Fergo ruskede liv i Kirkeministeriet
Nogle få hundrede stemmer adskilte i sidste uge kirkeminister Tove Fergo fra at beholde sin taburet i Folketinget, hvor hun har været medlem siden 1994.
Straks efter de personlige stemmer var talt, meddelte hendes mand, at hun på den baggrund heller ikke ønskede at fortsætte som kirkeminister.
– Jeg kender min kone godt nok til, at hun ikke vil bryde sig om at sidde som minister, når hun ikke kan få et folkeligt mandat til at sidde i Folketinget. Nu er hun ude af Folketinget og dermed ude af politik, sagde Peter Fergo i Kristeligt Dagblad.
Og selv om Tove Fergo ved redaktionens afslutning endnu ikke har villet bekræfte sin afgang fra ministeriet, regner de fleste med, at hun trækker sig før eller siden.
Dermed vender Tove Fergo højst sandsynligt tilbage til sit job som præst ved Simon Peters Kirke på Amager.
Tove Fergo formåede på godt og ondt at profilere det traditionelt noget søvnige kirkeministerium. Hun blev udpeget som minister efter valget i 2001 som et klart andetvalg efter partikollegaen Birthe Rønn Hornbech, som takkede nej til opgaven.
Og Fergo havde dårligt sat sig tilrette i ministerstolen, før hun indbød til øretæver. Vel vidende at det sjældent er populært, når kirkeministeren blander sig i kirkens indre anliggender, indledte hun sin ministerkarriere med at påpege, at det måske slet ikke var nødvendigt at lave en ny salmebog. På det tidspunkt havde en nedsat kommission arbejdet i ti år på et forslag til en ny salmebog.
Kort efter ragede hun uklar med det samlede bispekollegium, og intet tydede på, at den nu 58-årige teolog skulle holde regeringsperioden ud.
De sidste år af perioden har det dog været Kirkeministeriets elendige økonomi, der har givet omtale.
På grund af VK-regeringens lovede skattestop var det ikke muligt at forbedre økonomien ved at hæve landskirkeskatten. Derfor måtte Fergo sættes under økonomisk opsyn, og der blev indført et upopulært løn- og ansættelsesstop i folkekirken. Upopulært blev det især, da det kom frem, at kirkeministeren alligevel, trods lønstoppet, havde givet sin mand, sognepræst Peter Fergo, lønforhøjelse.
Senest kom Tove Fergo i søgelyset, da hun i sagen om lægen og forfatteren Thomas Teglgaard udtalte, at dæmonuddrivelse ikke hører under en præsts arbejdsområde.
Senere trak hun i land og hævdede, at hun ikke havde udtalt sig som minister, men som præst og privatperson.
Trods tre et halvt års blæst om Kirkeministeriet og Tove Fergo som person har hun alligevel hver gang reddet stormen af. Når det mod alle odds er lykkedes hende at blive i sadlen regeringsperioden ud, skyldes det ifølge mange politiske iagttager massiv støtte fra Dansk Folkepartis magtfulde præstefætre Søren Krarup og Jesper Langballe.
Tove Fergo vil stå tilbage som ministeren, der for alvor fik skabt røre i Kirkeministeriet. Til hendes forsvar skal det tilføjes, at den økonomiske oprydning havde været tiltrængt længe før hendes entré. Og at hun blev den første kirkeminister i en årrække, som turde tage tyren ved hornene og i flere sager tale de magtfulde biskopper lidt imod.
Hun har desuden aldrig lagt skjul på, at hendes kirkelige interesse ikke kun er politisk. Flere gange, blandt andet i Udfordringen, har hun givet udtryk for, at hun selv har en fast og levende tro på Guds nåde og velsignelse og behovet for syndernes forladelse.
Skulle Tove Fergo nu efter sin ministerkarriere blive træt af igen at iføre sig kjole og krave i folkekirken, ja, så kunne hun måske overveje at prøve i Pinsekirken København.
I hvert fald lovede pastor Jarle Tangsted offentligt at holde en dør åben for hende, da hun i oktober sidste år prædikede ved KKR/TVs jubilæumsfest i Københavns Kristne Kulturcenter.
– Hvis du en dag ikke længere er kirkeminister eller folkekirkepræst, kan du komme til os. Vi vil prioritere højt at få dig med på holdet her, sagde Tangsted.
