Advent er årets store lysfest
Adventstiden kan betragtes som kalenderårets skumringstime. Det er her, man kan give sig tid til eftertanke og fordybelse, mens dagene bliver kortere og kortere, og mørket tættere og tættere, indtil kulminationen på årets korteste dag – solhverv den 22. december. Og sådan har det faktisk været i mange hundrede år, om end sammenligningen med skumringen ikke har samme relevans i Middelhavsområdet, hvor adventsfejringen egentlig begyndte.
Man mener faktisk, at kirken fejrede advent allerede i 400-tallet. Hvornår nøjagtig man lagde sig fast på, at advent skulle markeres de fire søndage før jul, er der ingen, der ved, men man formoder, at det skete ret kort efter, man i det hele taget begyndte at fejre advent. Dog fejrer man i den ortodokse kirke den dag i dag advent over seks søndage.
I oldkirken fejrede man helt i begyndelsen kun påske og pinse som helligdage; vi skal helt hen i 200-tallet, før julen bliver en helligdag.
Første søndag i advent har siden det 16. århundrede været regnet for den kristne kirkes nytårsdag. Det vil sige, at et nyt kirkeår begynder, hvilket i praksis betyder, at folkekirken skifter fra den ene tekstrække til den anden. Til hver søndag hører en fast prædikentekst, som er hentet fra første eller anden tekstrække. Første tekstrække bruges i de år, hvor den største del af kirkeåret ligger i et ulige årstal, mens anden tekstrække bruges i år med lige årstal. På søndag skifter vi således fra anden tekstrække til første tekstrække.
Advent betyder komme. På latin hedder Herrens komme Adventus Domini, og det er Jesus, som kommer til jorden i julen, der er tale om. Advents-tiden er en forberedelsestid, hvor man gør sig klar til Kristi komme i julen. Det skete oprindeligt ved en decideret faste- og bodstid. Derfor er den liturgiske farve i adventstiden også lilla, for lilla symboliserer bod, anger og længsel. Bod betyder på én gang både soning af skyld og bedring (eller hjælp). Det er ikke tilfældigt, at hjælpeorganisationerne samler ind op mod jul. Lilla er også den liturgiske farve for fastetiden inden påske.
Formodentlig har man før reformationen haft en 40 dages julefaste, og denne faste har man faktisk bevaret i nogle af den ortodokse kirkes klostre, og også inden for den katolske kirke har adventstiden stadig et præg af bod, hvor man spæger sit legeme. Tidligere mente man måske med rette? at det kunne være godt at lide lidt materielle afsavn for på den måde at stemme sjælen og ånden til den kommende højtid. Så blev glæden den sande glæde ved julen så meget desto større.
I adventstidens tekster tales der ikke kun om at berede sig på jul, men også om at gøre sig klar til Kristi genkomst ved tidernes ende. Så advent i kirken har et stærkt evighedsperspektiv og er egentlig en vækker- og formanerrøst, som kalder til at gøre sig rede til at have sin sag i orden med Gud. Advent er en mulighed for at vende sindet og hjertet opad og give sig tid til at ransage sit indre og sammen med David bede: Ransag mig Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker. Se, om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej (Salme 139, 23-24, 1933-oversættelsen).
På vores breddegrader har advent altid været nært forbundet med det at tænde lys og det er i høj grad fordi, at adventstiden er den mørkeste tid på året. Allerede i middelalderen var det en tradition at lave specielle adventsdekorationer, men i begyndelsen satte man ikke lys i disse. Lysene blev i stedet sat i stager, og på et tidspunkt blev det almindeligt at sætte ét lys på bordet den første søndag i advent, to lys den anden søndag og så fremdeles.
Der var også tradition for at tænde adventslys, der fungerede som en julekalender, idet man tændte et lys mere for hver dag, der gik. En trykt julekalender havde man også, hvori der var gennemsigtige ruder, som man så kunne se et billede i, hvis man holdt kalenderen op foran adventslyset.
Hvornår præcis nogle af disse skikke smeltede sammen og blev til den adventskrans, som vi kender i dag, er ikke muligt at sige. Men oprindeligt var adventskransen en hedensk skik, der stammer fra Tyskland. Man dekorerede stuerne og gjorde dem klar til den hedenske lysfest omkring solhverv. Adventskransene har derfor som sådan oprindeligt intet med advent at gøre, og først omkring 1830 kom der fire lys i kransene, som et symbol på de fire søndage i advent.
