– Se ikke dæmoner i enhver kommodeskuffe
Agnethe Zimino, sognepræst i Korsvejs-
kirken på Amager, udlægger ugens tekst
I stedet for at glæde sig over den stummes helbredelse beskyldes Jesus for at stå i ledtog med Djævelen. Hvorfor?
– Når der sker noget godt i Guds rige, så er der som regel også altid nogen, som prøver at mistænkeliggøre det. Sådan var det på Jesu tid, og det sker også i dag. Det er desværre ofte vilkårene, når der sker noget godt,, men vi oplever her Jesus gå imod sine modstandere, for det, de gav udtryk for, var ikke blot en spørgen efter sandheden. Det var et direkte angreb.
Har menneskeheden ikke forandret sig meget siden Jesu tid på det område?
– Det er OK, at mennesker er spørgende, og at de undrer sig og ikke forstår, hvad det drejer sig om. Vi må derfor oplyse om tingene, og måske bliver Bibelen så igen den grundbog, som den burde være, for der er jo rigtig mange beretninger i Bibelen, der handler om udfrielse af mennesker.
Hvordan skønner man, om en person er plaget af dæmoner?
– Det er heller ikke så enkelt endda, men der er nogle ret sikre tegn: at man pludselig i en forbønssituation ikke kan udtale Jesu navn; at dæmoner direkte manifesterer sig, når nogen begynder at bede; uvilje og væmmelse ved at være til stede under en gudstjeneste, under lovsang, på trods af, at man egentlig så gerne vil deltage. Oftest er vedkommende ikke selv klar over, at der er brug for en udfrielse. Mennesker, som mener, de er besatte, er det oftest ikke.
Bedømmelsen skal nødvendigvis kobles sammen med en vurdering af vedkommendes psykiske og menneskelige tilstand, og det var der, at det ville være ønskværdigt, om der kunne være et samarbejde med en kristen psykiater.
Hvad er de hyppigste årsager til, at mennesker får problemer med dæmoner?
– Mennesker, som har været direkte involveret i noget absolut okkult. Nogen kan være præget af en slægt, hvor folk har været dybt involveret i en okkult praksis. Nogen har direkte forskrevet sig til Djævelen.
Men der kan være tilfælde, hvor mennesker er påvirket af, plaget af onde magter. Der er der ikke tale om direkte besættelse. Man kunne måske snarere tale om en belejring.
– Men man skal ikke se onde ånder i enhver kommodeskuffe eller mene, at der bag enhver sygdom står en sygdomsånd. Det er dog rigtigt, at Jesus nu og da befaler en sygdomsånd om at forlade en person, og så bliver vedkommende altså ikke alene udfriet, men bliver også rask. Der er dog desværre kristne, som får det til at lyde, som om de gør enhver forkølelse dæmonisk. Men vi skal vare os for at diagnosticere alt som dæmoni.
Hvordan undgår man, at den onde ånd vender tilbage som i vers 24-26?
– Ved at holde sig fra enhver form for okkult praksis og ved at vende sig til Jesus Kristus og overgive sig til ham fuldt og helt. Vigtigheden af daglig bøn og bibellæsning kan ikke understreges nok, og at man lader sig fylde med Helligånden dagligt, efter at huset er blevet renset ud.
Er der grund til at være bange for dæmoner?
– I 1. Johannes brev 4. 4 står: I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden.
Der er altså ingen grund til frygt, og Guds kærlighed, der bor i vore hjerter ved Helligånden, driver frygten ud. Men vi skal ikke lege med noget, som har med Satan at gøre. En ung mand sagde engang til mig, at han havde været satanist, men holdt op, da de begyndte at brænde levende dyr af på Amager Strand, og så sagde han: Først troede vi, at vi legede med Satan, men så forstod vi, at det var ham, som legede med os.
Hvordan har du selv oplevet de situationer, hvor du har bedt for mennesker, der er plaget af det onde?
– Nu har jeg for det første aldrig gjort det alene. Det er vigtigt at være flere om den sag, men der, hvor vi har oplevet en direkte besættelse, har vi ikke været i tvivl. Hvor folk har været plaget og forstyrret af onde magter, har vi bedt, og folk har fået fred. En hel del har vi snakket længe med og bedt for og derefter henvist til psykiatrisk behandling.
Kan alle kristne uddrive dæmoner, eller har nogle en særlig evne til det?
– Man skal ikke begive sig ind i en udfrielsestjeneste uden forberedelse. Jeg tror også, at der er behov for at bede specielt meget om visdom fra Gud, og at man menneskeligt er moden. I netop denne tjeneste må der helst ikke ske overgreb på svage mennesker, som måske tror, at de er besatte, men ikke er det. Så mit råd er: Gå varsomt! Det er vigtigt, at der er flere om at bedømme ånderne, og til det udruster Gud nogle på en speciel måde, da nogle jo har bedømmelsens nådegave
