Er vi „moderne“ mødre lidt for meget?

Jeg går til babysang. Eller det vil jo sige, mit barn går til babysang. Men Marie, som hun hedder, har jo ikke rigtig selv valgt det, så man kan vel godt sige, at det er mig, der går til babysang.
Jeg synes faktisk, jeg er privilegeret, at jeg sådan har tid onsdag formiddag til at være sammen med mit barn til babysang.
Men nogen gange, midt i al denne mor-barn idyl, er jeg simpelthen ved at dø af grin over, hvad det egentlig er der foregår. Jeg tror nok, at de fleste uden børn (og måske også med) ville mene, at det ikke ville være svært for danske stand-up komikere at parodiere det, der foregår.

Altså, jeg tror jo på, at det er godt at synge for sit barn, men når de er fra ½ til 1 år, så er det begrænset, hvor meget de synger. Jeg tror også på berøring og nærhed, men det er altså svært, når ens barn ikke vil sidde stille hos én, fordi hun meget hellere vil kravle hen og lege med legetøjet og slå de andre babyer i hovedet. Hun gider da ikke sidde stille hos moren og blive klemmet, krammet og pillet på. Og det kan jeg da egentlig godt forstå. Men forstår hun ikke, at oplægget nu engang er sådan? At først synger og krammer vi, og så leger vi. De andre børn ser ud til at forstå det. Ikke nok med det, men det hele er jo meget pædagogisk. Vi sidder på gulvet i en rundkreds og synger med vores kvindelige englestemmer, mens børnene gerne skulle ligge stille på gulvet, mens vi vifter et tyndt lagen over dem, som skal symbolisere bølger. Mit barn hun kravler oven på de andre, hen og piller bøger ned, fingrene ind i pejsen, og jeg må febrilsk og undskyldende kravle efter hende.
Hvorfor jeg gider det? Jo, det er jo sikkert godt for hende. Og så kommer hun sammen med andre børn, for det kunne godt virke på hendes opførsel, som om denne socialiserings- proces er god for hende. Vi mødre mener jo kun det bedste for vore kære små, men nogen gange bliver det bare så komisk at gå syngende rundt i en ring, mens vi vugger til siden og klemmer vores barn ind til os. Jeg må bare trække lidt på smilebåndet. Måske er det mig, der er mærkelig. Måske er det os alle sammen? Eller måske går vi lidt for meget op i at gøre alt pædagogisk rigtigt?