En ildslue slår op
Ord og billede sammen hver for sigKunstmalerens måde er synets gåde! Ikke alle kunstnere med evnen til at se kan finde sprogligt udtryk for deres fordybelse. Faktisk er kunstneren ofte fattig på sprog, men tilsvarende rig i sit farveudtryk, rig på andet end verbale evner. Skribenter forsøger mere eller mindre afmægtigt at få kunstnerens kamp med penslen spærret inde i ord, hvor kunstneren selv gennem sit arbejde kæmper sig frem mod et indhold i udtrykket.
Jørn Henrik Olsen
Billedkunstner,
forskningslektor, ph.d. jho@teol.ku.dk www.joernhenrik.dk
Kronikøren beder læseren om for en stund at fortabe sig med fuld opmærksomhed og sætte pris på tankens liv. Iklædt ord! Men husk nu lige: Billedkunstneren gør primært brug af øjets sans, billedets magt og tanker om forholdet mellem usynlig og synlig virkelighed. Og så naturligvis lag på lag, figurer, farver, pensler, lærred.
Der findes kunst, som ikke lige giver sig med det samme. Som kun langsomt blotter synets gåder eller ligefrem skænker nye øjne at se med, en ny synssans, efter en tid med besvær og identitetskrise. Eller som blot repræsenterer iagttagelser af et menneske med et stormfuldt hjerte eller med ulidelig støj i øret.
Sker det, at et billede lykkes, er det et lykketræf! Men generelt og personligt vurderet: Tingene må igennem en lutring i kunstnerens eget sind. En snert af sorg og angst og afmagt er derfor tilstede i ethvert billede. Værket skaber hensynsløst sig selv. En trist følelse af utilfredshed indlejrer sig, for maleriets langsommelige modstand bærer på smerte. Men malerglæden og sansen for mulighederne tager også lod og del.
Det er heldigvis ofte sådan, at det, du søger, i sidste ende finder dig. Foran lærredet farer der ro. Når man er faldet til ro, kan man ane betydningen af venners ansigter, smil, ømhed, kaldet, ansvaret, storheden i naturen osv. Når man ikke kaster sig hid og did, kan venskaber fordybes og horisonter udvides.
Foran lærredet finder jeg tid til det vigtige. Tid til fordybelse. Personlige erindringsglimt og spor dukker op. Men mere end det: Guds natur altså ikke kun naturens natur fører sig frem i synsfeltet.
Som oftest er hensigten i mine egne værker at få lyset til at lyse. Lyset ude fra den natur, der er så afgørende at fragte med ind i det kristne rum og forbinde med troens håb. Det er ikke altid et blidt, sødt eller romantisk projekt. Skånselsløst kan det være. Naturens gode orden kan skabe uorden, især når den kædes sammen med det frisættende og forløsende kraftfelt, der udvider eller sprænger vores livsverden. I den tro er Gud skjult og hans komme i Kristi kød og blod her på jorden fældet ind i himlen.
Kunsten byder på mange hemmelige tegn. Et staffeli og et lærred er nok. En proces i liv og smerte fødes. Konkret kan det hvide lærred være grusomt. Som kunstner bliver jeg spændt ud, bliver afsløret. Lærredet står der som et spejl og venter på én. Efter en længere proces er der til sidst noget tilbage fra det allerførste, små ar fra det inderste. Det er en utrolig krævende kamp.
Under overfladen på det færdige maleri gemmer sig talrige variationer og forstadier, lag på lag. Sådan er det også for mig som kunstner, som person. Jeg erfarer, hvad det vil sige, at kunsten med suveræn ret kræver sit offer. Det er ikke altid let at overskue de trusler, der lurer i billederne. Rå, hjertelig humor eller følelsesstærk irritation bobler utilsigtet op af den tilsyneladende rolige overflade. Det skyldes vel den indre sårbarhed og skræmthed. En rædsel for at møde sig selv. Eller møde Gud. Eller også hører det bare til det at bevæge sig i den billedlige ramme, der giver anledning til at fortælle om så grundlæggende ting som angst, død, fortvivlelse og håb.
