Familiebrevkassen
Hele familien kan
skrive til Udfordringens
Familie-brevkasse.
Brevkassen@Udfordringen.dk
eller Familie-Brevkassen, Midgårdsvej 4, 8900 Randers Spørgsmål:
Min mand og jeg blev separeret for fire måneder siden, og jeg synes, det er meget hårdt at blive alene. Jeg undrer mig over, at vore børn på otte og ti år ikke snakker om skilsmissen, og vil gerne vide, hvordan vi hjælper dem bedst muligt?
En alenemor
Svar:
Kære alenemor
Tak for dit brev. Jeg kan forstå, at du går igennem en vanskelig tid og har en fornemmelse af, at det også må gælde dine børn.
Jeg vil til en start nævne, at der er situationer, hvor en skilsmisse er en nødvendighed og medvirkende til, at alle parter kan komme videre på en god måde. For de allerfleste er det dog en smertelig proces.
Børnene har ambivalente følelser
Det er ofte vanskeligt at rumme både sin egen og sine børns smerte i denne livssituation.
Ikke mindst børnene bliver ramt hårdt ved en skilsmisse og betaler en meget stor pris. Børn er meget loyale overfor deres forældre og er ofte optaget af forældrenes behov. De er ofte bange for, at mor eller far bliver kede af det eller vrede på dem, hvis de fortæller, hvordan de har det. Derfor får børn ofte ikke bearbejdet deres eget tab ved en skilsmisse. Ofte rummer de også i deres sorg blandt andet følelser af skyld, vrede, kærlighed og savn. Børnene taler ofte ikke med andre børn om deres oplevelser og erfaringer omkring dette. Og ofte heller ikke med mor eller far. Det er også svært at tale med en i familien eller omgangskredsen, fordi der er risiko for, at de tager parti for far eller mor.
I hjælper jeres børn bedst ved at give dem en mulighed for at snakke om det. Lige såvel som I voksne selv har brug for at tale om, hvad der rører sig følelsesmæssigt i jer. Det vil være rigtigt godt for barnet, hvis det får mulighed for at være med i en gruppe for børn, hvis forældre er blevet skilt. Spørg evt. i kommunen eller sundhedsplejersken på jeres barns skole, om et sådant tilbud findes, offentligt eller privat. En mulighed for at møde andre børn i samme situation, som forstår, hvordan man har det, er godt og vigtigt. Netop fordi børnene enten selv gennemgår en sorgproces eller har gennemlevet en sådan, kan de formidle noget videre, som ingen andre kan. Heller ikke vi voksne. Der vil også i en sådan gruppe være nogle voksne at tale med om det, der er så svært: nemlig sorgen og savnet over det, som de har mistet. Denne gruppe af børn i vores samfund omfatter et stadig stigende antal, og der er et udtalt behov for, at disse børn får den nødvendige hjælp til deres videre liv.
Får børn tidligt ved en skilsmisse den nødvendige hjælp til at være her i livet, er der større chance for, at de bedre er i stand til at håndtere deres fremtidige liv.
Mange hilsner
Ann-Mari
Spørgsmål:
Jeg beder om hjælp fra jer fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad der foregår med mig. Jeg plejer ikke at tænke så meget over mig selv og mit liv, og de fleste synes vist, jeg er en ret omgængelig fyr. I forbindelse med min mors død er det, som om det hele tumler rundt. Jeg kan komme til at græde næsten ud i den blå luft, og en dag turde jeg ikke køre en bestemt vej hjem fra arbejde. Jeg plejer heller ikke at holde mig for mig selv, men det er jeg begyndt på, og jeg har ikke lyst til at se nogen.
Mon jeg er ved at blive skør eller hvad?
Hilsen fra en forvirret
Svar:
Kære forvirret
Jeg kan forstå på dig, at du bliver usikker på dig selv og hvad der rører sig i dig, måske næsten, som om der er en ukendt person på færde. Lige nu vil jeg foreslå dig, at du skaffer dig noget hjælp til at finde ud af, hvad der foregår. Hjælpen kunne være en god ven eller veninde. Det kunne måske være én eller flere søskende eller din far, hvis du stadig har ham. Og hjælpen består i at fortælle din historie, få delt din mor og værdsat hende og alt det, hun har betydet for dig. Få fundet ud af, hvordan du stadigvæk kan have hende med dig i dit liv. Tit trækker et tab på andre tab, så måske er der andre steder, du er kommet for hurtigt videre. Stands op overfor det og tag dine følelser alvorligt. De er der for at hjælpe dig, ikke for at blive ignoreret eller gjort til problemet.
I klummen her på siden skriver Ann-Mari Nolsøe lidt mere om værdien af at kunne sørge. Det er lige så værdifuldt som at kunne blive glad eller gal, eller hvad vi nu bliver ind imellem. Hvis du vil lade andre komme tættere på dig, får du også muligheden for at komme tættere på dig selv.
Mange hilsner
Peder
