Mirakelmøder på Nørrebro og i Brønshøj
Peter Elias Haahr danner sin egen missionsorganisation og holder sit første helbredelsesmøde i Brønshøj den 17. januarThe Gospel Miracle begynder at holde månedlige helbredelsesmøder i Brønshøj og på Nørrebro i København – samt i Hampstead i London hver anden måned, hvor 29-årige Peter Elias Haahr vil prædike og bede for syge.
Han er den absolutte drivkraft i missionsorganisa-tionen The Gospel Miracle, der har Europa i sigte. Han har arbejdet med evangelisation og bøn for syge i flere år. Hans nystartede organisation er en frugt af dét, som har ligget i hans hjerte, siden han som 17-årig gik på pinsekirkens efterskole i Mariager.
Han er opvokset i et kristent hjem, hvor faderen var frikirkepræst i mange år. Peter kom på efterskole for at tage 9. klasse. Han var glad for skolen, men den åndelige side af sagen interesserede ham ikke synderligt. Det blev til et enkelt bibelvers daglig, men ellers lå hans opslåede bibel på værelset og samlede støv.
Han var der i mod fodboldfanatiker og spillede to til tre timer fodbold hver eftermiddag. Målet var at blive sportsjournalist en dag.
– Jeg var genert og indadvendt og havde det bedst blandt kammerater, der kunne snakke fodbold. Blandt dem følte jeg mig sikker, fortæller Peter i dag.
Men inden skoleåret var omme var den unge mand en anden. Det begyndte en tidlig morgen. Tids nok til at han kunne nå at deltage i skolens daglige bønnemøde kl. 6.30, hvor der deltog en lille flok. Et sted han ellers ikke kunne drømme om at komme.
– Jeg følte en indre trang til at gå til bønnemødet. Jeg svedte af nervøsitet, fordi jeg led af en enorm menneskefrygt. Men jeg viste, at jeg skulle. Jeg fik fremstammet over for de andre, der var en syv-otte stykker, om de ikke ville bede om Guds velsignelse over mig, så jeg fik frimodighed. Da de bad, var det ligesom et låg, der blev flået af mig og noget forsvandt. Jeg fik en glæde og begejstring, som var helt ukendt for mig. Fra den dag kom frimodigheden. Min frygt for sygdom og for døden, som ofte plagede mig, var væk på én gang. Jeg var helt høj.
Samtidig fik Peter en vilje og et ønske om at gøre noget for Gud. Han besluttede også at tage 10. klasse på efterskolen. Men det sidste han ville ende som var missionær eller præst.
– Jeg ville for alt i verden ikke havne på en eller anden rismark i Mongoliet eller Kina eller på Grønland for at missionere. Det havde jeg hørt om, siden jeg var barn. Det var rigeligt. Jeg ville være grafiker eller sportsjournalist og ikke andet.
Men en eftermiddag efter skoletid, hvor jeg kom gående på en af gangene, gik jeg spontant ind i et tomt klasseværelse, hvor der var et lille bibliotek. Uden egentlig at vide hvorfor kiggede jeg på bogreolen og begyndte at læse en bog med titlen Helbred de syge af den verdensberømte amerikanske evangelist T.L. Osborn, som jeg på det tidspunkt ikke anede hvem var. Jeg læste hele bogen, mens jeg klart oplevede, hvordan Gud talte til mig:
Jeg har kaldet dig til en helbredelsestjeneste, hvor tegn og undere sker, og til at forkynde mit ord og vise mennesker Guds kærlighed. Gå tilbage til dit værelse, smid alle fodboldplakater ud og stop med at spille fodbold.
– Mit hjerte bankede ekstremt. Jeg vidste det var Gud, fortæller Peter, der hev alle plakaterne med fodboldstjernerne ned fra væggen på sit værelse og skiftede fodbolden ud med et åndeligt liv.
– Jeg blev så begejstret for Jesus. Næste dag ved morgenandagten fortalte jeg det foran efterskolens 100 elever. Det var helt vildt.
