Kirke frem for OL

I søndags opstod et klassisk dilemma for en sand troende: Skulle man blive hjemme og se tv (med OL-finale i kvindehåndbold mellem Danmark og Sydkorea), eller skulle man være en god kristen og tage til gudstjeneste i kirken?
Selv var jeg naturligvis i kirke. Enten er man seriøs med sit åndelige liv, eller også er man slet ikke åndelig i det hele taget.
Håndboldkampen blev i øvrigt genudsendt om eftermiddagen, og så kunne man undgå at sidde og spilde tiden med at se den, hvis Danmark nu havde tabt.
Jesus siger jo også, at ingen kan være hans discipel og følge ham, hvis man ikke er villig til at give afkald på sit eget liv. Og at den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv (Ny Testamente på hverdagsdansk, 2004).
Netop klamre er nok det rette ord for, hvad 1,7 mio. danskere gjorde i søndags. Det var blot ikke til det jordiske liv som abstrakt begreb, men som særdeles konkrete ting i form af sofaen, lænestolen eller en pude.
Men Jesus kan umuligt have ment OL-finaler i håndbold, vil nogle af søndagens åndeligt halvlunkne tv-kiggere hævde. Og den udlægning af teksten holder størsteparten af folk åbenbart fast i i den kirke, som jeg frekventerede i søndags. Her stod halvdelen af stolerækkerne nemlig OL-tomme.
Jeg gav straks håndboldkampen skylden. Utroligt, at folk vil droppe deres ugentlige, åndelige input for en sølle håndboldkamps skyld!
Selv havde jeg glemt alt om kampen, indtil nabokonen, som sad og fik en smøg på trappen, fordi manden sad i stuen og så håndbold, fikst gjorde mig opmærksom på denne smutter. Men da var jeg med familien på vej ud til bilen, og så var det for sent at sadle om. I stedet kunne jeg meget belejligt give den som god og trofast kirkegænger, som ikke klamrer sig til livet i denne verden – endsige OL-finaler i kvindehåndbold med dansk deltagelse.