Du er æselføllet!

Uden at ville fornærme nogen kalder Jan-Due Christensen, ledende præst i Pinsekirken i Odense, dig for et æsel, som kan bære Jesus ud til mennesker omkring dig
Hvad er egentlig hele idéen i, at Jesus skal ride på et æsel?
Det har altid undret mig, at evangelisterne bruger så meget spalteplads på beskrivelsen af føllet, som Jesus red ind i Jerusalem på. Johannes fortæller i sit evangelium om, hvor udfordrende redigeringen af Jesus-stoffet var. Han mener ikke at hele verden kunne rumme alle de bøger, som måtte skrives, hvis alt om Jesus skulle gengives helt og fuldt (Joh.21:25). Det har ikke været let at vælge og vrage. Godt at evangelisterne havde Helligånden til hjælp.
Der må være en grund til, at føllet får en så fremtrædende plads også her i Mattæus evangeliet. Jeg tror, hverken evangelisterne led af en sjælden føl-fobi eller var grebet af en udpræget æselfanatisme! De vil sige os noget. Mattæus vil sige os noget.
 
Hvem er æslet et billede på?
For det første – og det er ikke ment som en fornærmelse – du er æselføllet!
Vi bærer alle sammen noget med os. Vi har en bagage – en livsbagage, som præger os, lækker ud af os og efterlader noget hos vores omgivelser. Uanset hvordan din livsbagage ser ud, vil Jesus blive din nye oppakning og dit nye rejsegods, så du bærer ham, hans liv og nærvær ud til dine omgivelser.
Måske har du været træt af den bagage, du har båret rundt på. Måske har fortiden kastet lange skygger i dit liv. Mattæus har gode nyheder: Jesus vil komme ind i dit liv og laste dig om, så du ikke slæber rundt på unødige og belastende byrder og i stedet bliver en privilegeret bærer af Jesus selv. Paulus bruger udtryk som et „Kristus-brev“ og en „Kristi velduft“.
 
Er det vigtigt at nævne, at der er et føl involveret?
Føllet var ungt. Markus fortæller i sit evangelium, at det var et føl, som endnu ikke havde båret noget menneske. Ingen havde turdet sætte sig på det. Så ungt og skrøbeligt så det ud. Men Jesus havde et budskab til føllet og dets ejere: Han havde brug for det!
Har du diskvalificeret dig selv? Har andre disket dig? Har du stillet dig uden for Jesu rækkevidde? Jesus har brug for dig. Du svage, vaklende, usikre, uprøvede føl – Herren har brug for dig!
Jeg håber, du hører Jesus kærlige opmuntring til dig.

Hvad kan vi i dag bruge teksten til?
Føllet stod bundet sammen med æslet. Først måtte det løses, så det kunne bære Jesus. Alt for mange føl står bundet, fasttøjret, gumlende med en mulepose om munden i et halvtrist og forfejlet liv.
Jesus vil løse dig, så du kommer ind i hans plan, så du bliver virksom i ham og for ham – så dit liv gør en forskel i kraft af den Jesus, som du bærer med dig.
Hvad binder dig? Hvad hindrer dig i at bære Jesus med dig? Du ved det selv! Du ved det måske alt for godt. Men Mattæus har gode nyheder: Jesus vil løse dig uanset, hvad din lænke og dit bånd hedder. Nævn det som binder dig og lad ham løse dig.
 Da føllet bar Jesus ind i Jerusalem, begyndte folkeskaren at juble og råbe hosianna – glædesudbrud, hurraråb, applaus. Når vi bliver bærere af Jesus, vil vi bringe frihed, glæde og fest til menneskers liv. Der vil lyde et hosianna – Gud til ære! Og helt ærligt: Der er intet så livsbekræftende som at se Jesu liv og kærlighed bryde igennem i et medmenneske!
Føl dig frem i livet!

Interview: Jens Linde