Familien Tangstad:
250 meter fra flodbølgen i Malaysia

Pinsekirkeforstander Jarle Tangstad fortæller direkte
fra Malaysia, hvordan hans hustru og to døtre undgik dødsbølgerne 2. juledag på en ferieø i SydøstasienI stedet for at gå på stranden, som familien Tangstad havde gjort dagene forinden i den lille turistby ved Myami Bay på ferieøen Penang i Malaysia, opholdt de sig i deres feriehus ca. 250 meter fra stranden.
Det reddede formodentlig deres liv den dag, da tsunamien skyllede ind over turistbyen og tog 25 mennesker med i døden.

Merete og Jarle Tangstad og deres to døtre er dybt taknemlige for, at de netop den dag ikke gik ned til vandet, som de havde gjort alle de andre dage…

Jarle Tangstad er seniorpræst i Pinsekirken København. Hans hustru Merete og deres to døtre Kathrine på 19 år og Anne Sofie på 14 år holdt juleferie på Penang i det nordvestlige Malaysia, hvor Jarle og Merete stadigvæk opholder sig.
Udfordringen har været i kontakt med Jarle Tangstad, der via mail fortæller, hvor uhyggeligt tæt på død, ødelæggelse, sorg og smerte familien har været.
Malaysia ligger i læ af nordspidsen af Sumatra, derfor slap landet forholdsvis billigt. Der døde 75 mennesker ialt, de 60 på Penang, hvor de 25 omkom på badestranden, hvor familien Tangstad valgte ikke at tage ned den dag, flodbølgen kom. Havde det ikke været for Sumatra, var Penang blevet ramt med samme kraft som feriestederne i Thailand.
– I Malaysia gik det værst ud over den bugt, vi befinder os i, hvor 25 mennesker døde på „vores“ strand. Juleaftensdag lå Anne Sofie og Kathrine på stranden, oven i købet på nogle store flade sten lidt ude i vandet. I mens sad jeg på en strandcafé, og talte med de ansatte. Caféen ødelagde tsunamien i øvrigt også.
– Vi ville have været blandt de omkomne, hvis vi havde opholdt os samme sted, da bølgerne kom – eller hårdt sårede. Det er vurderingen herude.
– På grund af ombygningen af et større hotel var der bygget et langt hegn langs med stranden. Vi ville ikke kunne have nået at løbe væk fra bølgerne på langs med hegnet.
– Vi opholder os ellers primært i en svømmeklub ved stranden. Enten ville vi have været sårede eller simpelthen skyllet i havet, hvis vi havde ligget i eller ved bassinkanten, som vi normalt gør.
Også ved en nærliggende strand, hvor vi havde været nogle gange, raserede flodbølgen, beretter Jarle Tangstad fra Penang.

Hvornår gik det op for jer, hvad I er blevet skånet for?
– I flere omgange. Vi sov under jordskælvet, der kom kl. 9.00 herude lokal tid, og mærkede intet til det. I Batu Ferringhi lidt herfra evakuerede de højhushotellerne efter jordskælvet. Alt dette vidste vi intet om.
– Vi fejrede julen 1. juledag om aftenen, som man gør herude. Vi besluttede at bruge næste dag til at sove længe, rydde op, vaske og pakke, da vi skulle nogle dage til Singapore. Pigerne skulle hjem til Danmark, og Merete og jeg skulle besøge flere kirker i Singapore. – Kl. 13.15 kom flodbølgen. Vi hørte larm og ambulancer, og da vi gik ud, råbte folk, at vi ikke skulle gå ned til stranden.
– Folk var i chok, ambulancer ankom, og folk hjalp hinanden. Redningsfolk lagde de døde i vejkanten for at afvente identifikation, mens de hårdt sårede, blev kørt på sygehus.
– Samtidig var det svært at få information, da de lokale ikke er gode til engelsk. Men jeg opfattede, at fem til seks var døde og et ukendt antal skyllet ud i havet, og at der aldrig havde været en sådan bølge før i Penang, hvor også både blev kastet op på land, huse og skure faldt sammen.
– Meget hurtigt kom der hundredvis af soldater, redningsfolk, brandfolk, ambulancefolk og så videre. Pressen var også på pletten. Anne Sofie reagerede voldsomt over pressefotografernes aggressivitet for at få billeder af en kvinde, som kom for at identificere en af de døde. Det var råt! Den voldsomme sorg, hun blev ramt af, og den helt rå, kyniske og hjerteløse fotograf, der stak kameraet op i hovedet på hende.
– Vi blev klar over, at vi fire havde været på rette sted på rette tidspunkt.
– Vi havde alle behov for at komme „hjem“ til „vores“ trygge hus, hvor vi sluttede dagen med at takke Jesus for, at vi alle fire var blevet bevaret.
– Først dagen efter fik vi at vide, at dette var en del af en større katastrofe. Det massive mediebombardement fik vi først fire dage efter, da vi ankom til Singapore og kunne se CNN og BBC.
– Malaysierne sætter en ære i at hjælpe andre, så alle har gjort, hvad de kunne, for at hjælpe andre.