– I flere uger terpede jeg 40 kapitler om dagen i Bibelen og begyndte gladelig at komme til morgenbønnemøderne kl. 6.30, som jeg kom til at lede.
Fra 1998 til 2001 arbejdede Peter Elias Haahr i Rock Ministry i Københavns Kristne KulturCenter. Rock Ministry, der er baseret på et kristent værdigrundlag, holder foredrag for 5. til 10. klasses skoleelever om ungdomsproble-mer. Peter har også været leder af et forbønsteam, der rejste rundt på helsemesser med en stand over hele landet.
Fra 2001 til 2003 gik han på bibelskolen Masters Commis-sion i København. Bibelsko-len er et amerikansk koncept fra pinsebevægelsens internationale organisation Assembly of God. Masters Commission er i Danmark tilknyttet Pinse-kirkenKøbenhavn. På bibel-skolen er teamrejser til menigheder i Europa og USA en væsentlig del af studietiden.
– Vi var i Belgien, Holland, Portugal, Frankrig, Rumænien, Skotland, England, Sverige, Norge og i USA.
– Når man ser Guds kraft i funktion, så vil man bare leve det liv. Enten man er i USA, blandt de fattige i Rumænien eller på en helsemesse i Danmark.
– Jeg har oplevet at bede for syge mange gange og set helbredelser, når vi for eksempel bad for folk på helsemesser, men på Masters Commission fik jeg for alvor blod på tanden. Og de to år har givet mig mange europæiske kontakter, beretter Peter Haahr der efter bibelsko-len, boede og arbejde i London i et halvt år og prædikede i forskellige menigheder.
Ind i mellem er det dog blevet til en uddannelse til social – og sundhedsmedhjælper. Det sidste år har han arbejdet hårdt herhjemme for at samle kapital. Han er tilknyttet et vikarbureau. For så bestemmer han selv sin arbejdstid.
The Gospel Miracle har netop fået en bestyrelse, som erfarne frikirkefolk sidder med i. Hans nærmeste fortrolige og mentor er amerikaneren Brad Liebe, der er seniorpræst i en stor pinsekirke i Florida.
Brad Liebe var med til at grundlægge Masters Commissions i 2001 i København. Han var således leder af skolen i et par år, inden han vendte tilbage til USA.
Peter Elias Haahr har på den måde et solidt netværk og et fast team i Danmark. Han har nu brug for 500 økonomiske partnere.
Helbredelsesmødet i Brønshøj er i selskabslokalerne Pejsegården den 17. i denne måned. På Nørrebro foregår det på Leda Hotel, tidspunktet er endnu ikke helt på plads.
Europa er også i sigte. Derfor begynder Peter Elias Haahr allerede i februar måned at holde møder i en frikirke på Finchley Roads i Hampstead i London hver anden måned.
– Jeg tror på et kontinuerligt arbejde, hvor kendskabet til os spredes i lokalområdet. Vores mål er, at mennesker skal blive forvandlet af Jesus og leve et kristent liv. Det er ikke meget værd at vise mennesker Guds tegn og undere, hvis man ikke også prædiker Guds ord og kærlighed til dem. Vi kommer til at henvise folk til kirker og de steder, der holdes Alpha-kurser. Som tiden går vil vi udvide vores arbejde både herhjemme og i udlandet, forklarer han.
En anden side af visionen med The Gospel Miracle bliver at udføre humanitært arbejde i den fattige del af Europa – primært Østeuropa.
Fordi der er brug for både at prædike Guds ord og vise Guds kærlighed samtidig, mener Peter Elias Haahr, der også har en hjemmeside, hvor mennesker kan e-maile personlige bønnebehov, som et team fra The Gospel Miracel der efter beder for. På otte måneder har 70.000 mennesker besøgt hjemmesiden. Mange har senere tilkendegivet, at de har oplevet helbredelse.