Foldede hænder var en hjælp, da Leif som topchef havde milliardansvar

Som regionsdirektør i forsikringsselskabet Codan
lagde Leif Nielsen hver dag i Guds hånd – og så fik svære sager ofte en nem løsning Da Leif Nielsen var regionsdirektør i forsikringsselskabet Codans region Fyn/Sydjylland, havde han ansvaret for 250 medarbejdere samt en såkaldt præmieportefølje på to milliarder kroner.
En post, som indimellem krævede, at chefen skulle træffe tunge beslutninger om blandt andet fyringer.
Samtidig har Leif qua sin kristne tro hele sit liv været aktiv i det danske frikirkemiljø.. Men han har aldrig oplevet, at der er opstået et modsætningsforhold mellem det at være chef i en stor virksomhed og det at være en kristen med de bibelske værdier som fundament for tilværelsen.

– For mig har det ikke været et dilemma. Tingene har altid hængt utrolig godt sammen, fortæller Leif.
– Jeg kan huske, at jeg kort efter at være udnævnt til regionschef skulle til møde med topledelsen i København, og så sagde personalechefen til mig: „Du er vel klar over, at jobbet indebærer, at du kommer til at foretage nogle ubehagelige beslutninger i forhold til medarbejderne?“
– Og det var jeg helt med på. Gud må jo også tage affære engang imellem, som han blandt andet gjorde over for Adam og Eva, fordi de var ulydige, påpeger Leif.
Fyringsaffærer har Leif været nødt til at tage flere gange. Både fordi topledelsen krævede besparelser, som kunne nås gennem afskedigelser, men også fordi medarbejdere ikke har leveret den forventede vare.
– I sådanne situationer er man simpelthen nødt til at være professionel. Jeg kan naturligvis godt sætte mig ind i, hvad det betyder at få en fyreseddel, men for mig var det en del af jobbet.
– Det skulle selvfølgelig gøres på en anstændig måde. Det kristne menneskesyn skal ikke tabes i sådan en situation. Man skal behandle mennesker ordentlig – også i en fase, hvor de skal fyres, fastslår Leif.

Det kristne menneskesyn har dog ofte fået Leif til at gå længere for at hjælpe en medarbeder, end man normalt vil kræve af en virksomhedsleder. Han har altid prøvet at hjælpe bag kulisserne.
Et eksempel på dette var i forbindelse med en medarbejder, som aldrig skulle have været ansat, idet hun ikke havde de nødvendige kompetencer til at bestride sit job. De andre medarbejdere led under dette, og derfor var Leif tvunget til at fyre hende, selv om hun var enlig mor med tre børn.
Leif brugte sit netværk og tog kontakt til en medarbejder ved Arbejdsformidlingen, som Leif ved flere lejligheder havde hjulpet.
– Jeg sagde til ham: „Jeg plejer at hjælpe dig, nu må du hjælpe mig.“ På den måde fik hun noget andet at ty til, da hun blev fyret.

Andre kristne virksomhedsledere fortæller, at de mindst tre gange om dagen står i en situation, hvor de kan være fristet til at lyve. Men det billede genkender Leif overhovedet ikke.
– Jeg kan ikke mindes at have været i situationer, hvor det ville være lettere at lyve. Den fristelse har jeg aldrig stået i. Men der har været tilfælde, hvor jeg har tænkt, „det er godt, at du ikke ved, hvad jeg ved“. Men du behøver ikke fortælle alt, hvad du ved. Som chef ved du noget, som andre ikke ved, men det er der ikke noget forkert ved, forklarer Leif.
– Som leder er det utrolig vigtigt, at du har medarbejdernes tillid. De skal vide, at de kan regne med, hvad du gør, og hvad du siger.

En af forklaringerne til Leifs succes i erhvervslivet er et par foldede hænder.
– Jeg har altid begyndt med at lægge dagen i Guds hånd og bedt ham om at hjælpe i alle ting. Vanskelige sager har jeg bedt over, og så synes jeg mange gange, at svære sager har fundet en nem løsning. Faktisk kan jeg ikke mindes, at der har været sager, hvor jeg har været nødt til at kaste håndklædet i ringen, siger han.
Udover hjælp til at løse vanskelige sager, så har Leif flere gange oplevet, hvordan det, som han kalder Guds timing, har været tydelig i familien Nielsens liv. Det gælder blandt andet, da familiens bil i 1979 brød sammen og ikke kunne mere.
Udnævnt til chef – og så røg bilen til skrot
– Vi havde været på ferie på Bornholm og skulle med toget fra Københavns Hovedbanegård til Odense, da jeg pludselig støder på en af cheferne i Codan. „Det var godt, at jeg løb på dig“, sagde han til mig, og da jeg havde sendt Lillian og vores tre drenge ned til toget, forklarede han, at jeg skulle overtage ansvaret for region Fyn med det samme, jeg mødte på arbejde igen.
– „Jeg har fået nyt arbejde“, sagde jeg til familien uden at gå mere i detaljer med det, da jeg kom ned til toget.
– Da vi så kom hjem til Odense og havde læsset drengene og al bagagen ind i vores VW Variant, så ville den ikke starte, og det viste sig senere, at vi var nødt til at sende den til skrot.

Men Leif havde en trumf i ærmet, som skyldtes Guds timing. Hvis Leif ikke ved et utroligt tilfælde i mylderet på Københavns Hovedbanegård var løbet på netop den rette direktør i Codan, så havde han ikke fået beskeden om sin nye chefstilling. En stilling, som havde et frynsegode. Direktøren havde nemlig sagt til Leif, at der i hans skrivebord på arbejdet lå en nøgle til en spritny Ford Taunus. Og da Codans kontorer lå tæt på Odense Banegård, kunne Leif tage bilens sammenbrud med ophøjet ro:
– „Ligemeget, jeg har en anden“, sagde jeg og smuttede hen efter Taunusen.
– Den oplevelse har altid været gribende for mig, fordi den fortæller om Guds timing og om Guds omsorg. Det er en fantastisk timing, Gud har, lyder det beundrende fra Leif.

Troen på Gud har 63-årige Leif med sig hjemmefra. Som barn var han sammen med sin søster og sine forældre med til stort set alle møder i Pinsekirken i Aalborg, og allerede som 13-årig var Leif kirkens faste pianist. En krise i troen opstod der dog, da Leif var 18-19 år gammel, og en ven forærede ham en bog med titlen „Arternes Oprindelse“. Bogen handlede om udviklingslæren, og Leif begyndte så småt at stille spørgsmål ved sin børnelærdom om Gud som skaber.

– Men op imod nytårsaften så jeg en kampagne, som skulle advare mod fyrværkeriskader. En overlæge fortalte om, hvor fintfølende et instrument øret er med små knogler som hammer, ambolt og stigbøjle og med millioner af små fimrehår, der aktiveres, når man hører en lyd. Han havde en planche med, som viste, hvordan øret er indrettet, og det slog mig. Dér var eksemplet; det bevis, som jeg behøvede for at fjerne enhver tvivl om Gud som skaberen. Det eliminerede enhver tvivl, og jeg har aldrig tvivlet siden, erklærer Leif.
I dag er Leif gået på efterløn efter en 46 år lang karriere hos Codan. Tiden bruger han blandt andet på børnebørn, menighed og rejser.