hjælp der. Og jeg tror ikke, at frikirkerne arrangerer disse møder for at hverve nye medlemmer. Men på den anden side har frikirkerne heller ikke noget imod at få nye medlemmer.
Hvad er da frikirkernes eller for den sags skyld kirkernes baggrund for at afholde møder med hjælp til syge?
Jeg tror, det hænger sammen på denne måde:
Jesus helbredte og hjalp de syge, og han sagde til sine disciple, at det skulle de fortsætte med. Det gælder så også for kirken og for de kristne i dag.
Jesu befaling til hans disciple, ja, til alle, som tror på ham, kan du læse i Johannes-evangeliet kap. 14, vers 12: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen;
Man har nok i mange år i Folkekirken såvel som i frikirkerne haft en tilbøjelighed til at udskille kirkelige pligter fra de naturlige, dagligdags pligter overfor vore medmennesker og så give de kirkelige pligter førstepladsen.
Men det er bemærkelsesværdigt, at Jesus på den yderste dag ved Dommen vil spørge efter, om vi har set ham i de mennesker, vi mødte på vores livsvej.
Jesu værdi ville vi nok forstå, og vi ville nok behandle ham ud fra den værdi, hvis vi mødte ham personligt i dag. Men vi skal bare forstå, at det er ham, vi møder i ethvert almindeligt med-menneske i dagligdagen. At tjene medmennesket, som Jesus tjente, – det er det, Jesus vil lære os.
Men hvordan skal den tjeneste så være?
Det, Jesus beder de mennesker om, som kommer til ham, er, at de tager sig af deres trængende næste, både hans materielle såvel som hans åndelige nød. Det er det, Jesus så gribende fremstiller i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Næsten alle Jesu undergerninger var en hjælpende håndsrækning til mennesker, der var i materiel og legemlig nød.
Frikirkernes møder, hvor man beder for de syge, er et forsøg på en hjælpende håndsrækning til mennesker i nød, – i legemlig nød. Vi kan sige, at frikirkerne forsøger at forene det timelige med det evige, akkurat som Jesus gjorde.
Vi kan også sige det på denne måde: – Du tjener Gud ved at tjene dit med-menneske heraf følger faktisk: – Du tjener dig selv, ved at du tjener dit medmenneske . Du fremmer dit eget liv og din egen velfærd, ved at du fremmer dit med-menneskes liv og velfærd, når du gør det uegennyttigt vel at mærke.
Ethvert menneske er faktisk startet som en tanke hos Gud. Derfor har ethvert menneske en uendelig værdi. Det er det, Jesus taler om i sin Bjergprædiken. Det er også derfor, at der ikke er noget, der forhøjer vores livsglæde som det, – at kunne være noget for andre. Det er det, der giver den rige følelse af, – ikke at have levet forgæves.
Vort liv skal være på den måde, at snart giver vi hjælp til andre, og snart modtager vi hjælp fra andre. Der er nogle, som ikke vil modtage hjælp fra andre. De vil klare hele deres liv selv. Det er en forkert indstilling. Der er også dem, der kun vil modtage hjælp fra andre, men ikke selv vil hjælpe. Det er en lige så forkert indstilling. Balancen er en vekselvirkning. Jeg håber nu, at mit svar har gjort dig så tryg, at du tør gå ind i en frikirke for at få den hjælp, de tilbyder dig.
