Danmission hjælper med 420.000 kr.
Danmission vil koncentrere sig om ni særligt hårdt ramte landsbyer omkring Cuddalore og Porto Novo i Indien, hvor missionen har arbejdet, siden danskerne havde en koloni herDanmissions generalsekretær Mogens Kjær rejste torsdag før nytår til Sydindien som led i hjælpeaktionen for ofrene for flodbølgekatastrofen.
Ved siden af posten som generalsekretær er han nemlig også områdesekretær for Sydindien og har derfor et indgående kendskab til området og til nøglepersoner i Arcot Lutherske Kirke.
– I en så overvældende ulykke som denne må vi vise, at vi mener noget med at sætte følgeskab i vidnesbyrd og tjeneste som hovedoverskrift for Danmissions samarbejde med vore partnere, siger Mogens Kjær.
Danmission har allerede givet Arcotkirken tilsagn om 420.000 kroner som bidrag til den øjeblikkelige nødhjælpsindsats, kirken straks iværksatte.
Det praktiske formål med Mogens Kjærs rejse er at få overblik over, hvordan Danmission kan støtte kirken i det langsigtede genopbygningsarbejde, der siden skal tages fat på. Et andet formål er at samle dokumentation om situationen og om, hvordan midlerne fra Danmissions særindsamling bliver brugt.
Også Folkekirkens Nødhjælp er engageret i området, men for at undgå at gå hinanden i bedene, har Danmission og Nødhjælpen aftalt, hvordan man fordeler indsatsen imellem sig. Danmission vil koncentrere sig om ni særligt hårdt ramte landsbyer omkring Cuddalore og Porto Novo, som biskop Gideon Devanesan har udpeget.
Henri.