Indre Mission opfordrer til at blive i folkekirken

Flere og flere ansatte og venner af Indre Mission overvejer kraftigt at forlade folkekirken.
Indre Missions hovedbestyrelse opfordrer til at blive og kæmpe

Indre Missions selvforståelse står på spil, mener generalsekretær Jens Olesen

Det var med større forbehold end tidligere, at Indre
Missions hovedbestyrelse i sidste uge opfordrede Indre Missions venner og ansatte til at blive i folkekirken.
– Hovedbestyrelsen ser med stor alvor på situationen i Den Danske Folkekirke, efter at
seks biskopper har erklæret, at de vil udsende en vejledende ordning for gudstjenestelig velsignelse
af par, der har indgået registreret partnerskab. Dertil
kommer, at samtlige biskopper sår tvivl om bibelordets autoritet vedrørende spørgsmålet
om homofilt samliv, hedder det i en fælles udtalelse.
De 16 medlemmer skriver desuden, at de er bekendt
med, at flere både venner og ansatte af Indre Mission nu overvejer at melde sig ud af folkekirken. Og det er en overvejelse, som hovedbestyrelsen
har forståelse for, hedder det.

Udvalg skal se på
forholdet til folkekirken

Indre Missions generalsekretær Jens Olesen kan ikke sætte tal på antallet af henvendelser,
men han bekræfter, at alle 16 medlemmer i hovedbestyrelsen og en del ansatte er blevet
kontaktet.
– Vi kan ikke tvinge nogen til at blive i folkekirken, og det ønsker vi heller ikke. Men vi kan opfordre til det, siger Jens Olesen.
I dag er det en betingelse for at blive eller være ansat i Indre Mission, at man er medlem af folkekirken. Og til dato har Jens Olesen ikke kendskab til situationer, hvor en medarbejder
har forladt kirken.
– Det har foreløbig været en utænkelig situation. Det er helt grundlæggende for os, at vore medarbejdere også er medlemmer af folkekirken.
Derfor er der heller ikke taget endegyldigt stilling til, om det er en fyringsgrund, hvis en medarbejder alligevel beslutter at melde sig ud.
Men den politik kan der måske blive lavet om på. I
hvert fald nedsatte hovedbestyrelsen på sidste uges møde et udvalg, der skal analysere Indre Missions tilknytning til folkekirken i den aktuelle kirkelige situation. Herunder skal udvalget undersøge, om Indre Mission fremover kan rumme
venner og ansatte, som melder sig ud af folkekirken.
– Det er hele Indre Missions selvforståelse, der står på spil.
Indre Mission er opfundet for at samle og forene de troende i folkekirken. Så det er en meget svær sag, siger Jens Olesen, der ønsker at bevare sin egen
holdning til spørgsmålet som en sag mellem ham og hovedbestyrelsen..
– Men jeg er folkekirkemand, det står fast, siger han.

Ikke afhængig af biskopperne

Hovedbestyrelsens opfordring lyder derfor stadig, at der både er plads til og behov for Indre Mission i folkekirken.
Kirkens status som en ret kirke afhænger nemlig ikke af, hvordan biskopperne udøver deres embede, skriver hovedbestyrelsen.
– Vi ønsker at føre kirkekamp på folkekirkens grundlag, Bibelen og bekendelserne. Og de forhold i folkekirken, som ikke står på det grundlag, er
usundt kirkebyggeri, siger han.
Et andet argument for at blive i folkekirken er, at der
endnu ikke foreligger et autoriseret ritual for vielse af homoseksuelle par.
Jens Olesen erkender, at det kan være svært at skelne mellem et autoriseret ritual og det, at vielseslignende ritualer alligevel finder sted. Men han fastholder, at der er en væsentlig forskel på, om et af kirkens ritualer strider med grundlaget, eller biskopperne vejleder deres præster i modstrid med
grundlaget.
– Jeg ved heller ikke, om det ville betyde et endeligt brud med folkekirken, hvis der kom et autoriseret ritual. Når jeg taler med de præster, som er
modstandere af ritualet, så er de heller ikke enige om konsekvenserne.
– Hvis det kommer, er det en helt ny situation, som vi må tage stilling til, siger generalsekretæren.