Portræt af en reformator

Den nye Luther-film er et must for alle med interesse for kirke og kristendom. Ikke mindst fordi parallellerne til nutidens kirkelige situation er slående. Det har aldrig været populært at påpege andres fejl og mangler med Bibelen i hånden. Slet ikke når kritikken rettes mod en kirke, der nærmest pr. definition er ufejlbarlig. Hvad enten den henter sin autoritet i en pave eller i den i dag langt mere magtfulde humanisme. Fra den synsvinkel er der ikke sket meget med den kirkelige situation fra 1517 til 2004.
Dengang blev det på alle måder opfattet som utidig indblanding, da Martin Luther i 1517 naglede sine 95 teser mod afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg.
Ikke bare stillede han spørgsmålstegn ved, om paven havde magt til at forkorte sjæles ophold i skærsilden. Han stillede spørgsmål ved, om afladshandlen overhovedet var nødvendig.
Dermed trodsede han med Bibelen i hånden både paven og hele den kirkelige praksis. Og han gjorde det uden at tænke på, at opførelsen af Peterskirken i Rom stod og faldt med afladshandlen. Om godtroende katolikker købte sig selv og bedstefar fri af skærsilden med husholdningsbudgettet.
Vreden slår nærmest gnister i øjnene på pave Leo X, den pavelige legat Cajetan og ikke mindst afladshandleren Johann Tetzel. Ham med reklamesloganet: „Når skillingerne i kassen klinger, sjælene ud af skærsilden springer.“
Alle tre er de skildret i filmen med kronisk nedad-vendte mundvige.

Men Martin Luther lavede ikke ballade bare for balladens skyld. Og havde han bare den mindste finger på virkelighedens puls, så var han pinligt klar over, hvad Moderkirken gjorde med besværlige munke som ham. De blev overladt til den pavelige inkvisator og bragt til tavshed.
Men munken fra Wittenberg havde ikke noget valg.
– Jeg står her, for jeg kan ikke andet, fremstammer Luther stærkt i scenen, hvor han efter en dags betænkningstid på det kraftigste opfordres til at trække sine „kætterske“ skrifter tilbage.
Forinden skildrer filmen hans åndelige gennembrud, hvor han erkender, at mennesket hverken kan betale eller fortjene sig til frelsen.
Vi oplever en dybt frustreret Luther i højlydt skænderi med djævelen. Et skænderi, som hans gamle kutteklædte læremester Johann von Staupitz dog får sat en stopper for.
– Det nytter ikke at strides med djævelen. Han har tusinder års erfaring, og han kender alle dine svagheder.
Dermed må Luther erkende, at opgøret med djævelen er omsonst. Det samme er hans forsøg på at piske sig selv til at blive en bedre og mere hengiven kristen.
Til sidst slutter han fred med Gud i klostertårnet i Wittenberg og indser, at Guds kærlighed i skikkelse af Jesus Kristus er det eneste, der kan frelse et menneske. Og hvis et menneske angrer sine synder, er det tilgivet og kommer i himmelen.
I filmen er det værd at bemærke den lettelse, der gennemstrømmer Luther, da han indser, at kristendom ikke er en kynisk stræben efter at behage Gud, men et spørgsmål om at kaste sin syndige sjæl i armene på ham.
Oplevelsen giver Luther den fornødne frimodighed til at gå i åben klinch med pavekirken.
Effektfuldt er det illustreret, hvordan Luther argumenterer for sine synspunkter ud fra Bibelen, mens hans dommere forsøger at svare igen med pavelige forordninger og kirkelige traditioner.

I filmen taler Martin Luther engelsk, men en vigtig brik i reformationen var, at den virkelige Luther både talte og skrev et tysk, som både fyrster og bønder forstod. Man var vant til, at Bibelen blev oplæst og udlagt på latin. Men pludselig var det ikke længere kun i de gejstliges vold at fremlægge og udlægge Guds ord. Menigmand kunne selv tage stilling. Noget som Romerkirken til alle tider havde betragtet som livsfarligt.
Samtidig fik den nyeste teknologiske landvinding bogtrykkerkunsten stor betydning for udbredelsen af Luthers synspunkter, der straks vækker begejstring. Så meget, at det kan læses direkte ud af den katolske kirkes aflads-regnskaber.
Derfor bliver Luther lyst i band af paven, som samtidig beordrer alle hans skrifter brændt på bålet.
Luther måtte gå under jorden, men brugte tiden konstruktivt. På bare 11 uger oversatte han Det Ny Testamente fra latin og græsk til tysk. Nu skulle befolkningen ikke bare læse Luthers fortolkninger. Nu skulle de selv kunne orientere sig i de hellige skrifter.
Livsfarligt! mente Rom.

Filmen er i store træk tro mod de historiske begivenheder. Men det havde unægtelig øget intensiteten og autensiteten, hvis den canadiske instruktør havde vovet at lade sine skuespillere tale tysk.
Ellers når instruktøren langt med et budget, der ligger langt under Hollywood-niveau.
Joseph Fiennes, der spiller Martin Luther, gør det godt og troværdigt i alle følelsesregistre. Og gamle Sir Peter Ustinov, der spiller fyrsten af Sachsen Frederik den Vise, lader med sin afvæbnende humor ind imellem tilskuerne slappe af i en film, som ikke opfordrer til mange træk på smilebåndet.
Det er nok tvivlsomt, om Luther-filmen for alvor vil trække danskerne ind i biografmørket, som den gjorde i Tyskland, hvor 3 mill. har set filmen. Dertil er der givetvis for meget snak og for meget teologi.
Ikke desto mindre er det en film, som alle kristne danskere bør bruge et par timer på i løbet af efteråret. Både for at blive klogere på den tyske munk, som reformerede kirken. Men også for at blive mindet om, hvor vigtigt det er at turde stå frem, når troen stivner i gamle traditioner.

Luther, Tyskland 2003
Instruktør: Eric Till
Premiere den 22. oktober

Kurt Ettrup Larsen er lektor ph.d. i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus, har set filmen, læs hans mening