I 1500-tallet gjorde kirken et forsøg på at stoppe adventshedenskaben, for julen handler om Jesu fødsel og ikke om en lysfest. Men det lykkedes ikke, og i stedet blev skikken senere integreret i den kirkelige adventsfejring. Det skete i den sidste halvdel af 1800-tallet, hvor skikken med adventskranse efterhånden havde bredt sig til især det nordlige og østlige Tyskland.
Men faktisk handler advent i kristelig forståelse netop om lysets komme. Det er ikke de længere dage, man i kirken ser frem til og fejrer, men derimod at lysenes Lys, det sande lys, som oplyser ethvert menne-skehjerte, er på vej og ankommer med Jesu fødsel i julen.
Han er et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel (Luk. 2, 32). Og det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem (Matt. 4, 16).
Når vi først tænder ét lys i adventskransen, har lyset endnu kun beskeden kraft til at sprede mørket. Lyset, som skal oplyse vores mørke, vores hjerter, er endnu mindst tre uger væk. Men efterhånden, som han det sande lys nærmer sig, bliver stråleglansen stærkere og stærkere, hvilket symboliseres ved, at vi tænder flere og flere lys i kransen.
Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys (Joh. 9,5).
Til Danmark kom adventskransen for alvor i begyndelsen af det 20. århundrede. Skikken kravlede langsomt over grænsen fra Tyskland til Sønderjylland, hvorfra den ganske hurtigt bredte sig til resten af landet. I brødremenig-hedsbyen Christiansfeld har man dog haft kranse af mos hængende i stuerne i adventstiden lige siden 1700-tallet, men skikken blev kun holdt i hævd hos de tyske indvandrere og bredte sig ikke rigtig til de danske hjem. Dog var adventskranse med lys kendt i Christiansfeld og nabobyen Haderslev før noget andet sted i landet.
Et gennembrud for udbredelsen af adventskransen i Sønderjylland kom dog først efter 1914, hvor en overlægefrue i Aabenraa bad en lokal gartner lave hende en adventskrans magen til den, hun havde set hjemme hos sin mormor i Thuingen.
Flere højskoler i Sønderjylland tog derefter skikken op, og i begyndelsen af 1920erne kunne man konstatere, at adventskransen var blevet en sønderjysk tradition.
I 1939-40 begyndte blomsterhandlere over hele landet at forhandle adventskranse, og da kongefamilien i 1940 på Amalienborg blev fotograferet til et ugeblad med en adventskrans hængende i baggrunden, så slog kransen for alvor igennem.
Det var bestemt heller ikke uden betydning, at advents-kransene på det tidspunkt alle var med hvide lys og røde bånd. Under besættelsestiden kunne man ikke finde bedre PR, hvis man ville have en ny skik indført.
Hvor populær adventskransen på få år var blevet, kunne man erfare i 1946, hvor årets julemærkemotiv netop var en adventskrans ophængt i tre røde bånd.
I øvrigt er det lettere at finde kransens balancepunkt med tre bånd end med de fire, som flertallet bruger. Til gengæld giver det udfordringer til symmetrisansen at placere fire lys harmonisk mellem tre bånd!
For nogen tenderer det en religiøs strid, når man i hjemmene skal fastlægge farven på adventskransens bånd. Et faktum er det dog, at adventskransen oprindelig havde hvide lys og røde bånd. Først i løbet af 1930erne så man lilla bånd på visse adventskranse.
På det tidspunkt overtog den katolske kirke i Østrig nemlig den folkelige tradition og begyndte at hænge adventskranse op i kirkerne for at anvende dem som dekoration i adventstiden. Men før de kunne hænge i kirkerummet, skulle kransene først indvies, og de fik i den forbindelse bånd i den liturgiske farve, der som ovenfor nævnt er lilla.
En dansk blomsterhandler fik øje på de lilla bånd under et langvarigt ophold i Østrig, og da han vendte tilbage til Danmark i 1958, åbnede han en blomsterbutik på Åboule-varden i København, hvorfra han solgte adventskranse med lilla bånd, og det blev en stor succes. I katolske miljøer her i landet havde man dog brugt lilla bånd længe før 1958.
Den folkelige og oprindelige farve til adventsbåndene er altså rød, mens den liturgisk og kirkeligt symbolske farve er lilla.
Advent og jul kan fejres den samme dag
I øvrigt vil den første søndag i advent altid falde mellem den 27. november og den 3. december, og der er altid fire adventssøndage i julen, så hvis juleaften falder på en søndag, falder kirkens fjerde søndag i advent ikke ud. I stedet skal der holdes fjerde søndag i advent om formiddagen og juleaften om aftenen. Reelt betyder det, at de fleste kirker vælger at holde juleaften og helt droppe den fjerde søndag i advent.
