Bjarnes hjørne:
Efter Arafat
Yassir Arafat er død. Sådan lød det torsdag morgen den 11. november. Verden havde ventet i spænding i en uges tid og imens blev pressen fyldt med journalistiske indlæg og læserindlæg, der forherligede denne terrorist og terroristleder.Fra min midlertidige udkigspost i Grønland har jeg fulgt udviklingen og undret mig over, at en stor del af verden har glemt, hvad Yassir Arafat har stået for. Man tænker mest på Arafat som den, der fik Nobels Fredspris og som forsøgte dialog frem for terror, men i bund og grund var han hele livet en terrorist og terroristleder, der kun ønskede fred i Mellemøsten på egne vilkår.
Det er simpelt hen en hån mod fredsbestræbelserne og ånden bag Nobels Fredspris, at denne mand blev tildelt fredsprisen. Hele livet har han ønsket at bekæmpe Israel, og han har gjort det. Han har stået i spidsen for et PLO, der ikke skyede nogle midler for at nå deres mål og så gjorde det ikke noget, at det ramte uskyldige mennesker, heriblandt mange skoleelever og studerende. Da der i Camp David var gode udsigter til en fredsløsning, sagde han nej, forlod forhandlingerne, og den seneste intifada blev udløst. Derfor er der mange, der ånder lettet op ved hans død og håber på nye muligheder i Mellemøsten.
Men er der så meget at have håbet i? Israel vil fortsat stille krav om, at terrorhandlingerne ophører, og at palæstinenserne får bragt orden i eget terrorhus, inden forhandlinger indledes. De samme krav bør USA, EU og Danmark stille. Der skal rettes et massivt krav mod palæstinenserne om, at al terrorvirksomhed må ophøre. Derefter kan og bør de to parter sætte sig til forhandlingsbordet og forhandle fred, en fred som kan blive til glæde og gavn for såvel Israel som palæstinenserne og hele Mellemøsten. Lad os derfor bede for det israelske folk, det palæstinensiske folk og for deres ledere, at freden må slippes løs i Mellemøsten.
Bjarne Nederby Jessen
