Ny skole forener jøder og arabere

Jødiske elever lærer arabisk, og arabiske elever lærer hebraisk på en nyåbnet skole for elever fra jødiske og arabiske byer omkring Wadi Ara i det centrale Israel
For de flestes vedkommende lever Israels jødiske flertal og det arabiske mindretal i adskilte samfund, hvor børnene går i hver sin skole og kun har minimal kontakt med hinanden.

Foto: Hand in Hand, Jerusalem

Derfor er det sjældent, at jødiske og arabiske børn får en mulighed for at være sammen og endnu sjældnere, at de kan lære sammen.
Det gør en ny tosproget skole med navnet „Bridge Over the Wadi“ nu noget ved. Den 1. september – første skoledag efter ferien – bød skolen velkommen til 106 elever. Halvdelen af eleverne var jødiske, den anden halvdel arabiske, og de ældste af dem går i 3. klasse.
Hver klasse har både en jødisk og en arabisk lærer, og den 14 mand store akademiske lærerstab rummer specialister inden for musik, kunst, sport og teaterdramatik. Skolen er etableret på initiativ fra forældre i de jødiske og arabiske byer omkring Wadi Ara i det centrale Israel, og det er den tredje tosprogede skole for jøder og arabere i Israel. De to andre skoler ligger i henholdsvis Jerusalem og i Misgav i den nordlige del af landet.
– Mange jødiske forældre søger alternativer til de almindelige skoler. Vi forsøgte at få godkendt denne skole allerede sidste år, men kunne ikke opfylde ministeriets krav på det tidspunkt, så vi måtte vente et år med åbningen, siger Asnat Riffkin, mor til Tomer på knap seks år og Shahaf på otte år.

En ballon for fremtiden

En af eleverne, syvårige Rami Abu Wasir, lod ligesom de andre børn en ballon gå til vejrs efter sin første skoledag. Han går i 2. klasse og kommer fra den nærliggende israelsk -arabiske landsby Kfar Ara.
– Det var sjovt. Jeg har fået nogle nye venner, jødiske drenge og piger, som ikke taler mit sprog, sagde han.
– Jeg kender allerede til hebraisk, det har jeg lært ved at se israelske børneprogrammer i tv og oversætte dem for de andre arabiske børn. Mine venner fra min gamle skole er misundelige, lo han for derefter at skynde sig hjem.
– En dag vil jeg tale flydende arabisk sagde Rami Abu Wasirs skolekammerat, Liam Guy-Fox fra den jødiske by Karkur.
– I dag har jeg lært at skrive mit navn på arabisk. Vores lærer sagde til os, at vi hver især skulle have et ønske for fremtiden. Mit ønske var, at jeg aldrig skulle forlade denne skole, sagde han.
Bjarne/jeli