Guddommelig oplevelse i bussen

Bente Kielsholm oplevede Guds nærvær en forårsaften, da hun sad i bussen, men først mange år senere fik denne oplevelse konsekvenserSom ung blev Bente Kielsholm klar over, at Gud eksisterede efter en dejlig tur i bussen en forårsaften på vej gennem Grib Skov.
Mange år senere blev hun skilt. Hun ringede til sin søster, fordi hun vidste, at søsteren ville lytte, og hun håbede også at få et godt råd.
– Jeg synes, du skal komme i sådan en kirke, jeg kommer i.
Det var egentligt noget mærkeligt noget at sige, tænkte Bente, når hun nu var ulykkelig og følte sig forladt. Men hun var alligevel åben for tanken.
I løbet af et par måneder havde søsteren fundet en kirke i nærheden af, hvor Bente boede. Der begyndte et Alpha-kursus (introkursus til kristentroen, red.) to dage efter.
– Jeg har to børn, som jeg er alene med. Det vil sige, man kan jo ikke sige, jeg er alene med dem, for de er voksne. Den ældste er 22 år og er flyttet hjemmefra, den yngste bor stadig hjemme og er 20 år. Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet som pædagog i mange år, og det er jeg rigtig glad for, fortæller Bente.

– Hvordan var din families forhold til kirken?
– Min familie har ikke brugt kirken og er ikke kommet i kirken til andet, end når vi børn er blevet døbt og konfirmeret; vi er aldrig kommet i kirken til jul.

– Hvordan oplevede du jeres skilsmisse?
– Det var hårdt, og det er det jo selvfølgelig, fordi det er et menneske, man har holdt af og boet sammen med i mange år. Vi havde kendt hinanden i 18 år, og det gør ondt inden i en. Så man er langt nede.

– Hun lyttede til mig selvfølgelig, og det plejer hun altid at gøre. Det var jo også derfor, jeg ringede, fordi det vidste jeg, hun ville. Hun er god til at lytte, og jeg tænkte, hun jo nok også havde et godt råd. Hun sagde noget, der kom helt bag på mig. – Jeg synes, du skal komme i sådan en kirke, jeg kommer i. Jeg tænkte, at det var da egentlig noget mærkeligt noget at sige, når nu jeg var ulykkelig og følte mig forladt og ensom. Hvorfor skulle jeg så gå i kirke, det kunne jeg ikke sådan helt forstå.
– Alligevel var jeg åben for det. Og så ville hun se, om der var en lignende menighed som den, hun kom i, i nærheden af, hvor jeg boede. For mange år siden sagde jeg til mig selv, at jeg troede på Gud, men det var Gud som en højere magt og ikke som noget helt klart præcist. Men jeg havde haft nogle oplevelser, som sagde, at Gud må findes. Så på den måde var det jo ikke helt fjernt for mig at komme i en kirke og afsøge, hvad eller hvem Gud var. Og derfor var jeg åben for hendes forslag. Men jeg glemte det lidt, og der gik også flere måneder, før hun så ringede igen, at nu havde hun fundet noget.

– Hvad var det for nogle oplevelser, du havde haft?
– Ja, det er jo mange år siden. Det var nok, da jeg var omkring 19 år. Man skulle finde ud af, hvem man selv var, og det var svært, man afsøgte forskellige muligheder, og jeg havde nok en svær tid med mig selv. Og i den tid besøgte jeg min søster en del. Hun boede i Nordsjælland, og jeg boede i København.
– En aften, jeg skulle hjem fra min søster, kørte jeg med den sidste bus gennem Grib Skov. Jeg kan huske, det var forår, og jeg tror, vi havde været i skoven sammen og plukke blomster. Jeg kan tydeligt huske den følelse, jeg fik, da bussen kørte gennem Grib Skov – en glædelig følelse af, at der er en mening med, at jeg er her på jorden, og at der er en mening med mit liv. Og den følelse har været inden i mig faktisk lige siden.
– Det har medvirket til, at jeg ligesom har sagt, at der må være en Gud – Gud findes. For det havde jeg været meget i tvivl om og havde været meget deprimeret. På den måde har jeg jo levet, fra jeg var 19-20 år med, at Gud findes, men jeg har så ikke beskæftiget mig med det mere. Og har ikke søgt ham andre steder, indtil min søster siger det her til mig. Og da er jeg 40 år, så det er 20 år senere, hun siger til mig, at hun synes, jeg skal komme i en kirke.

