På værtshus i Skjern

Det er søndag lige over middag. Jeg sidder på et værtshus i Skjern, der hænger 3 stamkunder i baren med hver deres øl. Bag disken sidder en ung pige på 18. Ud af højtalerne kører radioen med dens musik, som blander sig med samtalerne, som omhandler økonomi, sport og dagens nyheder. De siger sgu og for fanden, samtidig med, at den anden eller tredje øl kommer på bordet.
Ved disken sidder Luffe, han er ca. 50, og da jeg kommer ind, siger jeg; ”hej”. ”Haj, vi har ingen hajer her”, siger han let ironisk og smilende, og så starter snakken.
Vi får en hyggelig snak, om lidt af det hele, og mens jeg nu sidder her i et hjørne af lokalet, sidder Luffe og de andre stadig og snakker.
Hvorfor denne historie? Fordi den for mig handler om det at møde mennesker, og i særdeleshed hvilke mennesker vi har lyst til at møde. Dette møde er en slags møde, som jeg vil karakterisere, som et bonusmøde. Et møde jeg får, hvis jeg vælger at slå skyklapperne ud. Et værtshus i Skjern en søndag, er måske ikke det første sted mange af os vil befinde os, men et sted hvor der også er mennesker der kan berige os, og et sted hvor jeg også forhåbentlig kan være med til at give noget af mig selv.
Jeg var ikke mere end lige trådt indenfor i denne ’syndens hule’, førend jeg blev budt velkommen.
Hvordan byder vi folk velkommen, ikke folk vi har en relation til, men folk vi bare møder, folk vi bare støder ind i.

Jeg ved godt det er en slidt floskel, men er det floskelens skyld, at vi ikke er mere inkluderende. Har vi nok i os selv, eller er vi klar til andre. Kan man godt være venner med en, der ikke går i helt så dyrt tøj som dig selv, kan man godt være venner med en der ikke går i samme kirke, som dig selv, eller overhovedet ikke går i kirke.
Unge i dag har mellem 0 og 3 venner, og jeg møder så mange, der falder lidt uden for på den ene eller anden måde, og derfor ikke har flere venner. Tør du og jeg at lukke folk ind som måske ikke lige rammer helt vores profil, kunne de måske give os noget og jeg dem, som kunne blive til berigelse på en eller anden måde for os alle. Der er ingen der siger vi skal være bedste venner, men tør vi at behandle mennesker ens. Vi siger, at alle har samme værdi, men er det også det vi viser?
Et af de bedste og mest givende bekendtskaber jeg har haft, var med en ikke kristen, overvægtig, fraskilt mor på 42år.

Når du giver dig selv tid til virkelig at lære folk at kende, så vil du ikke kunne lade være med at holde af dem, fordi du får en forståelse for, hvorfor de er dem de er, og gør det de gør!