Altervinsmagning?
Inden nogen nu finder på at arrangere altervinsmagning for at tilfredsstille de kræsne ganer hos feinschmeckere blandt præster og menigheder, kunne problemet med den falske israelske kirkevin løses enkelt og ligetil ved at bruge alkoholfri vin eller druesaft i alle danske kirker.
Ville det ikke også være et rimeligt hensyn at tage til mennesker, der af en eller anden grund ikke drikker alkohol? Hvorfor har folkekirken ikke forlængst opfyldt ønsket fra disse medlemmer om at kunne deltage i altergangen uden at skulle være nødt til at drikke alkohol?
Hvad angår pastor Poul Joachim Stenders syn på den israelske kirkevin, som altså kommer fra Sydfrankrig, ville det have sømmet sig, at han havde smagt på ordene, inden han udtalte, at den smager ad helvede til.
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade, Århus C