– Da din søster sagde til dig, at hun havde fundet et Alpha-kursus, hvad gjorde du så?
– Da var jeg parat til at sige, det vil jeg da gerne prøve. Så det besluttede jeg mig for. Min søster ringede søndag aften, og tirsdag aften startede kurset. Så fik jeg en eller anden adresse på en kirke ude på Christianshavn, det var en efterårsaften. Jeg gik efter vejen og nummeret og kom til et sted med et lille bitte skilt på døren, hvor der stod Frikirken på Havnen.
– Jeg gik op, det var helt oppe under loftet, og jeg traskede op ad trappen, der var mørk og skummel, og kom op, og der stod ganske rigtigt Frikirken på Havnen, men døren var lukket og låst, da jeg tog i den. Så spekulerede jeg på, om det nu var den dag, eller om jeg var gået forkert, eller hvad det kunne være. Jeg bankede dog alligevel på, og jeg blev ved med at banke, og så endelig kom der nogen og lukkede op.

– Hvordan forløb din første Alpha-aften?
– Så positivt, at jeg kom tilbage næste tirsdag. Jeg oplevede en meget rar, varm og imødekommende stemning fra de mennesker, der var der. Jeg kendte jo ikke en eneste. Jeg tror, vi var en 15 stykker i alt, hvor fire-fem var fra kirken.
– Jeg blev budt velkommen, og det var meget afslappet, og snakken kom hurtigt i gang om løst og fast. Og så var der mad, så man satte sig og spiste et måltid og snakkede videre om løst og fast. Jeg kunne også godt lide, at det var tilrettelagt sådan, at der var en, der guidede os gennem aftenen. Det passede mig egentligt meget fint med den måde, det foregik på. Man kunne lade være med at sige noget, hvis man ikke havde lyst til det, det var der ikke nogen, der undrede sig over, og man kunne stille spørgsmål, hvis man var i tvivl om noget.

– Har de elleve uger, et Alpha-kursus varer, ændret noget ved dine holdninger?
– Det har det helt sikkert, jeg fik lyst til at komme hver eneste gang, der var Alpha-kursus. Og det gjorde også, at jeg efter Alpha-kursets afslutning fik lyst til at høre mere om Gud og fik lyst til at komme i kirken. Jeg stillede ikke så mange spørgsmål, men jeg sugede til mig af, hvad der blev sagt.
– Der var et specielt arrangement, hvor der var inviteret nogen udefra, og der var så en fra Alpha-kurset, der spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme med, og det sagde jeg ja til. Der skete også det, at der blev opfordret til, at hvis man ville, kunne man række hånden op og sige „ja“ til Jesus, at man troede på ham som Guds søn, og at han havde renset én for synd.
– Da tog jeg mod til mig og rakte hånden op, fordi det var sådan rimeligt anonymt; man kunne blive siddende på sin stol og bare række hånden op. Det gjorde jeg så der, og jeg blev ved med at komme til gudstjenesterne i kirken. Jeg tror ikke, jeg kom hver søndag i starten, men jeg følte hele tiden, at jeg måtte vende tilbage.

– De arrangerede så en sommerlejr i kirken – det var faktisk en sommerlejr, hvor både min søsters menighed og den menighed, jeg var begyndt at komme i, skulle holde lejr sammen. Det var på en eller anden måde rart, fordi så var der også nogen, jeg kendte, der skulle med. Det har bare været alletiders fantastiske oplevelse for mig, hvor der blev bedt for mig. Jeg følte helt konkret, at jeg blev fyldt med Helligånden på det tidspunkt, og siden da har jeg følt en glæde, der er vokset inden i mig. Sådan støt og roligt hele tiden.
– Der har også været perioder, hvor jeg har været i tvivl og ligesom taget tre skridt tilbage og prøvet at stille mig udenfor. Men tvivlen har alligevel ikke bundfældet sig, fordi det, jeg havde fået, var meget større.

Bjørn Hansen