Han studerer mirakler

Forskeren Niels Christian Hvidt tror, der sker mirakler i dag, men de er svære at bevise, for Gud vil måske ikke bevises …Hans bog om „Mirakler“ er udkommet i fjerde oplag på Gyldendal. Den er også med i bogklubben „12 bøger“.
– Jeg skrev den for mine gamle gymnasiekammerater, smiler Niels Chr. Hvidt.
– Ville du vise dem, at mirakler finder sted i dag?
– Ja, og vise, at miraklerne ikke er meningsløse. De er meningsfulde, og de skaber mening i livet – i hvert fald for troende mennesker.
I forbindelse med de eksempler, jeg har nævnt, er der i den grad vokset tro frem.
Mennesker, som aldrig havde forventet, at de skulle tro, møder pludselig Gud på en måde, så de får nyt håb.
Jeg glæder mig selv meget over disse mirakler, selv om jeg i forvejen er troende. Men det er dejligt at møde de mennesker, som har oplevet Guds indgriben.

– Er det vante kirke-gængere?
– Nej, det er netop ofte mennesker udefra, som på den måde får en tro. De, der kommer i kirken, er ofte de mest skeptiske – de har „for meget fedt om hjertet“, griner Niels med et citat fra Bibelen.
– Jeg har kun skrevet om tilfælde, hvor budskabet var sundt. Hvor det handler om nåde, omvendelse og tro.
– Jeg kunne også have skrevet en bog om falske manifestationer, for de findes også. Men i forvejen er vi så skeptiske her i Danmark, at der er mere brug for at skrive om det ægte.

Niels Christian Hvidt er 35 år og netop blevet gift i sommers med Elisabeth Assing, som læser religionsvidenskab.
Indtil januar underviste han på Gregoriana universitetet i Rom. En af verdens største teologiske institutioner med 4.000 teologistuderende og en hær af dygtige professorer.
Her underviste han i profetisk kristendom, samt i katolsk og protestantisk reformationshistorie og i økumenisk teologi – specielt om den katolsk-ortodokse dialog.
Niels Christian Hvidt har fået forskningsmidler fra medicinalfirmaet Lundbeck til et forskningsprojekt om troens betydning i behandlingen af syge. Han er nu rejst til USA for at forske derovre et år, før han færdiggør sin afhandling. Og den skal så også munde ud i en bog.
I april kom bogen „Kan tro flytte bjerge“ på Gyldendal. Det er en antologi, hvor han har fået danske læger, psykiatere og teologer til at skrive om emnet, ligesom han selv skriver et kapitel og er medforfatter til et andet sammen med kræftforskeren Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse. Hans forgænger lavede en undersøgelse i 1982, der viste, at en kristen gruppe havde en nedsat mulighed for at få kræft, sammenlignet med andre grupper.
– Jeg tager afsæt i den medicinske forskning og bruger det som springbræt til en teologisk diskussion af emnet, forklarer Niels Christian Hvidt.
– Det er nyt, at man i det videnskabelige miljø herhjemme beskæftiger sig med troens betydning for helbredelsen…
– Ja, men jeg tror, der nu er en stor anerkendelse af, at det er et vigtigt tema. Jeg får mange tilbagemeldinger fra teologer, som er glade for bogen.
– Møder du også modstand?
– Det mest trættende er, når man møder forudfattede meninger om, hvad mirakler er. Der var f.eks. en artikel i Kristeligt Dagblad af Ole Hartling, hvor han gik imod undersøgelser af forbønnens betydning ud fra et meget „protestantisk“ synspunkt.
Det bedste er, når man kan være åbne og prøve at forstå.

