Alle gode damer de kommer oven ned
For ret præcist et halvt år siden spurgte jeg en af mine gode venner, hvad han syntes, jeg skulle skrive klumme om, og han svarede, som der står i overskriften: Alle gode damer de kommer oven ned så tak da Gud, ja, pris da Gud for al hans kærlighed.
Han sagde det med et smil på læben, men alligevel med en vis seriøsitet i forhold til, at emnet kærester, forelskelse og den evige søgen efter den eneste ene er et emne, der ligger på en klar top tre placering for unge anno 2005. Spørgsmålet Hvordan
får jeg fat i ham eller hende, jeg er forelsket i bliver hver dag stillet af millioner verden over.
Jeg ville ikke på en klummelængdes plads forsøge at svare på det spørgsmål, men i stedet forsøge at give dig et eller andet med videre på vejen, som måske kunne være til hjælp.
For at du skulle tro på, at jeg ved, hvordan du har det, skrev jeg dengang, at min ulykkelige kærlighedshistorie kunne udfylde samtlige klummer i Udfordringen de næste 10 år, og indtil for fire år siden var der ikke tre sammenhængende måneder,
hvor jeg ikke var smaskhamrende forelsket. I 27 år har jeg altid været den, der jagtede de forkerte. Ikke én eneste kæreste har jeg haft, så tro mig: Jeg ved godt, hvordan det føles!
Dengang for et halvt år siden opgav jeg at skrive klummen færdig, men samtidig vidste jeg, at det var vigtigt, at vi også som kristne skriver og snakker om emnet. Som kristne siger vi, at Gud er nr. et, men når man er forelsket, kommer man hurtigt til at bruge mere tid på at tænke på den, man er forelsket i, og derfor er det så vigtigt, at vi har Gud med i det, så forelskelsen ikke bliver til noget, der adskiller os fra Gud.
Jeg havde lyst til at sige til mine ligesindede, at han eller hun nok skulle dumpe ned en dag. At man ikke hele tiden skulle gå rundt og spørge sig selv, hvad jeg kunne gøre bedre. Jeg havde lyst til at sige til singlerne, at de skulle nyde det, mens de var
det, og til dem med kærester, koner eller mænd, at de skulle nyde det. Min teori er, at man får svært ved at nyde livet med en kæreste, hvis man ikke kan nyde livet uden.
Emnet i sig selv er ikke blevet mindre kompliceret det sidste halve år, men for mig personligt er der kommet en lille krølle på emnet. Jeg har altid haft en idé om, hvordan jeg skulle få en kæreste, og jeg har tænkt millioner af tanker om emnet, men d. 31. januar, efter fire års forelskelsestørke, fik jeg en kæreste i en alder af 27 år 2 mdr. og 2 uger – og nej, det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig, det skulle ske, og min opdigtede drømmekvinde
når kun ca. 50% af, hvad jeg har fået.
Jeg ved ikke, om du er 20, 30 eller 40 år gammel, men vid dette, at Gud ikke ønsker at give dig det næstbedste. Ofte må du og jeg acceptere, at vi ikke nødvendigvis ved, hvad det bedste er, og nogen gange må du og jeg acceptere, at Gud venter med det bedste i 27 år eller mere
..men det er værd at vente på!