Valg kan ændre bispe-balance

To bispekandidater på Lolland-Falster afviser kirkelig velsignelse af homoseksuelleMARIBO – Syv biskopper var for og fire imod at indføre et ritual for kirkelig velsignelse af homoseksuelle parforhold, da biskopperne offentliggjorde deres uenighed kort inde i det nye år.Men stemmevægten kan meget vel forrykke sig til fordel for modstanderne af et ritual, når Lolland-Falsters stift i foråret skal vælge ny biskop. To af de fire kandidater til bispeembedet har nemlig ikke tænkt sig at følge den nuværende biskops holdning til spørgsmålet.
Stiftets nuværende biskop Holger Jepsen var blandt afsenderne, da de syv fortalere udsendte et vejledende ritual til velsignelse af homoseksuelle par. Men den vejledning er de to bispekandidater Ole Opstrup og Steen Skovsgaard lodret uenige i, og ingen af dem vil være med til et velsignelses-ritual.
De to øvrige kandidater til bispeembedet, sognepræsterne Helge Baden Nielsen og Jens Christian Nielsen, bakker begge op om flertallet af biskoppernes beslutning.
Biskop Holger Jepsen fylder 70 år til sommer, og det er op til stiftets cirka 650 menighedsrådsmedlemmer og 64 præster at vælge mellem de fire bispekandidater i løbet af foråret. Den nye biskop indsættes i Maribo Domkirke søndag den 11. september.
Hvis bispevalget falder ud til fordel for Ole Opstrup eller Steen Skovsgaard, er der pludselig fem danske biskopper for et ritual og fem danske biskopper imod. Tungen på vægtskålen bliver da den grønlandske biskop Sofie Petersen, som er tilhænger af et velsignelses-ritual.