Den brændende tornebusk (2 Mosebog kap. 3) har de sidste par år været ét blandt flere vigtige afsæt, hvor noget nyt og spændende har meldt sig i mit eget arbejde (se evt. www.joernhenrik.dk under kunstværker, s. 1-3). Den er på den måde også blevet et billede på min personlige lidenskab som kunstner. Tornebusken brænder uden at fortæres af ilden. En uophørlig, skabende proces er pågående.
Billedet med tornebusken fortæller noget om det, der har krav på os og melder sig uventet. Der brænder en ild, som der gjorde det for Moses, da han vogtede får i ørkenen og hans øjne pludselig faldt på en tornebusk, der brændte i lys lue, og alligevel blev busken ikke fortæret af ilden. Interesseret gik han hen for at tage det i øjesyn. Men scenen vendte og han fandt ud af, at han var ikke betragteren. Det var ham, der blev set på og talt til.
Det er svært at beskrive direkte med billede eller ord, hvad der sker her. Samtidig er det utroligt spændende for mig som maler. Gud selv kan jeg ikke male. En absurd tanke vil det være at give Gud et ansigt. Moses fik heller ikke lov til at se Gud. Som maler kan jeg derimod tage beskueren med hen til stedet og forlade vedkommende dér, for at mennesket ærligt kan svare på de spørgsmål, der sammen med ildsluen slår op af busken: Hvorfor brænder busken ikke op? Hvad taler og meddeler Gud her? Hvem er Gud egentlig?
Det sete er udgangspunktet, men i kunstværket opstår der måske et billedtegn. Pludselig forvandler værket sig til noget nyt og selvstændigt. Det giver noget helt nyt fra sig. Det bliver et tegn på det, der er større end os. På det, der med suveræn ret kræver os. Alt det ellers skjulte forlanger at blive åbenbaret, som var det et vidne, der har meldt sig for uden omsvøb at fortælle, så jeg ikke længere kan være i tvivl. Så jeg hører det sagt, jeg ikke kan sige mig selv.
Der brænder en ild! Gud er den nærværende Gud ikke stum, men talende. Ildsluen dør ikke ud. Ilden oplyser og renser. Alt slagger udskilles fra det ædle metal. Stemmen kalder og skærer sig vej igennem alt meningstyranni og alle falske motiver. Den afslører og lader op. Den beder mig om at leve tydeligt, at skærpe mig, at vælge fra og til, også uden tanke på omkostningerne.
I det sete er vi åbne for indtryk. Den enkelte ser på egne vegne. Der er ikke tvivl om, at vi har voldsomt brug for at fortabe os og skaffe os overblik. Billedsproget kan her hjælpe os til at udtrykke noget i pagt med vores oplevelsessanser. Synsoplevelsen kommer før ordene, erfaring før forklaring.
Billeder kan få os til at se nye ting. De tjener formålet at få os til at se i betydningen at erkende, gruble, overveje, forarges og forstå. Måske kan de også bevæge os, fordi de kommer så skævt ind på os. Billeder kan på den anden side aldrig være så klare og præcise, at vi finder Gud. En ægte og duelig mellemkomst mellem Gud og mennesker kan den skabende kunst ikke skabe. Vigtige erfaringer inklusiv refleksion, undren, fryd, beskæmmelse, latter og gråd trænger sig på ved kunstens hjælp, men livskilden til sand gudserkendelse er Guds ord, ordet om Kristus.
Slutreplik: Ildsluen slår op foran dig. Du spørger og søger svar. Du vil gerne leve et ærligt og troværdigt liv, leve i mere hengivelse, leve efter Guds kald. Buskbillederne giver dig ikke megen ro eller efterlader dig uberørt. Billedet lærer dig at se på tingene med friske øjne. Er der noget, du for enhver pris vil holde fast ved? Eller vil du slippe det og give Gud æren og dit liv?
Note: Denne kronik er en forkortet og justeret udgave af en artikel i det netop udkomne nummer af KFS studentermagasin, Til tro, som fokuserer på kristnes engagement i kunsten (se evt. www.kfs.dk). De viste værker kan om et par uger købes som kunstkort/telegrammer hos
www.logosmedia.dk
