Gåden Bach – og Bachs jul

Juleoratoriet er et af Johann Sebastian Bachs mest populære værker. En ny bog fører ind i værket, og en ny roman forsøger at trænge til bunds i det fænomen, som musik-geniet Bach erJuleoratoriet er festmusik – en musikalsk hyldest fra kirkekantoren i Leipzig i 1734 til den Gud, der blev menneske. Værket er et af de lettere tilgængelige blandt Bachs værker, men er samtidig alligevel et umiskendeligt udtryk for det kompositoriske geni, der siden er blevet lidt af en gåde …
Og spekulationerne over denne gåde, mysteriet Bach, hvis musik er fyldt af symbolik – og matematik -har udmøntet sig i en roman fra Toke Lund Christiansen, gennem mange år solofløjtenist i Radiosymfoni orkesteret.
I sin debutroman, Sebasti-ans drøm, lader han en af personerne formulere gåden sådan:
„Han er det ultimative geni, den største af dem alle. Hos Bach forenes jord og himmel, og hvis du lytter til hans musik længe nok, så opdager du pludselig, at du sidder i en slags kirke.
Nogle kalder ham ligefrem for den femte evangelist!“

Toke Lund Christiansen kommer omkring både symbolikken og matematikken i Bachs musik og skæmmer så desværre sin „kunstige“ roman med en masse sort ævl. Man fornemmer, at forfatteren et stykke af vejen forsøger at begrunde Bachs store musikalitet med noget dæmonisk eller okkult – måske inspireret af Thomas Manns kobling af musik og dæmoni.
Men Bach er i romanen nogenlunde uberørt af det – alt andet ville nok også kunne kaldes historieforfalskning, for hele hans værk er en stor modsigelse af, at han skulle have hentet sin inspiration i noget okkult.
Hvorfor dog ikke bare sige det, som det er: Bach var ganske enkelt en gudbenådet komponist – og „kun“ det.

Toke Lund Christiansen bringer også læseren tilbage til en afgørende periode i Bachs liv: efteråret 1705.

I oktober var den da 20 årige Johann Sebastian draget af sted fra Arnstadt, hvor han var ansat som organist, for at høre den største dalevende kollega i Tyskland, den dansk-fødte Dietrich Buxtehude. Det var i Leipzig, og rejsen foregik til fods, så de ca. 150 km, der var mellem de to byer, kunne ikke klares på en dag; faktisk vendte han først tilbage til Arnstadt i slutningen af januar!
Det, der trak ham så meget, at han var ligeglad med de konflikter, han så ville få med sine arbejdsgivere, var Buxte-hudes berømmede aftenkon-certer, vespers – eller Abend-musik, som de blev kaldt -, og det er ikke usandsynligt, at den musikalske stil i disse koncerter har haft en vis indflydelse på Bach, da han skrev sine kantater, hvorunder man godt kan medregne Juleoratoriet, der jo består af seks kantater.
Der var også tanker om, at Bach måske skulle efterfølge Buxtehude som organist i Leipzig. Buxtehude nærmede sig de 70 år (han dør i 1707), og flere havde været på tale som „arvtagere“, bl.a. Händel, men der var den hage ved jobbet, at den nye organist skulle giftes med Buxtehudes ældste datter, der hverken havde udseende eller væsen med sig, så de betakkede sig. (En helt anden historie oprulles i Sebastians drøm – her er datteren Anna Margaretha en skønhed, om end med et lidt tvetydigt væsen, og det antydes ligefrem, at hun får et barn med Bach.)

Men Bach kom til Leipzig – ganske vist mange år senere, nemlig i 1723, da han tiltrådte sin livsstilling som kantor ved Thomaskirken. Det blev årene, hvor de mange kirkemusik-værker blev komponeret.
Der blev også tid til at komponere anden musik, bl.a. tre hyldestkantater i 1733-34 til kronpris Friedrich Christian af Sachsen og hans forældre, dronning Maria Josepha og kong August III af Polen (efterkommer af den danske konge Frederik III). Ved den sidste kantates opførelse var de kongelige til stede i Leipzig, og det fortælles, at den festlige musik blev vel modtaget af majestæterne.
Disse tre kantater (i Bach værk fortegnelsen nummer 213, 214 og 215) er interessante i denne sammenhæng, fordi Bach brugte dem som musikalske forlæg til Juleoratoriet.
Det er slet ikke usædvanligt, at Bach genbrugte sine egne „verdslige“ kompositioner i kirkelige værker, mens det modsatte aldrig er tilfældet:
„Dette kunne tyde på,“ skriver Thyssen i sin nye indføring i Juleoratoriet, „at musikkens genanvendelse i en kirkelig sammenhæng for Bach er udtryk for en potensering af musikken: det højere formål hæver tilsvarende musikken op på et højere plan, hvorfra der ikke er nogen vej „ned“ igen“. Det forholder sig altså sådan, fortsætter han, at „musikken i Bachs forståelse først når sit egentlige mål og højdepunkt, når den omarbejdes med henblik på at indgå i en kirkelig-liturgisk sammenhæng – som i dette tilfælde fejringen af Jesu fødsel.“
På partituret til oratoriet har Bach øverst skrevet JJ (= Jesu Juva = Jesus, hjælp) og nederst på det sidste nodeblad SDG (= Soli Deo Gloria = Gud alene æren). Han var ikke i tvivl om, i hvis tjeneste han stod, og hvem æren for hans store musikalske evner tilkom.

En glimrende indføring i værket giver Peter Thyssen i bogen Bach: Juleoratorium. Ud over den fuldstændige tekst på tysk og dansk er der også kapitler om kristendommen hos Bach og Juleoratoriet som musikalsk forkyndelse, hvori forfatteren bl.a. skriver om symbolikken i musikken.
Dette bind i Bibelselskabets nye Bibel & Musik-serie skal efter planen følges op af et par bind om to af de andre store værker af Bach: Matthæuspassionen og Johannespassionen.

Toke Lund Christiansen:
Sebastians drøm
384 sider • 299 kr.
• Borgen

Peter Thyssen:
Bach: Juleoratorium
95 sider • 99 kr.
Det Danske Bibelselskab