To engle på køleren
Fire personer så alle de to lysende skikkelser på bilens forskærmeDet var en meget kold vinteraften med isslag for ca. 6-7 år siden i Odense. Bilens håndtag var frosset til, og Karl Madsen måtte hente varmt vand for at få ruderne fri for is, så han kunne se ud.
Sammen med Karl Madsen var også Max Nielsen, en medarbejder fra det kristne behandlingssted Kildegården i Ryslinge, og to beboere.
– Vi havde været i den Café, som findes i forbindelse med Baptistkirken i Odense, og skulle nu hjem ved 22-tiden, fortæller Karl, der mener, det må have været i 1998-99. I hvert fald var det lige efter jul.
– Da vi skulle hjem, var det så glat, at vi næsten ikke kunne gå ud til bilen. Vi måtte liste os afsted langs husmuren.
Vi forsøgte at tø bilens håndtag op med hænderne, og da vi var kommet ind i bilen, sagde vi til hinanden: Det her går aldrig godt…
Nu har Karl imidlertid erfaring med, at det hjælper at bede til Gud. Gennem 23 har han og Margit drevet det kristne hjem for misbrugere, og her har der ofte været brug for bøn, når beboerne skulle hjælpes. Gennem årene har ca. 1200 mennesker været på Kildegården, og ca. 700 af disse er blevet fri for deres narko- eller alkoholmisbrug, ligesom mennesker med psykiske problemer er blevet hjulpet.
Så når Karl møder et problem, sender han en bøn opad.
– Vi besluttede at bede om Guds beskyttelse, og da vi var færdige med at bede, så vi pludselig alle to hvide skikkelser sidde på forskærmene på hver sin side af køleren.
Vi besluttede, at nu kunne vi godt køre hjem! Nu havde vi englevagt.
Der var vist ikke andre biler på vejene, men der lå en del i grøfterne, husker jeg, og vi kom godt hjem.
Da vi standsede bilen, forsvandt englene igen, og vi kunne sige tak for en god beskyttelse. Det er godt at vide, at man altid kan bede om englevagt!
– Hvordan så englene ud?
– Vi så dem kun fra ryggen. De havde omrids som et menneske, men de var hvide og de lyste, ligesom de sad med et lagen over sig, husker Karl.
Som nævnt var han ikke den eneste, der så det, det gjorde alle fire i bilen, og det gjorde stort indtryk.
menneske?
Karl har også en anden gang mødt en person, som han spekulerer på måske var en engel i forklædning:
– Ja, det var engang, da en beboer ringede til os fra Banegården i Odense og sagde, at nu ville han springe ud foran et tog og slå sig ihjel.
Vi kørte naturligvis sporenstregs derind og snakkede med ham i halvanden time.
Men han var helt umulig og ville ikke med os tilbage.
Til sidst måtte vi sige til ham, at det jo var hans eget liv, og han måtte selv vælge, hvad han ville.
Men på vej ud gennem svingdøren mødte jeg en mand, der havde hornbriller på og læderlapper på ærmerne. Han standsede mig og sagde: – Er det en mand, I gerne vil have med hjem?
Ja, sagde jeg.
– Så lad mig lige tale to ord med ham, sagde manden. Han gik hen til vores beboer, og straks efter kom beboeren styrtende og sagde helt overskruet: – Vi skal hjem nu!
Situationen var helt ændret.
Jeg forsøgte at finde manden med hornbrillerne, men fandt ham ikke. Jeg har ofte tænkt på, om det måske var et sendebud fra Gud, som skulle redde beboeren fra at tage sit eget liv.
for enden af sengen
Den tredje gang, Karl har oplevet en engle-lignende skikkelse, var på sygehuset i Odense.
– Jeg var indlagt med hjerteproblemer for cirka ti år siden. De troede, det måske var en blodprop i hjertet, så jeg havde en masse slanger og ledninger på mig og var under observation.
Mens jeg lå der, læste jeg Jakobs brev i Bibelen. I kapitel 1 vers 5-8 står der om at bede i tro og ikke tvivle:
Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.
Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.
Det talte til mig, og jeg sagde: Jeg vil tro på, at jeg får.
Kun fem minutter efter stod der pludselig en hvid skikkelse for enden af sengen. Den var lidt utydelig, og jeg kunne ikke skarpt se ansigtet, men det lyste ud fra den, og jeg hørte en stemme: Vil du være rask?
– Ja, svarede jeg, der er da ikke noget, jeg hellere vil.
Godt. Jeg har brug for dig, sagde den lysende skikkelse og forsvandt så igen.
Sygeplejersken, som sad og holdt øje med instrumenterne, kom nu løbende ind: Hvad er der sket? spurgte hun. Hun havde set, at kurverne, som gik op og ned, nu pludseligt var helt lige, og hun troede, der var noget galt.
– Jeg tror, jeg har haft besøg af en engel, svarede Karl, som fra det øjeblik følte sig rask.
– Det tror jeg også, svarede sygeplejersken.
Sygehuset beholdt Karl i endnu tre dage for at tjekke, at alt var i orden.
Han har ikke haft problemer med hjertet siden.
– Gud er stor, og han hjælper os, når vi beder om hjælp.
Jeg forestiller mig, at der sendes engle ud hver morgen med hver sin opgave for at tage sig af os, når vi har brug for det. Det er trygt at vide.
