Sydkorea er kommet i missionærernes superliga

Der findes i dag 12.000 lønnede sydkoreanske missionærer, og de arbejder især i områder, hvor det er vanskeligt at udbrede kristentroenJORDAN: Sydkorea er i løbet af meget kort tid blevet en af de nationer i verden, som sender flest kristne missionærer til andre lande.

En koreansk missionær leder arabiske og afrikanske studerende i sang og bøn ved et seminar i Amman. Foto: Norbert Schiller/The New York Times

Med 12.000 lønnede, sydkoreanske missionærer overgås antallet kun af USA, som har 46.000 missionærer på missionsmarken. Storbritanninen er med sine 6.000 missionærer det tredjestørste missionærland i verden. Det skriver „The New York Times“.
For 25 år siden var der kun registreret 93 missionærer i Sydkorea, og den kraftige vækst i antallet siden da skyldes primært væksten i den sydkoreanske økonomi og nyere tids demokratiske, sydkoreanske regeringers accept af, at landets borgere frit kan rejse til udlandet.
De sydkoreanske missionærer findes nu i flere end 160 lande – primært i området fra Mellemøsten til Afrika samt i det centrale og østlige Asien. Fyldt af en indre glød er de kendt for aggressivt at rejse til – og nogen blive udvist fra – de områder i verden, hvor det er mest vanskeligt at forkynde den kristne tro.

– En talemåde siger, at når en kineser kommer til et nyt sted, så åbner han en restaurant; japaneren åbner en fabrik; og koreaneren åbner en kirke, griner en sydkoreansk missionær, som er udsendt til Amman i Jordan. Han er i 40’erne og har arbejdet i Jordan i mange år, men vil som så mange andre missionærer i muslimske lande være anonym for ikke at blive forfulgt af muslimer, som bestemt ikke bryder sig om kristne missionsaktiviteter i deres lande.
Da det er vanskeligt at opnå missionærvisum i Mellemøsten, kommer mange missionærer på et studievisum eller et forretningsvisum, hvorefter de diskret missio-nerer.

En koreaner, som har arbejdet adskillige år i Jordan, betror „The New York Times“, at han fortæller om den kristne tro på Jesus „med dæmpet stemme og med visdom“ – for eksempel kan han over et intimt måltid sammen med tre-fire muslimer dreje samtalen hen på Jesus.
Selv bruger han aldrig ordene „missionær“ eller „missionere“, og muslimer, som konverterer til den kristne tro, bliver aldrig betegnet som konvertitter. En nødvendig forholdsregel i et samfund, hvor nogle familier er klar til at begå de såkaldte æresdrab på familiemedlemmer, som har forladt islam.

Mange koreanske missionærer i Mellemøsten satser også på at samle arabiske katolikker og kaldæiske kristne ind i den evangelikale fold.
– Der er så mange måder, vi kan arbejde på, oplyser den anonyme missionær i 40’erne, som tilhører en lokal kirke i Amman, hvor han prædiker på engelsk med en arabisk tolk ved sin side.
– En vigtig gruppe er for eksempel de irakiske flygtninge, som i stort antal kommer hertil. De er både fysisk, følelesesmæssigt og åndeligt trætte. De er ensomme, og vi hjælper dem. Når det går op for dem, at det er kristne, som hjælper dem, så begynder de at stille os spørgsmål om Jesus, forklarer han.

Omkring 30 koreanske missionærfamilier har slået sig ned i Amman. Andre venter på en mulighed for at vende tilbage til Irak, som de forlod i juni efter et intenst pres fra den sydkoreanske regering. John Jung er en af de sidstnævnte, og han har sammen med den irakiske præst Estawi Haritounian arbejdet på at åbne et præsteseminar i Bagdad.
– Saddam Husseins regime tillod de kristne at samles under private former, så dengang var det vanskeligt, men ikke umuligt for os at drive mission, fortæller John Jung.
– Men nu er det blevet endnu vanskeligere for de kristne i Irak. For første gang i mange år er de kristne nu bange for muslimerne. Vi er dybt frustrerede over, at vi ikke kan være i Irak på dette vigtige tidspunkt, erklærer han.
Han håber at kunne åbne seminaret, så snart sikkerheden i Bagdad bliver bedre.
– Vi er klar til at begynde med kun 15 elever, men vi håber, at der kommer flere i fremtiden, siger han.

Mange i Amman mener, at sydkoreanere har en fordel frem for andre missionærer. Ikke mindst nu, hvor krigen i Irak har forstærket de antiamerikanske følelser i Mellemøsten.
– Folk forventer, at missionærer er fra Europa eller Amerika, så koreanerne kan gøre deres arbejde i stille ubemærkethed, siger bagdadpræsten Estawi Haritounian.

Dog er nogle sydkoreanske missionærer lidt for direkte og pågående i deres stil. De forventer, at den kristne tro vil sprede sig ligeså hurtigt i andre kulturer, som den har gjort det i Sydkorea. Det fører ifølge den jordanske præst Shadi Samir i nogle tilfælde til, at uerfarne sydkoreanske missionærer laver kulturelle brølere.
– De kommer hertil fulde af energi og går ud på gaderne, hvor de henvender sig til kvinder og fortæller dem, at Jesus elsker dem. På den måde skaber de ikke kun problemer for sig selv, men også for os andre, fastslår han.
Kulturelle spinatbedsture som ovenstående betyder, at flere sydkoreanske missionærer er blevet udvist fra Mellemøsten og er havnet på myndighedernes sorte liste.
– Der er nogle missionærer, som kører efter devisen: „Kom ind i Guds rige nu! Eller gå til Helvede!“, fortæller Kim Dong Moon, en sydkoreansk missionær i Mellemøsten, som har skrevet om den sydkoreanske missionsbevægelse.
– jeli