At hjælpe en grønlænder
Hvorfor er det så svært at være noget for fremmede mennesker, som har brug for hjælp
?Jeg var begyndt at pakke mine ting sammen efter at have ligget på et tæppe i Botanisk Have. Pludselig hørte jeg én spørge, om hun måtte låne mit vand. Jeg vendte mig om og så en midaldrende grønlandsk dame sidde under et træ. Det måtte hun da gerne. Jeg gav hende min vandflaske og fortsatte med at pakke sammen. Jeg kunne høre, at hun begyndte at græde.
Jeg tog min mobil frem og lod som om, jeg var ved at skrive en sms. Jeg trak tiden ud, mens en masse tanker løb gennem mit hoved
Jeg behøvede da ikke at tage mig af, at hun sad derovre og græd. Hun var grønlænder og måske alkoholiker eller psykisk ustabil (Det tænkte jeg faktisk). På den anden side pressede tanken: Hvad ville Jesus have gjort lige nu? også på i mit hoved.
Det endte med, at jeg ikke syntes, at jeg med god samvittighed bare kunne gå. Jeg spurgte hende, om jeg kunne gøre noget. Det troede hun ikke. Okay; jeg skrev videre på min mobil, mens jeg overvejede situationen. Den arme dame hulkede endnu mere, så jeg endte med at gå hen og sætte mig ved siden af hende. Hun begyndte at fortælle om sin situation. Hun manglede tag over hovedet og havde heller ingen penge
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, men sad og lyttede til hende. Til sidst gav jeg hende lidt penge at klare sig for. Da hun fik dem, begyndte hun at græde igen. Tak, sagde hun og begyndte at fortælle, at hun troede på Gud, og at jeg måtte være en engel! Jeg tænkte over det et kort sekund, men kom dog hurtigt til den konklusion, at hun nok tog fejl.
Da jeg gik derfra, var hun glad. Selv var jeg både glad og pinlig. Tænk, at det var så svært for mig at gå hen til hende. Det burde være selvfølgeligt med det samme at hjælpe en dame, som så åbenlyst havde brug for et andet menneske. Så sad jeg der, var kristen og skulle bruge en del tid til at overveje for og imod, før jeg gik hen til hende.
Hvor ville jeg gerne blive bedre til umiddelbart at række ud til mennesker omkring mig. Men det overskrider grænser, for hvad nu, hvis min hjælp bliver afvist? Ja, så har jeg da givet tilbuddet. Men jeg er bange for nogle af de folk, der har brug for hjælp. Det kan være, at det er de upopulære i skolen, der har brug for mig, men hvad om jeg så bliver regnet, som én, der snakker med dém? Eller det kan være én på gaden, hvor jeg tænker på, hvad sådan nogle ikke kan finde på.
Jeg er så uendeligt langt fra idealet om at leve i barmhjertighed og kærlighed til mennesker omkring mig. Jeg øver mig, men glemmer det tit. Jeg håber, at jeg en dag uden at tænke over det, kan sætte mig ned hos en grønlandsk dame, der har brug for hjælp.
