Interessant norsk tidsskrift

Refleks er nok ukendt for de fleste her i landet, men det er noget så spændende som et tidsskrift med kirkehistoriske og teologiske artikler, primært udfra et karismatisk perspektiv.
Forlaget er norsk, og i anmeldte nummer findes artikler på såvel norsk som engelsk.
Der er ingen tvivl om, at sigtet er ambitiøst, men indholdet lever op til det. Bidragene kommer fra bl.a. Geir Lie, der er redaktør for Refleks og uddannet på Menighedsfakultetet i Norge, såvel som fra forskellige andre – primært udenlandske – skribenter med akademisk baggrund som professorer og doktorer i teologi, eller som er tilknyttet diverse teologiske forskningscentre.
Som eksempler på den type af temaer, der dækkes, kan det nævnes, at pågældende nummer bl.a. rummer artikler om pinsevækkelsens start i USA, en omtale af skribenten Austin-Sparks, en artikel om dæmonisk påvirkning af kristne samt en gennemgang af de forskellige karismatiske retninger i Storbritannien, suppleret med div. boganmeldelser. Nogle af artiklerne kan i øvrigt genfindes på Geir Lies hjemmeside på internettet og er alle af gedigen akademisk standard.
Det må nok konstateres, at man skal være teologisk eller kirkehistorisk interesseret – og nogenlunde orienteret – for at få fuldt udbytte af artiklerne. På den anden side burde bibellærere, forkyndere og kristne ledere generelt have såvel interesse heri som pligt til at holde sig orienteret herom.
Ganske vist er tidsskriftet Refleks en snæver udgivelse, men på sit felt er det af en enestående og unik karakter, som næppe matches af noget tilsvarende i de nordiske lande, og som må anbefales uden nogen som helst forbehold.
Jesper Veiby

Geir Lie (red.):
Refleks (tidsskr., nr. 3-1-04)
Refleks-Publishing