Kristen potest mod pornomesse

Viceborgmester nægter at støtte messecenter, hvis pornomesser fortsætterHERNING – Torsdag i sidste uge åbnede endnu én af de kontroversielle pornomesser i Messecenter Herning, som kristne tidligere har protesteret voldsomt imod.

Viceborgmester Jens Ove Kjeldsen vil ikke stemme for flere tilskud til Messecenter, hvis pornomesser fortsætter

Også denne gang var kristne mødt talstærkt op for at give udtryk for utilfredshed.
Blandt hovedtalerne i demonstrationen var Inge Fomcenco, der er byrådsmedlem for Kristendemokraterne i Aalborg. Sidste år var hun hovedpersonen bag et nej fra Aalborg Byråd til flere pornomesser i Aalborg Kongrescenter.
Også denne gang rasler de lokale politikere med sablen. Hernings kristendemokratiske viceborgmester, Jens Ove Kjeldsen, kunne ikke selv deltage i demonstrationen, men havde sendt en hilsen til oplæsning. Han har tidligere givet udtryk for, at han ikke vil stemme for flere tilskud, bevillinger og underskudsgarantier til Messecenter Herning, hvis ikke sidste weekends pornomesse forblev den sidste af slagsen.
– Man går så meget op i vores miljø, men ingen tænker åbenbart på den forurening, denne form for messe er for sindet, og hvilke konsekvenser der følger med disse messer, siger Flemming Berg fra frikirken Jesushuset.
Blandt de øvrige talere ved demonstrationen var pastor Lars Bo Olesen fra Kristent Center. Han præsenterede spørgsmålet om porno-messerne som et valg mellem gode og trygge rammer for vores børn og unge og det stik modsatte: pornomesser, prostitution, vold og skilsmisser.
– ole