– Du er selv katolik, men er du ud af en katolsk familie?
– Det meste af min familie er faktisk protestanter, men min farfar konverterede som 60-årig til den katolske kirke. Han hed Valdemar Hvidt og var højesteretssagfører og meget aktiv i den karismatiske bevægelse hele sit liv og mange kender ham og Astrid.
Min far, Torsten Hvidt, er også sagfører, men er netop gået af. Han var i mange år med i Europamissionens bestyrelse. Min mor hedder Urte og er oprindelig fra Tyskland. Jeg har kun én søster, Nicola, som er læge.
– Dine forældre kom altså i folkekirken, hvorfor blev du så selv katolik?
– Det skete lige i begyndelsen af mit teologistudie. Jeg havde været på nogle klostre i Grækenland, og jeg savnede simpelthen spiritualiteten i hverdagen. Men det var ikke sådan, at jeg „rystede støvet af mine fødder“. Jeg har fortsat mange venner i folkekirken og føler mig meget hjemme der.
– Hvad er det, den katolske kirke giver dig, som du ikke finder i protestantiske kirker?
– Bønspraksis især. Bøn er mere inspireret, mere inkarneret i gudstjenesten med de mange levende symboler.
Specielt eukaristien – altså nadveren – som er centrum for troen i katolske og ortodokse kirker. Det er nadveren også i flere protestantiske kirker, men den hellighed, der er om nadveren i den katolske kirke betyder meget for mig.
Så synes jeg også, at kirken er en meget god symbiose mellem tro og fornuft.

– Jeg kan godt forstå, at Luther i sin tid indførte to-regimente læren om at adskille det verdslige og det åndelige.
Han ville beskytte kirken imod for meget indgreb fra det verdslige. Men når det så bliver en principiel opdeling af en religiøs og en verdslig sfære, så synes jeg, at man verdsliggør verden for meget. Det er trods alt i verden, at Gud virker. Gud er med os i den verden, vi lever i.
Mange oplever, at deres tro henvises til et helt andet rum end det, de normalt lever i. Og så føler man sig splittet.
Frikirkerne forstår bedre at kæde tingene sammen.
På klosteret i Grækenland oplevede jeg, at opdelingen mellem det åndelige og det verdslige forsvandt.
– Hvorfor bryder Gud ind i vores virkelighed med mirakler og overnaturlige åbenbaringer, som f.eks. gennem Vasula Rydén, der jo er en af dine nære venner?
– Hvis alt var perfekt i kirken og verden, så ville der vel ikke være behov for det, filosoferer Niels Christian.
– Men Gud lader det jo altid være op til vores frie vilje, om vi vil følge ham eller ej.
Nogen forstår ikke, at der så ikke er flere mirakler – men hvis Gud beviste sig selv, så ville det ikke være et frit valg.
Blaise Pascal sagde: Ved mirakler er der altid tilstrækkelig skygge for dem, der ikke vil tro, og tilstrækkelig klarhed for dem, der gerne vil tro.
Det har nok noget med det at gøre, at Gud ikke vil bevises, han vil elskes.
– Vil det sige, at vi ikke kan bevise miraklerne?
– Jeg tror nu godt vi ved videnskabens hjælp i det mindste kan gøre det mere evident – mere tydeligt, at der er sket noget helt usædvanligt.
I nogle tilfælde er det så oplagt, at der er sket noget helt uforklarligt, som kun troen kan forklare. Men også der er vi jo frit stillet, om vi vil tro det.
Niels Christian Hvidt var også med i DRs programmer „Dr. Gud“, hvor man bl.a. talte med Verner Olsen, som havde hjernehindebetændelse og som var afskrevet. Lægerne blev vrede på konen, fordi hun bad om, at han måtte komme tilbage. Men han kom sig, og der står på lægejournalen: „Mirakuløs bedring“.
– Er det så det tætteste, man kommer i lægeverdenen…?
– Ja, det tror jeg. Og det er jo også op til os selv, om vi vil give Gud æren. Der står jo, at dæmonerne véd, at Gud findes, men de elsker ham ikke. At tro, Gud findes, er ikke det samme som at elske ham…
– Hvad er dine fremtidsplaner efter dit projekt?
– Jeg vil gerne undervise.
– I Rom?
– Nej, også gerne andre steder, men det skal jo vise sig, om der er åbenhed, smiler Niels Christian Hvidt, som ikke er så sikker på, at man på danske universiteter kan bruge en katolik, der oven i købet tror på Gud og mirakler…