Hvornår fik I kontakt med familien i Danmark – den var vel bekymret?
– Vi tog hen til en internetcafé for at maile til familien. For os var det på det tidspunkt en stor katastrofe, at måske 100 mennesker var skyllet i havet, og jeg anede, at det kunne komme på nyhederne i Skandinavien. Men stadigvæk var dette for os „kun“ en lokal og mærkelig begivenhed. Katastrofens øvrige omfang kendte vi slet ikke på det tidspunkt.
 
Hvordan har det påvirket jer psykisk?
– Vi er ved godt mod. Det, vi har oplevet, er voldsomt set med lokale øjne. Men vi sammenligner os på ingen måde med de turister, der har oplevet død og smerte på egen krop. Og de familier i resten af katastrofeområdet, som har mistet hele deres eksistensgrundlag.
– Det var væmmeligt og chokerende at se, hvad der foregik lige uden for vores dør, men det var også uvirkeligt, idet vi ikke havde været til stede. Vi takker Herren for hans beskyttelse og tilskyndelse til at blive væk fra stranden og svømmeklubben netop den dag af alle dage. Alle de andre dage havde vi været ude. Ubevidst havde vi valgt rigtigt.
– Vi hørte mange af den slags vidnesbyrd i dagene og ugen, der kom.
– Vi har talt med en masse mennesker. Malaysierne er gode til at snakke i en sådan situation, og alle uanset religion trækker det åndelige aspekt ind. I kirkerne har der været tak, forbøn og støtte. Alle er taknemlige for, at flodbølgen kom på den varmeste tid af dagen, hvor folk normalt går inden døre.
I dag sidder jeg og aner, at dette ikke er den eneste gang, vi kommer til at opleve kræfter, som ikke kan styres. Det kunne have været terror, forgiftning eller andre naturkatastrofer. Og hvad gør vi som kristne?
– Vi kan ikke finde et geografisk sted, der er trygt, men vi kan leve et liv, hvor vi stoler på, at Herren har talt vores hovedhår, og at vi er på rette sted i rette tid.
– Når vi taler om det, er det med taknemmelighed for, at vi overlevede, men samtidig med et sug i maven, når vi hører om andre turister, der måtte rejse hjem uden alle i familien. Det kunne have været os. Så taknemlighed er ordet. Dog kan vi mærke, at vi savner familien meget mere, end vi ellers ville gøre.

Gjorde I noget konkret for at hjælpe andre?
– Ja, i første omgang talte vi med mange og støttede dem. Blandt andet et svensk ægtepar med to børn, der var dybt chokerede.
– Vi måtte også kanalisere kirkens indsamling i København meget hurtigt, da det var tydeligt herude, at kampen for at redde liv handlede om timer og minutter. Der blev optaget en kollekt på 33.000 kr. ved søndagsmødet derhjemme, som er givet videre til City Harvest Church i Singapore, der med det samme gik aktivt ind i nødhjælpsarbejdet.

Hvad laver I nu?
– Vi er tilbage i Penang efter nogle dage i Singapore. Her prøver vi at have vores egen lille rytme med strandbesøg, læsning, fordybelse i Guds ord og skrivning midt på dagen og om aftenen. Det var det, vi egentlig kom herned for, fortæller Jarle Tangstad.