Hjælp ud af mentale labyrinter
Joyner stiller skarpt på to af tidens svøber: frygt og sammenblanding af religion og politikEndnu to hæfter i Rick Joyners serie Sådan overvinder du åndelige fæstningsværker er udkommet. Forfatterens profetiske allegorier er anerkendt i vide evangeliske kredse, og med serien på i alt syv hæfter kombineres hans profetiske skarphed med hårdtslående undervisning.
Sådan overvinder du anklageren handler om at lukke Helvedes porte med velsignelser fra Himlen. Joyner gennemgår som eksempel byen Kølns historie. Byen har gennem historien været udgangspunkt for korstog, kommunisme og liberalteologi. Men i nyere tid også zionisme og bibeloversættelse, begge velsignelser i Joyners univers.
Hæftets vigtigste bidrag er dog kapitel 3: De to mandater. Forfatteren skærer det ud i pap, at Gud har givet staten mandat til at udøve fysisk autoritet, at regulere et land ved love, og kirken åndelig autoritet, at forvandle menneskehjerter ved evangeliets forkyndelse. Derfor er det mest eftertragtede hverv ikke at blive præsident, men prædikant. Prædikanter bør kun nedlade sig til politisk arbejde, hvis Gud specifikt har kaldet dem til det.
Protester og demonstrationer kan have en plads i et demokratisk samfund, men kirken har en meget større kaldelse. Kirkens autoritet findes ikke i kraften til at demonstrere, men i demonstration af kraft (s.46).
Rick Joyner nævner Mahat-ma Gandhi som eksempel og han efterfulgte blot en lille del af evangeliet, at overvinde det onde med det gode og vende den anden kind til:
Ved at fokusere alene på denne ene lille del af Herrens budskab var Gandhi i stand til at bringe det mest magtfulde imperium på sin tid i knæ og føde en nation (s.48).
Sådan overvinder du frygt behandler den svøbe, der ifølge Rick Joyner holder flest mennesker i lænker. Djævelen bruger frygt til at holde verden i sin magt, på samme måde som Gud bruger tro til at sætte mennesker i frihed. Mennesket er i en konstant kamp mellem frygt og tro, og kunsten er at erstatte enhver frygt med tro.
Da kan frygt blive noget positivt – som et vækkeur, der fanger vores opmærksomhed, når vi sover. Men derfor går vi ikke rundt og er bange for vækkeuret hele dagen!
Som eksempel nævner Joyner den overdrevne frygt for krig, hungersnød, jordskælv, forfølgelser osv. Men når Gud er med os, har vi intet at frygte. De er blot alarmklokker, der varsler, at Guds rige er nær!
Rick Joyners hæfter egner sig især til kristne, som har brug for at finde vej ud af mentale labyrinter eller hjælpe andre ud af dem.
Rick Joyner:
Sådan overvinder du…
… anklageren 71 sider
… frygt 69 sider
50 kr. pr. bog
Lychnos, Kildens forlag