Julefrokostsamtaler

Julefrokostsamtaler er en helt speciel type samtaler. Man kan også kalde dem familiemiddagssamtaler eller måske kirkekaffesamtaler. Denne type samtale forklares bedst ved et eksempel. Forestil dig, at hele familien er samlet rundt omkring flæskestegen og rødkålen. Alle er der: Tante Olga, moster Lise, onkel Peter, mormor Birthe og alle de andre. Olga begynder:
– Åh, hvor er det her hyggeligt, det er så længe siden, vi alle sammen var sam…
Moster Lise afbryder på sit bredeste jysk:
– Ja, ded må da vær’ helt tilbaw i 2001, hvor vi var i Viborg alle sammen på ded dersens hotel.
– Åh!, udbryder mormor Birthe, mens hun klapper hænderne sammen i begejstring over at være blevet mindet om noget meget vigtigt:
– Jeg har da helt glemt at sige, at jeg fik et hotelophold i 80-års gave!
Næste talende person fanger stikordet „gave“ og fortsætter gladelig med at fortælle om de julegaver, hun har handlet på tilbud, og så fortæller den næste om nogen gode tilbud, hun så i sidste uge. Og sådan fortsætter festen.

I stedet for julefrokostsamtaler kan man også kalde dem associationssamtaler. Det er nemlig meget ofte sådan, at når vi snakker med andre mennesker, så hører vi på det, de siger, associerer, og bruger det så til at fortælle om vores egne oplevelser. Meget ofte så lytter vi slet ikke til det, den anden siger, men vi venter bare på, at han skal blive færdig eller i det mindste trække vejret eller tage en lille kunstpause, så JEG kan komme til. Ser du billedet?

Hvorfor er vi sådan? Hvorfor vil vi absolut fortælle om os selv eller bare fortælle noget?
Da jeg begyndte at lægge mærke til dette fænomen, blev jeg nok så frustreret, for det foregår overalt. Og det virker faktisk ikke, som om nogen lytter til nogen i denne verden!
Da tænkte jeg: Nej, er det virkelig SÅ vigtigt, det jeg vil sige? Sker der noget ved, at verden ikke hører om ALT, jeg oplever? Måske burde jeg hellere skrive en bog?
Der må jo være en grund til, at Gud har givet os to ører og én mund!