Agtpågivenhed eller hykleri?

„Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv — dette gælder dem, der ikke synder til døden.“ (1. Joh. 5,16)

Af Oswald Chambers:
Engelsk forfatter og
bibelskolelærer (1874-1917)

Hvis vi ikke giver agt på den måde, Guds Ånd virker i os, vil vi blive åndelige hyklere. Vi ser, hvor andre mennesker svigter, og vi vender vores dømmekraft til kritik i stedet for til forbøn på deres vegne.
Åbenbaring kommer ikke til os gennem vores tankers skarphed, men direkte igennem Guds Ånd, og hvis vi ikke giver agt på åbenbaringens kilde, vil vi blive til kritikcentre og glemme, at Gud siger: han skal bede, og således give ham liv, hvis han da er blandt dem, der ikke synder til døden.“
Pas på, at du ikke kommer til at spille hykler ved at bruge al din tid på at prøve at få andre sat på plads, før du selv tilbeder Gud.
En af de vanskeligste byrder, Gud nogensinde lægger på os som hans børn, er byrden for andre menneskers sjæle. Han afslører ting om dem, som bliver en byrde for os, og den byrde skal vi bringe til Kristus, for at vi kan forstå hans tanker med hensyn til dem, og når vi går i forbøn på hans måde, siger Gud, at han vil give os „Liv for dem, der ikke synder til døden.“ Det er ikke det, at vi bringer Gud i berøring med vores egne tanker, men at vi selv vågner op, så at Gud bliver i stand til at indgive os sine tanker om dem, vi beder for.
Mon Jesus Kristus kan se frugt af sin sjælekamp i os? Det kan han ikke, medmindre vi bliver så ét med ham, at vi vækkes op til at have hans syn på de mennesker, vi beder for. Måtte vi lære så helhjertet at bede for andre, at Jesus Kristus må blive fuldt tilfreds med os som forbedere.


Selv om Oswald Chambers kun har skrevet én bog selv, bærer over 30 titler hans navn. Bøgerne blev til ved, at hustruen Biddy skrev notater fra hans bibeltimer. Efter Chambers død blev det hustruens og datterens livsopgave at videregive hans ord til hele verden. Bogen Alt For Ham er den mest læste andagtsbog i den engelsksprogede verden.