Herning Frikirke flyttede ind i banken
Herning Frikirke har indviet sine nyistandsatte lokaler med salmer, bøn og lovsang
HERNING – Omkring 250 personer fandt vej til foden af Herning gågade for at deltage i indvielsen af Herning Frikirkes nye adresse på Møllegade.
Frikirken er en fri evangelisk menighed med tilknytning til Den danske Pinsevækkelse og giver med sine ca. 80 medlemmer et nyt kirketilbud til hedens hovedstad.
– Vi praktiserer en levende og praktisk kristendom, der ikke kun finder sted om søndagen, og vores ønske er at samarbejde på tværs af både folke- og frikirkerne her i byen, siger Jørgen J. Jørgensen, der er en af de i alt syv ældstebrødre, som sammen står for kirkens ledelse.
Indvielsen af bygningen har været et halvt år undervejs, og ventetiden har kirkens medlemmer brugt på at gøre den tidligere bank velegnet til gudstjenester, børne- og ungdomsklubber samt diverse kulturelle arrangementer.
Blandt dagens fremmødte var repræsentanter fra både apostolske, katolske og pinsekirker fra hele landet. Men også Hernings viceborgmester, Jens Ove Kjeldsen, lagde vejen forbi for at gratulere medlemmerne med de nye lokaler.
– Her i byen sætter vi stor pris på folk, der engagerer sig i fællesskaber, som giver livskvalitet og mening. Og det har I formået, sagde viceborgmesteren.
Herning Frikirke holder gudstjeneste hver søndag kl. 10, hvor alle er velkomne.