Händels triumf

Historien om, på hvilken baggrund Händels mesterværk Messias blev til, og hvilke følger det fik for komponisten, er en fascinerende beretningDen 13. april 1759 er langfredag, og den 74-årige Händel ligger blind, syg og afkræftet og ønsker at dø netop denne dag.
For datoen 13. april var blevet en mærkedag for ham.

Scenen sættes 22 år tidligere. Den 13. april 1737 falder Händel om i sit arbejdsværelse i sit hjem i Westmin-ster i London, og da først tjeneren, siden en medhjælper og en læge ser, hvilken tilstand, den kraftige mand er i, er de overbeviste om, at det er slut. Kan være han overlever, men han bliver aldrig igen den, han var, og han kommer i hvert fald ikke til at skrive mere musik. Et slagtilfælde har gjort ham lam i højre side, og det ser ud til, at han også har taget skade på hjernen. Der skal intet mindre end et mirakel til at gøre ham rask, mener lægen.
Men de kendte åbenbart ikke den livskraftige komponist godt nok.
Lægen og vennerne anbefalede ham som en sidste løsning på hans fortvivlende situation at tage på et kurophold i Aachen i hans fødeland Tyskland. Her trodsede han lægernes råd om at blive i det varme vand i højst tre timer, fordi hans hjerte ikke ville kunne klare mere. Ni timer kunne han opholde sig i det dagligt, og langsomt fik han bugt med lammelsen og kom igen til kræfter.
Händel oplevede det som at overvinde døden og vende tilbage til livet.

Men hans prøvelser var ikke slut. De følgende år kæmpede han ofte med pengenød og nedtrykthed og kunne undertiden endda undre sig over, at han alligevel ikke var død, da han fik sit slagtilfælde.
Den 21. august 1741 åbner han en pakke, hvori der ligger et brev fra digteren Jennens, som bl.a. havde skrevet teksten til hans oratorier Saul og Israel i Egypten. Et nyt digterværk havde han sat sammen, The Messiah hed det.
Händel læser modvilligt i teksten. Da sker der noget med ham!
I de følgende godt tre uger er han nærmest utilnærmelig for andre, han spiser og sover næsten ikke, men skriver og skriver – noder! Og det i en skaberrus, hvis lige næsten ikke kendes.
Er det for meget at kalde det værk, der kom ud af det – partituret til Messias – for en musikalsk åbenbaring? Og er det for meget at betegne det, der skete med Händel, som en åndelig-kunstnerisk vækkelse?
De meget centrale bibelvers, som Jennens havde sammenskrevet, for at genfortælle frelseshistorien, udløste en kolossal skaberkraft i et i sandhed inspireret musikværk – og Händel var ikke upåvirket af det.
Det hævdes, at man siden kunne finde den ellers ikke tidligere særligt religiøst anlagte Händel på knæ i kirken, „længe hensunket i bøn“.

Den følgende vinter er Händel inviteret til Dublin for at opføre nogle af sine værker. Også det helt nye oratorium bliver selvfølgelig sat på programmet. Inden førsteopførelsen bliver han kontaktet af et par mænd, der spørger ham, om han vil give indtægten herfra til hjælp til fanger i forskellige fængsler og til de syge på et hospital.
„Jeg vil ingen penge have for dette værk“, siger Händel (i Stefan Zweigs frie gendigtning). „Jeg vil aldrig tage penge for det, aldrig, for jeg står i gæld til en anden. Indtægten af det skal altid gå til syge og til fanger. For jeg har selv været syg og er blevet rask gennem det. Og jeg har været fangen, og det har befriet mig.“
Førsteopførelsen bliver en stor succes. I en omtale af den står der, at „man mangler ord for at kunne beskrive den udsøgte nydelse, som værket beredte det talrige, højt beundrende publikum.“
Det var den 13. april 1742, at et efter sigende uhørt stort publikum (700 mennesker) første gang hørte Händels Messias.
Året efter – i marts 1743 – bliver det så opført i London. Blandt publikum er kongen, George II. Da Halleluja-koret begynder og ordene „for the Lord God Omnipotent reig-neth“ (Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten) bliver sunget, rejser kongen sig spontant op og bliver straks fulgt af den lige så dybt grebne forsamling.
Siden har det været skik, at publikum rejser sig, når det første Ha-a-allelujah i det berømte kor lyder.
Afslutningen
Händel mødte mere modgang siden i sit liv, men blev ikke længere slået ud. Han fik flere slagtilfælde og hans syn blev ringere og ringere. Og blind var han for længst blevet, da han fredag den 6. april 1759 var med til endnu en opførelse af det af sine værker, han selv satte mest pris på. Det var en slags „afsked“ for og med den svækkede kæmpe.
„Jeg vil gerne dø langfredag i det håb at blive forenet med den kære Gud, min nådige Herre og Frelser, på hans opstandelsesdag“, skal han have sagt. Han dør påskelørdag morgen, den 14. april.
Han bliver begravet ligesom mange andre store englændere i Westminster Abbey, hvor der bliver rejst et monument over ham.

(Ovenstående artikel er overvejende baseret på Stefan Zweigs digteriske beretning „Georg Friedrich Händels opstandelse“ i bogen Stjernestunder)