Kristen volapyk

Jeg er begyndt i en ny bibelkreds sammen med et par herlige mennesker, der ikke som jeg er født med kirkebænken limet til rumpetten.Heldigvis har de fået smag for Jesus, og naturligvis flyder de nærmest over med spørgsmål, som vi indfødte prøver at besvare på bedste vis. Og det kan vi jo sagtens. Vi der har fået retfærdiggørelse, prædestinations-læren og det ondes problem ind med modermælkserstantningen. Vi har de rigtige teologisk forsvarlige forklaringer liggende rundt om på krøllede lapper i vores fromme lynlås-bibeler. Men når vi skal give budskabet videre til mennesker, som behøver et svar mere end os, så er det som om en større babelsk sprogforvirring bryder løs.
I stedet for blot at forklare i jævne danske vendinger er det som om kristne tunger konstant slår over i et indforstået stammesprog, som ingen ufrelst eller nyfrelst sjæl har en chance for at fatte. „Vi taler som bønder og fiskere gjorde for 100 år siden, selv om vi intet ved om hverken landbrug eller fiskeri,“ hørte jeg en erfaren forkynder indrømme.
Nu skal man jo altid gribe i nærmeste barm, og det er som bekendt min egen. Og jeg må indrømme, at selv om intentionerne er gode, så skal jeg ikke presses ret meget på argumenterne, før jeg slår over i „klub-kristen-jargon.“
Ofte føler jeg mig, som en krofatter, jeg mødte på en trucker-grill i Polen i sommer. På engelsk og tysk forsøgte jeg at stille opklarende spørgsmål til et polsk menukort med endeløse rækker af konsonanter, som min vestlige mund ikke kan udtale.
Krofatter var bedst til polsk, men fattede snart, at der var gode zloty i at bespise en bilfuld sultne danskere. Så han begyndte straks at muhe og øffe sig gennem retterne på kortet. Tre små grynt ved nummer seks blev afløst at en dans med baskende arme og høje kykkeliky-lyde som den stakkels friturestegte høne i nummer 13. Og det endte naturligvis med, at jeg fik en ret, som jeg troede var „muh“, men som helt sikkert i levende live havde haft krølle på halen.
Nå, det overlevede jeg nok. Men vi kan vel ikke forvente, at mennesker uden kristen oplæring skal kunne tolke vores indforståede brokker. Og det er vel nærliggende at spørge, om vi altid selv forstår dybden i de svære gloser, vi spreder om os? Måske forstod vores forfædre dem, men hvad med os?
Nu har vi jo lov til at bede om et pinseunder, hvor Helligånden kommer forbi og oversætter vores mangelfulde formuleringer. Men måske snyder vi både os selv og vores ikke-kristne omgivelser, hvis ikke vi bestræber os på at tale nutidigt om troen. For vel skal vi kaste garnene ud og deltage i Guds store fiskedræt, men vi er nødt til at vide, hvad vi vil med fisken, når den den er gået i garnet.
Af Ole Larsen