Meik så en engel – på den anden side af døden

26-årige Meik Aas var i 1995 nærdød i forbindelse med en tropesygdom på Herning Sygehus, men kom mirakuløst til live igen, efter at hans forældre og en præst ved sygesengen havde bedt til Gud om, at han måtte komme tilbage
Meik Aas blev ramt af indtil flere junglesygdomme under et ophold med efterskolen i Tanzania i 1995. Han blev akut indlagt på Herning Sygehus, hvor lægerne forgæves forsøgte at bekæmpe de ukendte sygdomme.

Meik omkring 1996, da han var ramt af en farlig sygdom

Der blev taget rygmarvsprøver, testet for malaria, osv. men Meik fik det værre og værre. En form for hjernehindebetændelse gav ham voldsom hovedpine, han mistede synet og talte i vildelse.
Hans forældre holdt vagt ved ham om natten. En nat stod det klart for hans far, at han skulle tilkalde den lokale frikirkepræst Phillip Dupont og nogle andre kristne for at bede for Meik. Da de kom, havde Meik ingen puls, hans ben var blå, og lægerne var nu klar over, at det var forbi.
Imens oplevede Meik noget meget mærkeligt, som han her fortæller:
– Jeg havde smerter over hele kroppen, men pludselig blev der mørkt og helt stille.
Jeg så en tunnel af meget kraftigt lys, der ligesom gik skråt opad. Jeg gik op igennem den – eller, jeg gik ikke rigtigt, jeg ligesom svævede.
– Gik det hurtigt?
– Nej, ikke så hurtigt. Og for enden af tunnelen kom jeg ud til en stor eng, som fyldte hele billedet. Ovenover var der et eller andet, som jeg ikke vidste, hvad var. Ligesom en dis, og der var meget højt.
Foran var der en sti og rundt om engen var der en guldkant.
– Jeg kan ikke forklare, hvad det var. Det var de utroligste farver. De harmonerede på en måde, som jeg ikke havde set før og heller ikke siden.
Jeg befandt mig i en vidunderlig smuk dal med de smukkeste blomster, sommerfugle og træer af guld.
– Af guld?
– Ja, ligesom guld.

En lysende mand

– Så mærkede jeg, at der var en skikkelse til højre for mig. Jeg regner med, at det var en engel.
– Var det en mand eller kvinde?
– En mand med langt lyst hår. Han havde et skær omkring sig, og det lyste også ud fra hans krop – fra hovedet og brystkassen. Jeg så ikke det nederste af ham.
– Var det et blændende lys?
– Det var skarpt, men ikke sådan, at jeg ikke kunne tåle at se på ham.
Hans øjne ligesom strålede.
– Hvor høj var han?
– På min højde, og han var ikke spinkel.
– Lignede han et menneske?
– Nej, men han havde et ansigt ligesom et menneske. Et lidt slankt ansigt. Og der var vinger på ryggen, men han lignede ikke de glansbilleder, man har set.
– Var vingerne synlige? Var de slået ud?
– Nej, de var her – lige bag skuldrene, svarer Meik og viser, hvor vingerne stak lidt op.
– Det er ellers usædvanligt, at engle har vinger i nærdødsoplevelser…, indvender jeg.
– Nå, er det? Ja, jeg har aldrig læst eller hørt om andres oplevelser eller studeret det. Men den engel, jeg så, havde vinger, husker Meik.
– Havde du selv en krop?
– Ja, men jeg var ligesom vægtløs og uden modstand. Jeg mærkede ikke mine fødder gå på noget. Og jeg havde ingen smerter mere.
– Hvordan følte du?
– Dejligt. Der var en ubeskrivelig fredfyldt atmosfære af sødme i luften, der lovpriste Gud – jeg har svært ved at forklare det, men alt syntes at være i harmoni – det var vidunderligt.
Jeg havde ikke lyst til at komme tilbage til jorden.
– Jeg sagde: „Wow! Der er flot her. Det er fantastisk. Her kunne jeg godt tænke mig at blive.“
Men den lysende skikkelse svarede: „Det er ikke tid endnu. Der er en opgave på jorden, som du skal udføre“.
Da han havde sagt det, blev der igen mørkere, og jeg var tilbage på hospitalet. Jeg kom ind oppe fra højre side og så dem alle stå rundt om min seng, fortæller Meik og tegner sygestuen, og hvor de forskellige stod. For fodenden stod læger eller sygeplejersker i hvidt. Til venstre stod Dupont, her var forældrene, osv. Ovre til venstre stod den seng, som faren havde sovet i.
– Jeg bevægede mig henimod min krop og gled ind i den. Så blev alt mørkt, og det gjorde meget ondt i kroppen igen. Der blev skruet op for lyden igen, og jeg kunne høre, at de råbte til Gud: Kald Meik tilbage livet!
Så åbnede jeg øjnene og så dem alle stå der rundt om mig.

Mor: Vi græd af glæde

Meiks mor fortæller:
– Ja, vi råbte til Gud og mærkede Hans nærvær. Lige pludseligt vågnede Meik og kiggede forundret på sine gæster. Han kunne se igen, og det var en oplevelse for livet!
Jeg spurgte ham: „Hvad skete der med dig?“ Meik fortalte, at han lige havde været ude at gå på en smuk grøn eng, hvor der var fantastisk fredfyldt – der ville han være. Vi stod bare der og græd af glæde over at se ham i live. Vi blev ved med at takke Gud.
Efter et kort øjeblik mistede Meik igen bevidstheden og blev akut bragt til tropemedicinsk intensivafdeling i Århus.
De kommende fem år måtte han igennem mange smerter og behandlinger. Lægerne vidste ikke rigtigt, hvad de skulle stille op med ham.
Det er en spændende historie, som Herning Folkeblad brugte fire helsides artikler på at beskrive i 2002.
Vi fortæller Meiks mærkelige historie i kortere form i et af de kommende numre.
Men nærdødsoplevelsen, som han her har fortalt, glemmer han aldrig:
– Når du har set det på den anden side af døden, glemmer du det aldrig, siger han.
– Det har givet mig en ny forståelse af mit eget liv. En ny gejst til at leve hver dag med mening. Til ikke at tage livet for givet, som vi ellers gør, siger Meik, der nu arbejder som pædagog i Aalborg.