Tove Fergo bør holde mund om dæmoner

Jann Sjursen kritiserer kirkeminister Tove Fergo i skarpe vendinger. Han mener, at hun blander sig i kirkens indre anliggender omkring dæmonuddrivelse KØBENHAVN – Jann Sjursen (KD) rejser nu sagen om kirkens rolle i forhold til dæmonuddrivelse i Folketinget. Han er mere end utilfreds med kirkeminister Tove Fergo og opfordrer hende til at gøre op med sig selv, om hun vil være præst eller kirkeminister.

Jann Sjursen

Folkekirken har faktisk et 300 år gammelt gyldigt ritual i uddrivelse af onde ånder, skrev Kristeligt Dagblad i sidste uge. Det gør kirkeordfører for Kristendemokraterne Jann Sjursen endnu mere kritisk overfor Tove Fergo.
– Det er overraskende, at kirkeministeren advarer mod præsters dæmonuddrivelse, når der for det første findes et folkekirkeligt ritual for dæmonuddrivelse, og når det for det andet er en sag, der ubetinget er et anliggende for biskopperne. Det er ikke en politisk opgave.

Utilstedelige udtalelser

Det er sagen om lægen Thomas Teglgaard, som har skrevet en bog om dæmonuddrivelse, der har fået debatten om folkekirkepræsters ret til dæmonuddrivelse til at blusse op. To københavnske sognepræster, Erik Hviid Larsen og Agnete Zimino, er blevet bedt om en skriftlig forklaring til Københavns biskop Erik Norman Svendsen, fordi de praktiserer uddrivelse af dæmoner.
– Tove Fergos udtalelser i den aktuelle debat om folkekirken og dæmonuddrivelse er helt utilstedelig. Hun blander sig i folkekirkens indre anliggender og er derved med til at undergrave den folkekirkelige ordning og gøre balancen mellem stat og kirke endnu mere skrøbelig, end den er i forvejen. En kirkeminister skal holde sine meninger for sig selv i sådan en sag.
– At hun undskylder sig med, at hun udtaler sig som privatperson og præst, kan man ikke bruge til noget og da slet ikke, når hun samtidig er kirkeminister, mener Jann Sjursen.
Han har derfor stillet følgende såkaldte paragraf 20 spørgsmål til både kirkeminister Tove Fergo og statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Kan kirkeministeren bekræfte, at der findes et gyldigt, folkekirkeligt ritual for, hvordan man uddriver dæmoner?
Kan kirkeministeren bekræfte, at det er i orden, at præster i deres gerning uddriver onde ånder?
Finder statsministeren, at kirkeministeren lever op til statsministerens lære om, at i Danmark adskiller vi religion og politik, når kirkeministeren advarer mod dæmonud-drivelse?